Det er hen ad klokken 22, jeg passerer forbi under Maestros vinduer.
Jeg kigger op ad bygningen. Der brænder et lys på allerøverste etage. Det, der fungerede som pigekammer for den familie, der fik bygget huset i 1910. På det lille kammer over Maestros rummelige lejlighed på 6. og 7. etage sidder hans personlige assistent og slider for at få Maestros kunst ud.
Dirigenten, der bor deroppe, Maestro, er den polsk-tyske Christoph Eschenbach.
Der er nogle få dirigenter, man umiddelbart kalder ved det antikverede ’Maestro’. Mange, inklusive DR Symfoniorkestrets chef, Fabio Luisi, vil have sig det frabedt, men alle, inklusive hans assistent, kalder Maestro for ’Maestro’. Og selv om vi taler engelsk, er jeg ikke i tvivl om, at vi er Des. Det er han heller ikke.
