Vi var nogenlunde lige gamle, da vi mødte hinanden, Simon Lund og jeg.
Nogenlunde lige unge.
Få år efter var han tre gange så gammel som mig.
Vi var landet på den samme redaktion på Politiken, fredagstillægget Ibyen, et sted, som i de år, nede i 00’erne, nærmest havde karakter af en ungdomsklub. Vi lavede avis, ja. Men når vi gik hjem, havde vi grinet så meget, at vores mavemuskler var ømme. Simon dér, i redaktionslokalet, med sin kasket på hovedet, mens han kastede omkring sig med armene og fortalte røverhistorier om sine venner, mytiske figurer, vi ikke kendte, men som vi vidste alt om. Der har altid været en iver over hans historier.
