Lad os starte på bogens dramatiske højdepunkt og Anders Fogh Rasmussens menneskelige lavpunkt:
Anders Fogh Rasmussens elskede mor er indlagt på Viborg Sygehus. Ramt af en hjernesvulst. Hun er blot 56 år. Parykken er smuk og velsiddende. Hun ligger i en morfindøs for at dæmpe smerterne.
»Pludselig rakte hun ud efter min hånd. Jeg tog hendes hånd, men sad tavst og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg sad der meget, meget længe – stille, med hendes hånd i min. Jeg kiggede på uret, for jeg skulle nå et fly fra Karup til København. Jeg trak det til sidste øjeblik, men så følte jeg, at jeg måtte sige farvel, og jeg forlod stuen«, skriver Anders Fogh Rasmussen.
Ved folketingsvalget året forinden havde Anders Fogh Rasmussen realiseret barndomsdrømmen om at blive valgt ind i Folketinget, og han går til det politiske arbejde med den samme arbejdsomhed, ærgerrighed og stræbsomhed, som han havde lært af sine forældre hjemme på gården i Hvidding. Han er så meget politiker, at han glemmer at være søn for sin døende mor.
