Mand i trediverne har mistet livet, efter at han blev angrebet af en haj ud for en ø nær byen Perth.

Mand kunne ikke genoplives efter hajangreb i Australien

Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En 38-årig mand er blevet dræbt af en fire meter lang hvidhaj i det vestlige Australien.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer som AFP og TT.

»Desværre kunne manden ikke genoplives«, oplyser politiet ifølge bureauerne.

Den 38-årige mand blev bidt af rovdyret i nat dansk tid ud for Rottnest Island nær byen Perth.

Rottnest Island er et naturreservat og et populært turistmål. Det er særligt kendt for sine strande og muligheden for at se pungdyret quokka, skriver TT.

Myndighederne opfordrer offentligheden til at udvise en ’ekstra forsigtighed’ i vandet i og omkring området.

Ifølge AFP er der tale om det første dødelige hajangreb i den vestlige delstat Western Australia siden marts sidste år, hvor en surfer blev angrebet ud for en afsidesliggende strand.

Tal fra databaser over hajangreb viser ifølge nyhedsbureauet, at der har været omtrent 1300 hajangreb rundt om i Australien siden 1791, hvoraf flere end 260 har resulteret i dødsfald.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her