I den lodrette fjeldside var der en port så stor, at en lastbil kunne køre igennem den. Jeg boede ikke så langt fra den, på Kalvedalsveien i Bergen, da Cubakrisen brød ud i 1962, og vi alle rystede i bukserne. Vi fik at vide, at inde bag den port ville vi have de bedste chancer for at overleve, hvis …
Selv om vi havde et norsk grundfjeld at gemme os i, følte vi os ikke trygge. Vi gik ikke op i, hvem der ville vinde, hvis krigen mellem USA og Sovjetunionen skulle bryde ud, for vi var overbevist om, at ingen kunne vinde sådan en krig. Den ville udslette os alle.
Den følelse af menneskeskabt afmagt satte sig spor i litteraturen. Sven Holm skrev en af sine bedste romaner på den, ’Termush, Atlanterhavskysten’. Rige mennesker havde bygget sig en luksusversion af fjeldhulen i Bergen. En af konsekvenserne efter katastrofen var selvfølgelig de riges kamp om at sikre sig en plads bag muren og holde de fattige ude. Klassekampen var en af de få ting, der i Sven Holms øjne ville overleve.
Cecil Bødker havde med den gode kunstners evne for foregribelse allerede året før Cubakrisen skrevet novellen ’Den yderste dag’. Kun en dreng og en ræv overlevede syndfloden. De to bliver venner, tror drengen. Da vandstanden falder, og ræven giver fanden i drengen, først da bryder hans verden sammen. Fællesskabets død er den værste ulykke.
