Da Ukraines deltager i årets Eurovision Song Contest, Kalush Orchestra, tirsdag aften gik på scenen i Torino, var forventningerne til at mærke helt ude i Europas fjerneste sofakroge.
En af musikerne havde kæmpet som soldat for Ukraine, kort tid inden han kom med i et show, der set i det lys må have været et absurd opbud af pyroteknik og projektøre. En anden havde samlet ind for Ukraine. Og deres sang ’Stefania’ om sangerens mor og alle ukrainske mødre blev fulgt til dørs af taktfaste klapsalver, stående publikum og til sidst et brøl fra de hujende mennesker.
»Det løftede taget«, konstaterede værterne, da scenen var gået i blå-gult, og publikum stadig stod og klappede.
Sangkonkurrencen havde endnu en gang rakt ud over scenekanten og ud i den politiske virkelighed på den anden side af glimmer og glam.
