Plaget af en infektion i venstre øje måtte den danskfranske maler Jacob Abraham Camille Pissarro i 1890’erne opgive sin sædvane med at arbejde under åben himmel på landet, hvor han ofte skildrede den hårdtarbejdende landbefolknings liv.
I stedet rykkede han til Paris, hvor maleren – der var født på Sankt Thomas, en af de tre danske øer i Caribien, og forblev dansk statsborger hele sit liv – portrætterede det gadeliv, han kunne se fra sine vinduer i hoteller.
»Jeg er lykkelig over at få muligheden for at male de gader i Paris, vi engang anså for at være grimme, men som faktisk viser sig at være forsølvede, lyse og fulde af liv. De er højden af moderniteten«, skrev han begejstret i et brev til sin søn Lucien fra sit værelse på det allerede dengang fashionable Grand Hôtel du Louvre i december 1897.
Lidet kunne den impressionistiske mester Camille Pissarro, der i sin ungdom boede og malede to år i Venezuela sammen med sin danske ven og kollega Fritz Melbye, vide, at et af de billeder, han malede fra hotelvinduet, også ville komme kloden rundt og ende som hovedgenstanden i en spektakulær sag om kunst, stjålet og beslaglagt af nazister i Det Tredje Rige.
