I lange rækker stod de opstillet. Lænestolene med det bølgende sorte sæde og det helt lyse træskelet. I salen, hvor lyset vældede ind igennem de store ruder, og hvor man kunne se fyrretræer på mange kilometers afstand, skulle patienterne slå sig ned i Aaltos møbler og øve sig i at trække vejret dybt.
Den buldrende tuberkuloseepidemi i Europa var også kommet til Finland, og op gennem 1920’erne og 1930’erne skød det ene tuberkulosesanatorium efter det andet op i landskabet – langt ude i skovene og så langt fra støv, støj og snavs, som man overhovedet kunne komme.
Et af de steder var den lille by Paimio – godt to timers kørsel nord for hovedstaden, Helsinki, hvor man i 1929 besluttede at opføre et sanatorium til de mange mennesker, der led så meget af frygtelig hoste og var så udmattede, at de næsten stod med et ben i graven. Medicin mod tuberkulose havde man ikke, og penicillin var endnu ikke udbredt og ville efter sigende heller ikke have en effekt mod tuberkulose. Men frisk luft, lys, ro, motion og sund mad kunne lægge en dæmper på sygdommens symptomer, og de dybe finske skove blev opfattet som noget nær ideelle i behandlingen med deres mange fyrretræer og masser af plads.
