Der sidder en ung mand og vogter over sin døde mors kiste på hendes sidste rejse over Kattegats duvende vande. Han stirrer tomt ud i nattemørket og mærker den sjælekamp, han er ved at blive indhentet af.
Der ligger en knap så ung mand på en blødt fjedrende drømmeseng opstillet ved siden af den seng, hvorfra hans mor netop er vandret ud i den lange nat. Han kigger tomt op i plejehjemsstuens hullede loftplader og mærker den sjælekamp, han er ved at blive forløst fra.
Den unge mand på båden hedder Lykke-Per. Den knap så unge mand på plejehjemmets vuggende drømmeseng er mig selv.
Jeg er fyldt 50 år, og min mor er død. Det første var på høje tid. Det sidste vil jeg aldrig blive gammel nok til at vænne mig til.
