Da Jane Goodall i 1960 for første gang tog til nationalparken Gombe i det nuværende Tanzania for at observere chimpanser, havde dyrene masser af skov at leve i. 32 år senere fløj hun hen over Gombe og kunne se, at de vilde dyrs livsbetingelser var voldsomt forringede.
Bjergene i Gombe var nøgne. For selv at overleve havde mennesker i landsbyerne omkring Gombe drevet rovdrift på naturressourcerne i den før så frugtbare park.
Det sørgelige syn af de bare bjerge gjorde det for alvor klart for Jane Goodall, at det ikke var tilstrækkeligt at beskytte chimpanserne inde i nationalparken. Menneskene i området skulle hjælpes, hvis chimpanserne og naturen skulle overleve. Hvad hun straks, handlekraftig som hun er, satte i værk.
»Det er mit vigtigste budskab i min bog: Alle kan gøre en forskel, og hver eneste dag kan man vælge, om man vil eller ej«, siger Jane Goodall med henvisning til sin nye ’Håbets bog – en overlevelselseguide til mørke tider’, som hun har skrevet i samarbejde med forfatteren Douglas Abrams.
