Der var én,
der var to,
der var tre ...

En yngre mand står bøjet over en ung kvindes yppige bronzekrop og parterer hende i løbet af halvanden times tid med sin vinkelsliber.

Først retter han savklingen mod hendes ankler og sætter fødderne af, dernæst arbejder han sig vej ind i lysken og adskiller på den måde under- og overkroppen for til sidst skære sig vej i et lige snit fra øret, hen over kinden og gennem næseryggen.

Der er travlt i bronzestøberiet i industriområdet i Roskilde i begyndelsen af 2022, men denne dag får man ordnet en af flere nye bestillingsopgaver for Ny Carlsbergfondet: Man destruerer en skulptur, der har udgivet sig for at være af den franske billedhugger Rodin, og som samme fond bestilte som led i en storstilet udsmykningsopgave i 1999 til en samlet pris på omkring 183.000 kroner.

Det var daværende direktør Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der dengang iværksatte projektet, og han er på mærkværdig vis selv til stede her på bronzestøberiet: I en krog står han stor og mægtig i form af en to meter høj statue, som er ved at blive støbt i bronze, og som efter planen skal opstilles et sted i landet og minde om mandens enorme indflydelse, dengang han i et kvart århundrede var formand for en af Danmarks absolut største kunstfonde.

Da kvindekroppen er parteret i tilpas små bronzedele, sænkes de ned i den 2.000 grader varme ovn, der smelter metallet, der nu blandes op med andet skrotmetal, som skal ødelægge den oprindelige bronzelegering.

Den glødende masse hældes i seks forme, som efter at være kølet ned bliver afleveret hos en jernhandler i Hedehusene, og på den måde har man på denne februarfredag fuldkommen udslettet skulpturens eksistens. Nu er den væk.

»Ekstremt alvorligt«

Dette er historien om ulovlige kopier af en af verdenskunstens mest berømte og feterede billedhuggere, Auguste Rodin. Kopierne er blevet til i et samarbejde mellem Ny Carlsberg Glyptotek og Ny Carlsbergfondet, men sagen er først nu – efter 23 år – dukket op til overfladen.

Den handler blandt andet om, hvordan fonds- og museumsledelsen i fællesskab dels tilsidesatte den franske lov, der skulle beskytte Rodin imod ulovlige kopier, dels tilsidesatte den del af den danske museumslov, der skal beskytte museers kulturarv.

På Glyptoteket vurderer man nu, at den oprindelige gipsskulptur, ‘Eftertanken’ fra 1889, som man betragter »som en helt unik version«, blev skadet, da man lavede afstøbningen i 1999.

Derudover har det vist sig, at en af kopierne, som fondet bestilte og betalte, er endt privat hjemme hos Hans Edvard Nørregård-Nielsen, fondsformanden, som i kulturlivet fik øgenavnet ’Godfather’.

Forholdet mellem Ny Carlsbergfondet og Glyptoteket har altid været tæt: Fondet yder driftstilskud til museet, og da man for to år siden udnævnte den nye forkvinde for fondet, faldt valget på Christine Buhl Andersen, der havde været Glyptotekets direktør siden 2017. Hun betegner nu sagen som »ekstremt alvorlig«.

Vi har gerne villet tale med Hans Edvard Nørregård-Nielsen for at forelægge ham kritikken og høre hans udlægning af sagen, og vi har i den forbindelse været i kontakt med hans tre voksne døtre. De oplyser, at deres far, der har været på plejehjem siden 2021, er ramt af fremskreden Alzheimers sygdom, og at han derfor ikke kan lade sig interviewe. Da døtrene intet kendskab har til sagen, kan de ikke svare på deres fars vegne, forklarer de.

En frisk erindring om sagen har til gengæld museets daværende direktør, Søren Dietz. Som han siger om kopiprojektet, da vi får ham i røret fra Grækenland:

»Det var en god idé. Det var en rigtig god idé!«.

Før vi fortsætter telefonsamtalen med den tidligere museumsdirektør, vil vi fortælle historien om de to ulovlige danske Rodin-kopier, der blev iværksat i den øverste top af dansk kulturliv. Ulovlige kopier, der hen ad vejen skal vise sig at yngle i antal til tre.

En vidunderlig skikkelse

I løbet af første halvdel af 2022 begynder historien om Rodin-kopierne at vandre i dele af det danske kulturmiljø. Det forlyder, at Hans Edvard Nørregård-Nielsen for fondets penge fik lavet to kopier af en af Glyptotekets Rodin-skulpturer, og at den ene blev opstillet privat hos ham selv i hans sommerhushave ved Sejerøbugten på Vestsjælland.

Kunstværket fra Glyptotekets samling, som Hans Edvard Nørregård-Nielsen skulle have ladet kopiere, er gipsskulpturen ‘Eftertanken’, som står centralt i Rodin-salen på museet og vrider sig som en lysende, armløs søjle midt i rummet. Den er ikke nær så kendt som andre af museets Rodin-skulpturer såsom ‘Grubleren’ og ‘Kysset’, men den blev til gengæld højt besunget af den store tysksprogede digter Rilke, som i sin bog om Rodin fra 1913 hen over flere sider beskriver »denne vidunderlige skikkelse«, der kommer til at fremstå »fuldendt« uden sine arme, fordi menneskelegemet nu fremstår »samlet om sit indre«, »bøjet af sin egen sjæl«.

Og så er skulpturen sjælden.

Flere af Rodins skulpturer findes i op til tolv lovlige bronzeafstøbninger, som enten er lavet i Rodins egen levetid eller er autoriseret af Musée Rodin i Paris. For museet har ophavsretten til hele Rodins livsværk, efter at han testamenterede det til den franske stat, der ejer museet.

Men ‘Eftertanken’ findes i få versioner: Mens Rodin levede, lavede han fire i gips (hvoraf tre befinder sig på museer i Marseille, Stockholm og Dresden) og én i bronze, hvor den sidstnævnte i dag befinder sig på Victoria and Albert Museum i London. Den gipsversion, som findes i København, skænkede Rodin til Glyptoteket i 1905 på grund af sin nære relation til Glyptotekets stifter, Carl Jacobsen.

Og vi får snart bekræftet, at det er korrekt, at Hans Edvard Nørregård-Nielsen i samarbejde med Glyptoteket traf beslutningen om at få lavet kopier af ‘Eftertanken’ i 1999.

Selve opgaven blev varetaget af daværende chefkonservator på Glyptoteket Lars Henningsen, og han husker flere omstændigheder omkring projektet. Afstøbningsformen blev sendt til det italienske støberi Fonderia Mariani i kystbyen Pietrasanta i det nordlige Toscana, hvor bronzekopierne blev støbt.

Fra Italien blev kassen med bronzekopierne sendt til en dansk stenhugger, Flemming Brian Nielsen, der bekræfter, at han satte dem på sokler af bornholmsk granit for siden at opstille dem ved henholdsvis bestyrelsesformandens sommerhus ved Sejerøbugten og i den dengang nyanlagte skulpturhave ved Carlsberg Besøgscenter i Valby i København.

Beslutningen blev altså truffet i den gamle bygning i Brolæggerstræde midt i det gamle København, hvor familien Jacobsens øleventyr tog sin begyndelse, og hvorfra man i dag uddeler 200 millioner kroner årligt til dansk kunst og forskning.

På øverste etage i bygningens store mødelokale møder vi forkvinde for Ny Carlsbergfondet Christine Buhl Andersen, der besvarer en række af vores spørgsmål.

Det er korrekt, bekræfter hun, at hendes forgænger, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, fik lavet »uautoriserede kopier« af ‘Eftertanken’ i 1999, og at en af dem blev opbevaret hos ham privat.

»Jeg tiltræder i marts 2020, og i sommeren 2020 bliver jeg opmærksom på, at der findes en bronzeafstøbning af ‘Eftertanken’ i den tidligere formands hænder«, forklarer Christine Buhl Andersen.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen har en lejlighed i Brolæggerstræde midt i København i samme bygning som Ny Carlsbergfondet, og han henvender sig selv til Christine Buhl Andersen, da de tilfældigt mødes på gaden, og forklarer, at han vil have skulpturen »opstillet et nyt sted«.

Samtalen giver ikke helt mening for Christine Buhl Andersen, forklarer hun, og den efterlod hende med en undren.

»Jeg tænker: Hvad pokker går det ud på? Når man arbejder med kunst, har man med originalitet og etik at gøre, og det er noget, jeg reagerer på med det samme«.

Derfor sætter hun en intern undersøgelse i værk i Ny Carlsbergfondet og kontakter Glyptoteket.

Skulptur fjernes fra sommerhus

På Glyptoteket har man et tæt samarbejde med Musée Rodin i Paris, der varetager billedhuggerens ophavsret. Derfor bliver det museets direktør, Gertrud Hvidberg-Hansen, der spørger den parisiske museumsledelse, om de kender noget til de danske kopier. Det viser sig nu, at kopierne blev lavet uden tilladelse. Og nu skal der ryddes op.

Museet beder Ny Carlsbergfondet om at destruere kopien fra sommerhuset, mens den anden kan få lov at overleve på den betingelse, at den får en inskription, så det fremgår, at den er en reproduktion.

»Det bliver indstillet til bestyrelsen, og bestyrelsen er enig i, at det skal ske. Det bliver så eksekveret«, siger Christine Buhl Andersen, der forklarer, at hun efter sin tiltrædelse har udvidet bestyrelsen fra tre til fem medlemmer, således at der er »flere kritiske øjne« til at træffe beslutningerne.

Kort efter at man i Ny Carlsbergfondet erfarer, at der eksisterer to skulpturer, ankommer en transportvogn til den tidligere bestyrelsesformands sommerhus, løfter skulpturen ud af haven og kører bort med den. Efter et kortere ophold hos Ny Carlsbergfondet bliver skulpturen afleveret hos bronzestøber Peter Jensen ved Roskilde med beskeden om, at den skal destrueres.

Var Hans Edvard Nørregård-Nielsen enig i beslutningen om at få destrueret bronzeskulpturen fra hans have?

»Han er faktisk ikke blevet spurgt, om han var enig eller ej. Skulpturen er købt og betalt af fondet«, svarer Christine Buhl Andersen.

Mens den ene kopi nu er historie, får den anden som nævnt lov at overleve og står stadig på samme sted, som den har stået de seneste 23 år, men med en synlig forandring:

Folk, der passerer gennem skulpturhaven ved Carlsberg Besøgscenter under rækkerne af fuglekirsebærtræer, kan 5. juli i år således se en mand i arbejdstøj knæle ved skulpturen i færd med at skrive store bogstaver på bagsiden.

»Reproduction« står der nu, og således har skulpturen ændret status.

Dette er også sket på opfordring af Musée Rodin i Paris.

I en mail til Politiken forklarer afdelingsleder ved Musée Rodin Hugues Herpin, at Ny Carlsbergfondet brød med en fransk lov fra 1981 og krænkede ophavsretten, da man i 1999 fik skulpturerne støbt i bronze. Alle gengivelser af Rodins originale værker »bør nemlig være forsynet med en tydelig og permanent indgravering af ordet ‘Reproduction’«, skriver Hugues Herpin.

En enerådig formand

Men hvordan kunne Ny Carlsbergfondets bestyrelse tilbage i 1999 give grønt lys for helt uautoriserede kopier uden om Musée Rodin, og hvordan kunne en af skulpturerne ende privat hos Hans Edvard Nørregård-Nielsen?

Dengang bestod bestyrelsen i Ny Carlsbergfondet af tre personer. Ud over Hans Edvard Nørregård-Nielsen var det daværende museumsdirektør Karsten Ohrt og daværende rektor for Kunstakademiet Else Marie Bukdahl.

Men heller ikke disse to tidligere direktionsmedlemmer kan bidrage med indsigt i sagen. Karsten Ohrt, der var formand fra 2014-2019, svarer, at han generelt ikke udtaler sig om forhold vedrørende fondet, og Else Marie Bukdahl beklager i en mail, at hun ikke husker beslutningsprocessen omkring Rodin-kopierne. Men hun understreger samtidig, at det ikke var normal praksis, at fondet købte kunst til privat brug.

»Nej, jeg har aldrig i min tid i Ny Carlsbergfondet oplevet, at fondet har betalt kunstværker til medlemmer af bestyrelsen. Jeg må tilstå, at jeg ikke har kendt sagen med skulpturen i Nørregårds have. Han var min kollega, men jeg har ikke besøgt ham i sommerhuset eller kendt ham privat«, skriver hun i mailen.

Det hændte dog, at bestyrelsesformanden gjorde indkøb af kunst for fondets midler uden om de andre bestyrelsesmedlemmer, forklarer Else Marie Bukdahl.

»Jeg husker, at han flere gange handlede på egen hånd. Normalt fortalte han det til de to bestyrelsesmedlemmer. Men måske ikke altid«.

Vi har bedt Ny Carlsbergfondet om indsigt i det pågældende bestyrelsesreferat. Svaret er, at fondet aldrig udleverer referaterne, men de oplyser dog, at »den økonomiske ramme er godkendt« af bestyrelsen.

At Hans Edvard Nørregård-Nielsen imidlertid kunne optræde enerådigt i de 25 år, han sad som bestyrelsesformand for Ny Carlsbergfondet, har han selv været ganske åben omkring. I 2013 trådte han tilbage, og da han tre år efter blev interviewet i Kristeligt Dagblad, forholdt han sig åbent til øgenavnet Godfather:

»Det er en titel, der hænger ved jobbet, fordi du har mulighed for favoritdyrkelse«, forklarede han i interviewet.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen havde for eksempel forelsket sig voldsomt i billedkunstneren Jørgen Larsens geometriske formsprog, huskede han. Da han en dag havde mødt kunstneren på Stormgade i København med kun »180 kroner på lommen«, havde han tænkt, at »det skulle være løgn«.

»Nogle gange er det bedre at støtte ordentligt, frem for at det bare bliver en skilling til foræring. Folk, der kan noget, skal have muligheden. Når det er sagt, så synes jeg også, at jeg har haft et udmærket blik for kunst. Der er meget lidt af det, jeg har givet penge til, som er blevet kritiseret«, sagde den tidligere formand for fondet, der i 1999 uddelte 70 millioner kroner.

I interviewet forholder den tidligere bestyrelsesformand for Ny Carlsbergfondet sig også til sin egen private kunstsamling, og hvordan den er blevet til.

»Jeg har da også noget kunst herhjemme, men jeg har aldrig været rigtig tilgængelig for gaver. En af mine yndlings-uvenner gav ellers udtryk for, at man efter min død ville kunne finde den største samling af kunst, som jeg havde truet og tigget mig til. Det er ikke rigtigt«, forklarede han.

En tredje kopi ...

Det er under en samtale med en tidligere ansat på Glyptoteket, at vi hører, at der skulle findes en tredje kopi af ‘Eftertanken’.

Ligesom de to bronzekopier skulle den også være lavet tilbage i 1999, men denne tredje kopi skulle ikke være støbt i bronze, men i gips.

Og den skulle stadig befinde sig et sted på Glyptoteket.

Efter at have rettet henvendelse til museet og spurgt til gipskopien, får vi svar på mail via museets kommunikationschef, Sofie Kønigsfeldt.

»En medarbejder har for nylig nævnt, at der stod en uinventariseret og skadet gipsskulptur på museets fjernmagasin, som vi skulle se nærmere på. Det er først i forbindelse med Politikens undersøgelser, at vi drøfter den i fagligt regi og laver koblingen til ‘Eftertanken’«, skriver hun.

Hvad museet nu vil stille op med kopien, er vi naturligvis interesseret i at vide.

Unik skulptur skadet

Glyptoteket er fuld af skoleklasser og turister den onsdag formiddag, vi indfinder os for at møde museets direktør, Gertrud Hvidberg-Hansen. Vi står sammen i den okkergule Rodin-sal foran ‘Eftertanken’ – altså den oprindelige skulptur, som den dengang 63-årige Rodin skænkede som gave til Glyptoteket – da hun peger på området nederst på skulpturen.

»Det er i det her område, der er sket nogle skader. Overfladen har været beskadiget, men er efterfølgende blevet konserveret og retoucheret, så det ikke er til at se skaden med det blotte øje«, siger hun med dæmpet stemme.

Gertrud Hvidberg-Hansen, der har været direktør på museet siden 2020, viser vej ind bag publikumsområdet til et mødelokale, hvor vi sætter os på hver side af et stort konferencebord. Hun forklarer, at der i museets arkiv ikke – mod forventning – er fundet et eneste dokument om afstøbningsprojektet i 1999.

Hvordan forholder I jer til gipskopien, som er dukket op hos jer?

»Vi regner med, at også den vil blive tilintetgjort. Den står til destruktion. Det gør den, fordi vi ikke har noget at bruge den til, og fordi omstændighederne omkring den har vist sig at være problematiske. Den er ikke markeret som en kopi, selv om det er en kopi«, siger hun og fortsætter.

»Der må aldrig på vores museum kunne herske tvivl om, om et værk er en autentisk Rodin eller ej. For os handler det om integritet, og vi skal ikke eje noget uden dokumentation for, at proveniensen er legitim«.

Foto: Anders Sune Berg/Glyptoteket

Museumsdirektøren er nu, forklarer hun, i dialog med Musée Rodin i Paris om gipsskulpturens endelige skæbne, ligesom hun var det i forbindelse med de to bronzeskulpturer.

Men I sælger jo gipsafstøbninger af museets værker i museumsbutikken. Hvad er forskellen på dem og kopierne fra 1999?

»Museets øvrige afstøbninger er afformet af stenskulpturer, som er et mere solidt materiale«, svarer Gertrud Hvidberg-Hansen og understreger, at man heller ikke længere afstøber fra stenskulpturerne. De støbeforme, som museet bruger, er gamle forme og er for øvrigt lavet af antikke værker, hvor museet har ophavsretten.

»Det, der foregik i 1999, er efter min opfattelse helt ude af trit med den danske museumslov i forhold til bevaring af museets værker. Man laver ikke afstøbninger af sine gipsværker. Og slet ikke af så sarte genstande som ‘Eftertanken’, som er givet i gave direkte fra Rodin til Carl Jacobsen«, siger museumsdirektøren.

Her på Glyptoteket har man valgt ikke at tage kontakt med tidligere ansatte for at spørge, hvad de husker om sagen.

Det har vi imidlertid.

En tidligere chefkonservators forklaring

»Ja, jeg var den på Glyptoteket, der tog mig af det«, siger Lars Henningsen i telefonen.

Han var Glyptotekets chefkonservator i 35 år frem til 2012, og han husker tydeligt forløbet omkring projektet.

Lars Henningsen sørgede for, at afformningen i silikonegummi og gips blev lavet. På den måde fik man den negativform, som skulle bruges i det videre arbejde med afstøbningerne.

Dengang var Hans Edvard Nørregård-Nielsen som bestyrelsesformand en meget synlig skikkelse på Glyptoteket. Han havde selv indtil 1988 været inspektør på museet, hans kone var overinspektør, og projektet kom i stand ved, at bestyrelsesformanden gav besked om, at der skulle laves to bronzeafstøbninger af ‘Eftertanken’, husker den tidligere chefkonservator. Den ene skulle opsættes i skulpturhaven på Carlsberg, mens han mener, at den anden skulle bruges til »en slags udlån«.

»Jeg er ikke helt klar på, hvordan det hænger sammen med, at Hans Edvard Nørregård-Nielsen tager den ene op i sin have. Det er lidt pudsigt. Men det var ikke nogen hemmelighed, for den stod jo i det fri, og folk, der kom derop, kunne jo se den«, siger Lars Henningsen.

Hvad er forklaringen på, at der også er en gipskopi på museet?

»’Eftertanken’ er en pragtfuld, men også en meget skrøbelig skulptur. Den vejer kun omkring 10 kg. Der var også det problem, at skoleelever, der havde været på museet, havde skrevet deres navne bag på den. Fordi den var så udsat, støbte man en ekstra i gips for at sikre den som en dokumentationsreserve, som man så havde i magasinet«.

Men hvorfor udsætte en i forvejen skrøbelig gipsskulptur for endnu en belastning ved at lave en kopi, hvilket ifølge den nuværende ledelse har skadet det oprindelige kunstværk?

»Ud fra tanken om, at værker er betydningsfulde i sig selv og ikke skal udsættes for belastning, skal man selvfølgelig ikke afforme den. Men jeg så ikke noget galt i det. Den holdning om, at man ikke skal afforme, er en ny politik. Og der skete ikke noget«, siger Lars Henningsen.

Foto: Finn Frandsen

Ifølge ham var skulpturen skadet i forvejen, da man realiserede kopiprojektet.

»Den var så tynd, så den var begyndt at skalle og havde afslag. Med den erindring jeg har, vil jeg sige, at jeg ikke kan huske, at der var noget problem«, svarer den tidligere chefkonservator.

Han tilføjer:

»Den eneste fejl, man kan pege på, er, at det ikke kom til at fremgå, at afstøbningerne var kopier. Det var den fejl, der blev begået, hvis man kan tale om fejl«.

På spørgsmålet om, hvem der havde ansvaret for ’fejlen’, peger Lars Henningsen på Glyptotekets ledelse.

»Det var Hans Edvard Nørregård-Nielsen som sammen med museets direktør besluttede, at det skulle ske. Men det var ikke sket uden direktørens tilladelse«, svarer Lars Henningsen.

»Det var beklageligt«

Direktøren dengang hed Søren Dietz. Han er i dag ansat som adjungeret professor på Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, og den nu 81-årige arkæolog er ikke helt nem at få kontakt til via det nummer og den mail, som universitetet oplyser. Men efter en uge giver Dietz lyd fra sig og forklarer, at han sidder i sin lejlighed i Athen med udsigt over et bjerg i 30 graders varme.

Også han husker sagen om Rodin-kopierne.

»Vi havde en udstilling, og så var der nogle gæster, der skubbede til soklen, og den var ved at vælte. Det kunne vi ikke have. Hvis den var væltet ned fra soklen, var den gået i stykker. Vi måtte lave en afstøbning«, forklarer han.

Ifølge den tidligere direktør fik han det indtryk, atMusée Rodin i Paris havde givet tilladelse til projektet.

»Det er jeg sikker på. Det må have været formanden for Ny Carlsbergfondet, der gav mig den oplysning mundtligt«.

Hvem havde ansvaret for, at det gik korrekt for sig, og at der kom til at stå, at det var reproduktioner?

»Ja, det har direktøren for museet«.

Det var jo dig?

»Ja, det var mig. Det var ikke så godt. Det var beklageligt«.

At museet udsatte en skrøbelig skulptur for en hårdhændet behandling, synes Søren Dietz imidlertid ikke, at der er noget mærkeligt i.

»Det synes jeg ikke. Man vil jo gerne bevare den. Hvis man ville bevare den, måtte man lave en afstøbning. Derfor synes jeg, at det var en sund beslutning, at man lavede de her afstøbninger«.

Ifølge Glyptotekets nuværende ledelse opstod en skade under afstøbningen?

»Javel. Ja. Ahr. Det ved jeg søreme ikke. Jeg kan ikke huske, at der skulle være opstået en skade. Hvis der virkelig er kommet en skade, er det selvfølgelig et problem. Men det tvivler jeg på«, siger den tidligere direktør.

Han fastholder, at det at lave kopier af den skrøbelige gips var god idé.

Gør det indtryk, at den nye ledelse mener, at det var forkert?

»Ja, det gør altid indtryk. Men jeg kan ikke se, at det er et problem«, svarer Søren Dietz.

Glyptotekets nye hovedpine

Men selv om gipsskulpturkopien nu givetvis bliver destrueret, står Glyptoteket stadig med en hovedpine. For selve afstøbningsformen af ‘Eftertanken’, som blev lavet i 1999 til at støbe kopier i, ved hverken Glyptoteket eller Ny Carlsbergfondet, hvor er blevet af. Hvis den stadig eksisterer, kan det udgøre et problem:

Med formen i hænderne kan man seriefremstille kopier af ‘Eftertanken’, og de ville kunne flyde ud på det illegale kunstmarked for Rodin-kopier. For det findes:

I 2019 dømte en fransk domstol to mænd – en amerikaner og en franskmand – bødestraf og fængsel for deres store produktion af Rodin-kopier i en mangeårig sag om brud på Musée Rodins ophavsret.

Museet har, fortæller Gertrud Hvidberg-Hansen, adskillige gange kontaktet bronzestøberiet Mariani i Italien og bedt dem svare på, om de stadig er i besiddelse af støbeformen til at lave kopier af Glyptotekets skulptur, og om der er støbt flere kopier. Den første mail blev afsendt i begyndelsen november 2020, og efter anden rykker i december 2020 modtog museet en mail om, at støberiet ville vende tilbage, men man har endnu ikke fået svar, selv om der efterfølgende er blevet sendt endnu en rykker.

Heller ikke Politikens forsøg på kontakt til det italienske støberi har ført til et interview. Og hverken den tidligere chefkonservator eller direktør kan svare på, hvor afstøbningsformen blev af.

På Glyptoteket foreholder vi direktør Gertrud Hvidberg-Hansen den tidligere direktørs og tidligere chefkonservators afvisning af, at skaden på ‘Eftertanken’ skulle være sket i forbindelse med kopiprojektet i 1999.

På spørgsmålet om, hvorvidt Glyptoteket simpelthen kan tage fejl, svarer hun i en mail, at museet ikke ved med sikkerhed, hvornår gipsen har taget skade, fordi »tidligere konservatorer ikke har registreret sådanne skader« i skulpturens registreringskort, hvilket ellers burde være sket. Men, pointerer Gertrud Hvidberg-Hansen:

»Vi kan se, at værket i 1996 i forbindelse med et udlån til Musée D’Orsay bliver beskrevet som i god stand«.

Hun forklarer videre:

»Det er vigtigt at slå fast, at det er risikabelt at lave en afstøbning af en sart gips, da der med meget stor sandsynlighed sker skader på gipsen i sådan en proces. Helt konkret smøres der i forbindelse med en afformning en klæbrig silikonemasse på hele værkets overflade. Når man løsner afformningen, skaber det et undertryk, der kan skade den skrøbelige gips. Derfor er det sandsynligt, at der er sket større eller mindre skade ved afstøbningen i 1999«.

I forhold til gipskopien på Glyptoteket lyder den tidligere direktør og chefkonservators forklaring, at den er en sikkerhedskopi af den oprindelige skulptur fra Rodin, netop fordi den var meget skrøbelig. Hvad siger I til det argument?

»Vi har svært ved i dag at se nogen argumenter for, at man udsætter en så skrøbelig og særlig version for de risici, der er forbundet ved afstøbning«, svarer museumsdirektøren og understreger, at Glyptotekets oprindelige gipsversion af ‘Eftertanken’ har meget stor værdi på grund af netop »dens støbning og overflade«.

»Hvis et værk bliver skadet, er det almindelig praksis at konservere det for at udbedre skaderne. En nyfremstillet kopi vil ikke blive brugt som erstatning for værket, så jeg har svært ved at forestille mig, at denne gipskopi uden inventarnummer var tiltænkt udstilling«.

Hos Ny Carlsbergfondet afviser forkvinde Christine Buhl Andersen desuden de to tidligere museumsfolks forklaring om, at »det var en anden tid«.

»Det, jeg derimod har lyst til at sige, er, at det er ret ubegribeligt, at man kan udsætte en gipsgenstand i Glyptotekets samling for så belastende en behandling, som det er at lave støbeforme efter den«, siger Christine Buhl Andersen.

Godt 30 km fra Glyptoteket, i industriområdet ved Roskilde, er arbejdet stadig i gang med den store statue af Hans Edvard Nørregård Nielsen, og på en af reolerne skimter vi under vores besøg også en buste af hans kollega i bestyrelsen, Else Marie Bukdahl.

Ny Carlsbergfondets gamle magtfulde ledelse er ved at blive monumentaliseret her i Roskilde ligesom den kunst, de selv støttede med millioner af kroner.

Det er kunstneren Hein Heinsen, der står bag skulpturen af Hans Edvard Nørregård-Nielsen, og hvis alt går vel, vil den blive sat op i Ribe.