Halve ansigter, profil og en face på én og samme tid. En minister, der vender hovedet under en lang eksponering. Og det er (jo) ikke bare en stiløvelse. Der er hele tiden fokus på øjnene. Øjnene som fikspunkt. Medmindre, altså, at modellerne sidder med ryggen til fotografen. Ole Christiansen benytter partiel lyslægning på ansigter og kroppe. Han bruger på utraditionel vis spejle og gentagne spejlinger, hvilket ikke kun er visuelt stimulerende, men også modigt. Det kræver noget særligt at få de her – ofte kendte – personer til agere modeller i deres helt særlige univers.
Det var i det famøse år 1980, at Ole Christiansen både blev færdiguddannet og sprang ud som selvstændig. Og det var en frodig periode, 1980’erne, hvor fotografiet, samt kunsten som sådan, blomstrede, og hvor man fik lov til at skabe. De gamle, der ikke var så gamle endda, var der stadigvæk. Men tiden var åben, forstående og inkluderende. Så rigtigt mange følte sig velkomne. Det var også i 1980 han debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling og 1984 sammesteds på udstillingen ’Gud og Grammatik’. Det var i den analoge tid. Dengang han og mange andre stod i mørkekamre og fremkaldte film og billeder. I en tung lugt af kemikalier.
I de senere år har Ole Christiansen arbejdet sig længere ind i den digitale verden og fjerner til dels de oprindelige billeder for at bygge dem op på ny. På denne måde indlejrer han nye, ofte kantede former i fotografierne. Og somme tider tilfører han farver i de ellers sort/hvide portrætter. Det er en nærmest ekspressiv leg med mediet, der gang på gang overrasker.
Ole Christiansen finpudser og fornyer ustandseligt sit univers. Ikke kun med teknik og erfaring, men også med vision. At skabe verden i kraft af et eget billedsprog. Vi kan alle læse og se, men det er langtfra alle, der kan skrive og udtrykke sig visuelt. I et sprog der både forstås og udfordrer. Helt omvendt personen Ole Christiansen, som forekommer yderst forsigtig. Han er ikke en, der hæver stemmen eller udviser et kolossalt temperament. Det er som om, han hele tiden underspiller i forhold til sine præstationer. Men det er måske årsagen til, at Ole Christiansen får taget de her meget inderlige portrætter, hvor man fornemmer, han kommer helt tæt på sine modeller.
