Hvis valgkampen var et teaterstykke, ville publikum gå hjem. Handlingen føles ikke relevant, og de afgørende replikker mangler. Det eneste, der synes at være på spil i stykket, er, hvem der skal være nummer et i skolegården. Altså statsminister. De store spørgsmål kommer ikke rigtig ind i billedet, selv om alle kan se, at tingene strammer til, og at der bør gøres noget.
Nogenlunde sådan lyder det fra fire af landets førende kunstnere. Med kort tid til valgdagen har vi bedt dem bedømme valgkampen og ikke lægge fingrene imellem. De fire er teaterinstruktør og forfatter Katrine Wiedemann, psykolog og forfatter Glenn Bech, teaterchef og dramatiker Christian Lollike og Ursula Andkjær Olsen, som er digter og leder af Forfatterskolen.
De er ikke udvandret fra teatersalen, de bliver siddende og ser valgkampen udspille sig, men de er oprørte over dens mangler, foruroligede over perspektiverne og helt enkelt vanvittig skuffede.
Christian Lollike (f. 1973), som gennem årene selv har skabt en lang række forestillinger, der har taget afsæt i den politiske virkelighed, er skuffet over valgkampens indholdsmæssige niveau:
