I en by på den amerikanske vestkyst går en tysk kvinde rundt og lægger ting til side, som hun ikke får brugt længere. Med dem bytter hun sig til grej, hun selv mangler. Vinterjakker, cykler, ting til hjemmet.
Michaela Haas er blevet medlem af en såkaldt ’køb intet’-gruppe, hvor lokale udveksler deres brugte ting. Det er godt for miljøet, men det er også godt for den tyske journalist og forfatters økonomi i en tid med stigende inflation.
»Dollaren er nu næsten det samme værd som euroen, og jeg arbejder stadig meget for tyske aviser som Süddeutsche Zeitung, så det gør virkelig indhug i mine indtægter. Samtidig er benzinpriserne meget høje, og min ægtefælle har senfølger fra covid, så jeg er stort set den eneste forsøger herhjemme. Det er ikke så let«, siger hun.
Opremsningen kommer som en overraskelse, for vi har talt i 45 minutter, og først nu nævner Michaela Haas, hvor hårdt hun selv er ramt af den krise, der ridser bekymringsrynker i panden på mennesker på begge sider af Atlanten.
