Du lægger ikke mærke til det, hvis du tilfældigvis kommer til at spadsere ind i et sort hul.
Ikke at jeg ved af, at jeg har prøvet det, men angiveligt skulle det være sådan, forklarer astrofysiker og kunstner Jo Verwohlt, der står ved siden af nogle vægge med spejlglas på i Nikolaj Kunsthal i det indre København.
»Normalt bevæger vi os gennem tid og rum på en sådan måde, at vi bevæger os frit i tre dimensioner og oplever tid som noget, der udfolder sig lineært, og hvis du kommer ind i et sort hul, bryder det sammen. Så kan man ikke tale om tid og rum på samme måde længere«, siger hun.
Det er nogle af de spørgsmål, hun til hverdag går og bryder sit hoved med, og som hun nu sammen med lydkunstneren Signe Heinfelt har lavet udstillingen ’Interference’ over, der fredag åbner i Nikolaj Kunsthal. Spørgsmål om universet, om, hvad alting er bygget op af, om de bølger, både lyd og lys består af, som er med til at definere den måde, vi opfatter verden på.
