Jeg er født i 1946 og voksede op i et socialdemokratisk hjem i nærheden af Kolding. Det var et rent landproletariat. Vi boede mange forskellige steder, bittesmå steder, det var lidt usselt, vi var 8 søskende – 8 overlevende, for min mor fødte 10 børn på 15 år. Hun satte mad på bordet, dyrkede haven, havde høns, passede børn og syede tøj, hun arbejdede i døgndrift. Min far var en blanding af arbejdsmand og husmand.
Hjemmefra fik jeg principperne om lighed og solidaritet og tanken om, at privilegier ikke bør gå i arv, men skal være noget, man kan gøre sig fortjent til, og så længe jeg har reflekteret, har jeg syntes, det var mærkeligt, at man skulle kunne arve et embede. I hvert fald siden jeg gik i 6. klasse, har jeg været republikaner.
Når man er republikaner, handler det ikke om de personer, der befolker monarkiet. Jeg er personligt helt ligeglad med personerne. Også med Margrethe. Jeg kender hende ikke. Hun er sikkert et udmærket menneske, der laver nogle fine tegninger.
Jeg går heller ikke op i, hvad de personer laver af såkaldte skandaler. De mennesker er jo bare anbragt. Af os. Af vores grundlov. Men vil vi til det højeste embede i landet have en person, som har ... arvet det? Det er det, der er spørgsmålet. Og det er jeg meget imod.
