Den aprildag, for foden af Isla Negra, brusede Stillehavet og slog skumsprøjt mellem skær og gråbrune klipper. Højere oppe ad en skråning, på et muret plateau, stod et kæmpestort hvidt plastiktelt og blafrede i vinden. Folkene fra Chiles retsmedicinske tjeneste gravede derinde under teltdugen. Og ligesom dem var Rodolfo Reyes iført en hvid beskyttelsesdragt med gasmaske for munden.
Man ved aldrig, hvad man støder på, når man åbner en grav.
I sit 63-årige liv havde Rodolfo Reyes allerede været med til at begrave sin onkel Pablo to gange – og grave ham op to, når man medregnede i dag.
Alt i den firkantede grav var, som han huskede det. Han havde forklaret retsmedicinerne, at onkel lå til venstre, mens Matilde Urrutia, hans sidste kone, lå til højre. Og at en tynd stenvæg adskilte dem.
