Glem trætte åbningstaler eller kedsommelige argumenter for at afskaffe forårets fridage. Glem mavesure formaninger om, at vi bare kan lære det, og glem støvede rådhustaler om boligbyggeri og nødvendige besparelser.
Her ruller blodet, og det er ungt blod.
Vi er i Frederiksberg Have, gråænder flakser om ørerne på os, og en lille flok teenagere træder på skift op på en gammel rød træølkasse fra Carlsberg for at holde tale om det, der brænder på for netop dem: En mor, der fik kræft. Et hjem, der blev opløst i skilsmisse. En verden, der udstiller dyr i dyreparker, men udsletter dem, hvor de bor.
Talerne er 17-18-19 år, og 12. maj træder de op på danmarkshistoriens mest berømte talerstol: den på Skamlingsbanken, hvor Grundtvig, Blicher og de tidligste fortalere for demokrati og ligestilling i sin tid stillede sig op for at gøre det, man kan i et demokrati: bruge sin stemme og tale om præcis, hvad man finder vigtigt.
