For 23 år siden stod her i avisen en slags spådom.
I bunden af en artikel skrev Politiken-skribent Bjørn Bredal:
»Nationalmuseet kan se frem til en sag med grækerne«.
Artiklens hovedfokus var ellers den 200 år lange storpolitiske strid mellem Grækenland og England om de berømte marmorskulpturer The Elgin Marbles, som en engelsk lord havde fået fjernet fra Parthenon-templet i Athen i begyndelsen af 1800-tallet, og som siden blev en af hovedattraktionerne i samlingen på British Museum i London.
