Nå, men alt var vel, som det plejer at være til en Torsdagskoncert?
Nej. For først skete det her.
Og så skete det her.
Det blev en fest ud over det sædvanlige. Og nu skal jeg fortælle dig hvorfor.
Der er noget befriende dejligt ved generøsitet. Når nogen, der har, bare deler ud. Når tingene får lov at gå over deres bredder.
Sådan var det ved denne uges højst usædvanlige Torsdagskoncert.
Allerede på vej til Koncerthusets blå kube var det tydeligt, at der var skruet op for udtrykket. Kæmpe vindmøller susede, både visuelt i form af grafik på facaden og lydligt.
»Kh Marie« stod der med enorme bogstaver på kuben.
Det var lydprofessor Marie Koldkjær Højlund alias lydkunstneren Kh Marie, der havde lavet DR-landskabet om til en gådefuld lydinstallation, hun kaldte ’Kærlig hilsen’.
Inde i bygningen stimlede folk sammen, for her stod korsangere fordelt hele vejen fra top til bund op ad den første lange trappe. Dirigeret af en dirigent i spacekostume, der stod forneden. Det hele ledte op til toppen, hvor digter Morten Søndergaard stod i lige så vildt præsteoutfit og reciterede poesi.
Genem denne blide skærsild af ord og toner skulle man, og så var vi ligesom i gang.
Torsdagskoncerten i denne uge var blevet hijacket af en legatbestyrelse. I et år, hvor Carl Nielsen har fyldt fra væg til væg med indvielse af nyt museum i Odense, DR-Nielsen-festival og DR-udgivelse af alle symfonierne og koncerterne på plademærket Deutsche Grammophon, havde Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat kapret aftenen til uddeling af ikke færre end fem store hæderslegater.
Den kærlige lydprofessor var en af de fem, der fik del i de fire millioner kroner. På scenen tog hun imod blomster og pæne ord fra komponistkollegaen Line Tjørnhøj fra legatets bestyrelse.
Helt ude i vanviddet
En anden dansk avantgardekomponist, Peter Navarro-Alonso, der til hverdag er organist i Vor Frelsers Kirke, fik blomster, efter at dirigenten Paul Hillier havde dirigeret hans vanvittige værk om renæssancekomponisten Carlo Gesualdo, der myrdede og skamferede sin hustru og hendes elsker, som han fangede i dobbeltsengen.
’I flammende brøde’ begyndte skærende falsk, men endte som meningsfuld bearbejdelse af Gesualdos gamle italienske vokalkunst helt ude i det erklærede vanvid.
Hans enorme værk varede i en halv evighed, og alle var ved at falde i søvn
Så skulle der trækkes kabler og arrangeres om på scenen, inden Hillier med sit elitekor Theatre of Voices og det nøgternt betitlede American Contemporary Music Ensemble kunne opføre den alt for tidligt afdøde islænding Jóhann Jóhannssons meditative Arvo Pärt-klon af et værk, ’Drone Mass’.
Jóhannsson døde som 48-årig for fem år siden. Hans enorme værk varede en halv evighed, og alle var ved at falde i søvn. Men smukt var det med de minimalistiske mol-klange, der kørte i ring over en dyster bund af foruroligende elektronisk lyd.
Monster generøst
Aftenen fortsatte til ud på de sene timer, for efter pausen kom DR Symfoniorkestret på scenen.
Nu skulle der spilles valdhorn, så også DR’s solohornist Lasse Mauritzen kunne vise, hvad han kan, inden han fik penge og blomster.
Hans valg af et obskurt operadramatisk koncertstykke af 1800-tals-franskmanden Saint-Saëns kom til at stå som overgang til festens finale.
Orkesteret fyrede den af med præcise eksplosioner, der vækkede salen igen
Sidste legatmodtager, den stærkt sympatiske dirigent Thomas Søndergård, skulle lukke aftenen med Carl Nielsens ’Espansiva’-symfoni.
»Musik er liv og som dette uudslukkeligt«, sagde Nielsen, og orkesteret fyrede den af med præcise eksplosioner, der vækkede salen igen og satte scenen for Nielsens klassiker, hvor de mange stemningsskift stod klart. Blot havde det været flot med to vokalsolister, der havde sunget lidt kraftigere, end i hvert fald barytonen Andreas Landin gjorde. Det virkede, som om sopranen Hanna Husáhr skruede ned efter hans volumen.
Sikken en aften. Monster generøs, for lang og mange steder fantastisk. Carl Nielsen og hans billedhuggerhustru Anne Marie Carl-Nielsen tjente penge, og deres børn valgte at bruge dem på disse legater.
Det var smukt at opleve gejsten og musikkens uudslukkelige flamme blive givet videre.