Det er måske takket være børnebørnene eller de 81 år – Barbra Streisand er i hvert fald åben for noget nyt. Hun vil gerne dele og deler gerne ud af sig selv. Også i ’My Name is Barbra’, hendes 970 sider lange erindringsbog, hvori hun åbent fortæller om tvivl, vrede, begejstring, overbevisninger, sårende oplevelser, stolthed, stråleglans og jiddische udtryk. Jeg kan ikke komme i tanke om en anden kunstner, der i den grad har åbnet op og givet los.
Hun byder endda på mere, selv efter en frokost i hjemmet i Malibu i Californien: en dessert, som hun ellers våger over på samme måde, som hun hidtil har holdt kortene tæt ind til kroppen angående detaljerne i sit privatliv. Bogen handler om mange ting – om oplevelser under film- og tv-optagelser, sammenstød og venskaber med kolleger, forholdet til Don Johnson, som der er et helt, om end kort, kapitel om. Et kapitel hedder slet og ret ’Politik’, og der er også en masse om uforsonlighed, en urokkelig forkærlighed for en skøn blanding af det maskuline og feminine. Men mad er så allestedsnærværende, at det næsten kan kaldes hendes livs kærlighed, ikke mindst når det handler om is.
Så da det er tid til dessert, er det trods det brede udvalg i virkeligheden kun én ting, man bør vælge: is fra McConnell lavet på brasiliansk kaffe. Den skriver hun også om med samme nærmest orgastiske ildhu som om sin åbenlyse beundring for maleren Modigliani og komponisten Sondheim.
Hvor højt elsker hun så den kaffeis? I bogen giver hun sig – midt i en trist historie om en middag med vennen Marlon Brando hjemme hos Quincy Jones – til at fabulere og lovsynge isens smag og mindes de ekstremer, hun er gået til for at skaffe sig noget af den.
