Camilla Schwartz havner ofte i den samme situation. Hun er til et større socialt arrangement. Sådan et, hvor man ikke kender alle. Og i løbet af aftenen – typisk går der ikke særlig længe – befinder hun sig i en mindre kreds af mennesker, hvor de på skift fortæller om deres børn.
Og når det så bliver Camilla Schwartz’ tur, og hun bliver spurgt, hvor mange børn hun så har, skal hun fortælle, at hun slet ikke har nogen. Nogle bliver stille. Andre begynder at kigge nervøst væk.
Lidt for ofte tager Camilla Schwartz sig selv i at komme de pinligt berørte mennesker til undsætning. Hun forklarer, hvordan hendes mand allerede har børn. At hun fokuserer på sin karriere som forsker. Eller, i sidste instans, hvordan der løber flere arvelige sygdomme i hendes familie.
Men sandheden er, at hun ikke har lyst til at få børn, og at hun aldrig har haft det. Problemet er, at man ikke bare kan sige det.
