For fem år siden lejede Magnus Stephensen og Magnus Sangild baglokalerne i stueetagen i en af Dronningegårdens fire bygninger. Dronningegården i Københavns Indre By blev tegnet i 1940’erne af blandt andre arkitekt Kay Fisker, hvis eftermæle er, at han var eksponent for en dansk udgave af samtidens internationale, funktionalistiske strømning.
Faktisk helt modsat af baglokalernes lejere, der godt 70 år på bagkant af funktionalismen skulle i gang med at skyde deres nystiftede firma Mazo i gang. Modsat, fordi trioens eftermæle næppe får hæftet betegnelsen ’dansk udtryk’ på sig. Mazo er med sine polstermøbler betrukket med vilde tekstiler skabt af tekstildesignere fra hele verden, med sin japansk-inspirerede keramik og særegne sammenstillinger af materialer alt andet end dansk eller for den sags skyld skandinavisk i udtrykket.
Til gengæld ville betegnelsen ’internationalt udsyn’ være rammende. Et udsyn, der hurtigt har fået både danske og udenlandske privatkunder og indretningsarkitekter til at lægge mærke til brandet, og det i en grad, så baglokalerne ret tjept måtte byttes ud med større lokaler på Nørrebro. Ringen blev så for et halvt år siden sluttet, da Mazo vendte tilbage til Dronningegården. Denne gang til et stort showroom med vinduer mod gaden og en klar manifestation af, at brandet for alvor er blevet en spiller i designbranchen, som man bør kende.
Showroomet er også rammen for interviewet med Magnus Sangild og Magnus Stephensen, der har sat sig om et rundt bord med marmorplade og en understelkonstruktion, hvor stål og træ midlertidigt holdes sammen af et par skruetvinger.
