Christian Nors fra Viborg fik i sine selskaber uberettiget udbetalt millioner i købsmoms fra Skattestyrelsen.

Erhvervsmand snød staten for 26,5 millioner kroner

Foto: Marcus Emil Christensen
Foto: Marcus Emil Christensen
Lyt til artiklen

Tre års fængsel og en tillægsbøde på 26,5 millioner kroner. Sådan lyder dommen til en 60-årig erhvervsmand fra Viborg, som torsdag blev dømt af Retten i Viborg. Dommen fremgår af rettens hjemmeside og en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden er skyldig i momssvig af særlig grov karakter, da han indberettede urigtige momsangivelser, så han fik udbetalt millioner af staten. Svindlen fandt sted i 2021, da erhvervsmanden via sin revisor bad Skattestyrelsen om at udbetale 25.575.000 kroner i købsmoms i to af sine selskaber. Det drejede sig om købemoms for køb eller leje af gyllerør og køb af optioner vedrørende rettigheder til opstilling af solceller og vindmøller.

Byretten mente ikke, at selskaberne havde haft de pågældende udgifter som anført i momsangivelserne, og derfor var der tale om groft momssvig.

Ifølge retten skete svindlen på et tidspunkt, hvor selskaberne i mandens koncern var presset af behovet for at skaffe likviditet for at indfri hovedkreditoren med udgangen af 2021.

»Svig af den her karakter er en alvorlig sag«, siger specialanklager Gorm Lund fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Han fortæller, at rettens dom er i overensstemmelse med, som anklagemyndigheden gik efter. Bøden på præcis 25.575.000 kroner, som manden skal betale, matcher det beløb, selskaberne uberettiget fik fra staten.

Selskaberne er konkurs, og i 2024 og 2025 blev manden pålagt konkurskarantæne.

Viborg Stifts Folkeblad har tidligere beskrevet, hvordan den dømte i en årrække investerede i landbrug og energiprojekter på Viborg-egnen, men at han gik personligt konkurs i 2022.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her