En 45-årig mand tilstår fredag formiddag i et retsmøde i Glostrup hvidvask med brug af kryptovaluta for cirka 64 millioner kroner. Han fungerede som en slags mægler, der skaffede kryptovalutaen fra selskaber på Cypern, fortæller han.
Uden nogen tænkepause idømmer dommeren manden fængsel i tre år.
»Vi accepterer den«, siger han hurtigt.
»Tak for i dag«, siger dommeren, der straks får et »selv tak« fra manden i den sorte T-shirt.
Dermed er han den fjerde person, der tilstår og får dom i et sagskompleks, som National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, har efterforsket. I alle tilfælde står der ubetinget fængsel i tre år på bundlinjen.
Hvidvask betyder, at man slører, at penge stammer fra lovovertrædelser. I den aktuelle sag foregik kriminaliteten gennem tre selskaber, som havde adresse i Aulum ved Herning, Køge og Glostrup, og transaktionerne skete blandt andet via litauiske banker.
»Jeg har ikke lov til at handle med krypto, og jeg ved jo godt, at det er sorte penge«, siger manden om det arrangement, hvor han betegner sig selv som broker.
Den 45-årige, der tidligere har boet i Midtjylland, har flere domme bag sig, og i retsmødet fortæller han nærmest ikke om sine kontakter. Flere kendte han ikke personligt, for de mødtes under dæknavne i en gruppe på kommunikationsplatformen Signal. Men én bestemt person ved han besked om. Vedkommende har haft »en reel tømrervirksomhed«, forklarer han.
Ifølge en tidligere pressemeddelelse fra NSK om sagskomplekset har de involverede faciliteret hvidvask af udbytte fra »det etablerede bandemiljø«, men detaljer kommer ikke frem i retsmødet. Mandens fortjeneste løb op i cirka 400.000 kroner på kriminelle aktiviteter gennem lidt mere end et år.
Det var kryptovalutaen USTD, som blev brugt. For politiet har udfordringen bestået i, at den lå på en wallet, som var låst.
ritzau




























