»Hvis der er noget galt med nydelsesmaskinen i din hjerne, får du hverken orgasme, glæde ved at spise chokolade eller lytte til The Beatles«

Hvis hjerneforsker Morten Kringelbach har ret, må de strukturer i min hjerne, der lyser op, når jeg nyder tilværelsen, gløde af aktivitet. Det er fantastisk at gå på opdagelse i Oxford med ham på en dag, hvor solen fra en knaldblå himmel skinner ned på universitetsbyens berømte spir og os.

Han har boet her i 26 år og guider mig adræt gennem ældgamle låger og porte, ind bag tykke mure og op ad gamle stentrapper, mens han fortæller mig, hvad der sker med hjernen, når man f.eks. spiser chokolade, har sex eller tager psykedeliske stoffer.

»Det er den samme nydelsesmaskine som kører, uanset hvad du nyder. Der er ikke nogen forskel på, om du hører Beatles eller Bach, eller om du spiser chokolade eller får orgasme. Men hvis der er noget galt med nydelsesmaskinen, så får du hverken orgasme eller glæde ved Beatles eller chokolade«, siger Kringelbach, der er i korte bukser og sneakers og har fået fuldskæg, siden jeg så ham sidst.

Det gælder om at forstå hjernen på en ny måde, og det kan man nu, forklarer han mig. Mange hjerneforskeres ’lineære’ tænkning har hidtil siddet tungt på forståelsen, men nu er det nye tider, forstår jeg.

»Vi ved nu, hvad der sker, når hjernens nydelsessystem kommer i ubalance, og folk bliver deprimerede eller rammes af andre lidelser, og vi ved, hvordan vi kan balancere tingene, så hjernen fungerer igen«, siger han.

Han hader kontorer og foretrække at tale, mens vi bevæger os rundt i det fri. Hvis vejret er godt, underviser han sine studerende på græsset i Oxfords berømte botaniske have, hvor der i øvrigt er en god bænk, som han vil vise mig i løbet af dagen.

»For mig er de historier, vi fortæller hinanden, en del af nydelsen«, siger han.

»De løfter os, og det er også det, der holder mig her i Oxford. Alle de historier, jeg kender, giver mig en dyb mening, og det at dele nogle af dem med dig på en dag som i dag, er en del af meningsfylden, og det er måske det, der er allervigtigst i vores liv. Den der deling. Det er også det, alle mine forsøg viser: Vi er sociale dyr, og vi har brug for fællesskab, socialitet«.

Når hjernen kræver

Danske Morten Kringelbach er vokset op i Virum, men det er tiden i verdens mest kendte universitetsby, der har gjort ham internationalt anerkendt og til en af de mest citerede danske forskere overhovedet. Blandt de bøger, han har skrevet, handler flere om, i vid forstand, hvordan kunst virker på vores hjerner.

At tale med Kringelbach om hjernen er at åbne sig for et flow af historier, hvoraf en hel masse handler om hans elskede Oxford, som bliver ved med at inspirere ham. Han insisterer på walk and talk. Så i denne historie flyder neuro-snakken sammen med et væld af steder, som betyder noget for ham.

Et af dem er yndlingscafeen på byens overdækkede marked, hvor vi drikker kaffe og spiser kage. Han er kaffeentusiast, kender alle byens baristaer og glæder sig til senere på dagen at skulle spille fodbold med de faste gutter. Har jeg mon lyst til at spille med?

Kringelbachs speciale er at udsætte hjernen for diverse stimuli, mens han tager skanninger af, hvordan den reagerer. Han kan fortælle mig meget nøjagtigt, hvordan hjernen ændrer sig, når den nyder, men også når den ikke kan.

»Man er jo nødt til at forstå, hvordan tingene fungerer normalt, for at kunne hjælpe dem, hvis hjerner af en eller anden grund ikke fungerer. Det er det, det hele handler om«, forklarer han, mens han i en bisætning fortæller mig om forskellen på nydelse og begær set fra hjernens perspektiv.

Nydelse kræver opiater, mens begæret kræver dopamin. Aha.

Der er ikke forskel på kunst og videnskab

I disse år får vi næsten dagligt ny viden om det dybe rum fra fjerne teleskoper, men for Kringelbach er den menneskelige hjerne, som han kigger så dybt ind i, stadig universets mest fascinerende objekt.

Som forsker, hjernerejsende kunne man næsten kalde ham, går han sine egne veje. Han har i årevis været vant til af andre forskere at blive betragtet som en mærkelig figur, fordi han har forsket i noget så uhåndgribeligt som nydelse og følelser. Men det er slut, efter at han takket være donationer fra bl.a. Carlsbergfondet har kunnet etablere sit eget forskningscenter.

Hvad angår hans i nogles øjne kontroversielle metode, er der ingen slinger i valsen, når han fortæller om sin eksperimenterende og interdisciplinære metode:

»Du skal forstå, at jeg simpelthen ikke anerkender, at der er forskel på kunst og videnskab. Det er i bund og grund det samme, som finder sted i begge arenaer. Begge steder gælder det om at sætte ting sammen på nye måder«.

Og det er ikke bare noget, han synes eller tror, understreger han:

»Min forskning har bevist, at jeg har ret. De opdagelser, jeg har været heldig at gøre, har kun ladet sig gøre, fordi jeg, ligesom kunstnere altid har gjort, har kombineret ting, man aldrig tidligere har turdet sætte sammen«.

Mange af hans yndlingssteder ligger på den side af hovedgaden High Street, hvor almindelige mennesker i den klasseopdelte by altid har boet. Byens befolkning forstod sig tidligere som opdelt i towns and gowns, henholdsvis almindelige mennesker og så æggehovederne i det mærkelige universitetstøj.

For en udenforstående kan det faktisk stadig se lidt sådan ud. Det vrimler med studerende og lærere i kapper og kåber med college-logoer og mærkelige hatte.

«Se det skilt! Nu skal du se, hvordan man i virkeligheden spiller tennis«, peger Kringelbach begejstret og fører mig ind i Oxford University Tennis Clubs lille sportshal, hvor en ung fyr viser en flok nybegyndere, hvordan man spiller ’rigtig’ tennis.

Det er ren Monty Python. Med en mærkeligt udseende ketsjer i den ene hånd skal man med den anden hånd kaste bolden op bag højre skulder, så den kan lande på en skrå sliske langs væggen, hvorfra den glider nedad og havner på banen, hvor man så endelig må slå til den. De er skøre, de englændere. Min hjerne nyder at more sig kosteligt.

Vi stikker også lige hovedet ind i The Bear, den ældgamle pub i Bear Lane, hvor loft og vægge er prydet af afklippede herreslips i glasrammer.

Da jeg første gang mødte Kringelbach for mere end tyve år siden, fortalte han mig, at man ikke kunne være hjerneforsker uden at læse Dostojevskij på grund af hans store psykologiske indsigt, og både litteratur og de små og store fortællinger, som livet ellers kan byde på, er stadig afgørende for ham.

Da han inviterede mig til Oxford, lokkede han med en middag komplet med kaminild og high table på sit gamle college, hvor lærerstabens fine bord er placeret på et 10 centimeter højere gulv end de studerendes. Han ved godt, det er oldfashioned snobberi, men han elsker den måde, hvorpå fortidens mærkværdigheder spiller ind i nutiden i Oxford.

Når hjernen elsker chokolade

Kringelbach er uddannet datalog, men har også læst filosofi og arkitektur. I alle årene i Oxford har han været optaget af hjernens behov for at nyde og af følelsernes betydning for os, og det dybeste formål med hans forskning er at finde ud af, hvordan man kan hjælpe dem, der netop ikke formår at nyde, fordi et eller andet i deres hjerner ikke fungerer, som det skal.

Jeg er fascineret af de skanninger, som er hans speciale. Af, at han kan se bestemte regioner lyse op, når en forsøgspersons hjerne udsættes for forskellige påvirkninger.

Altså, har du i en hjerne helt konkret set nydelsen ved at spise chokolade?

»Ja!«.

Og ved at høre rockmusik?

»Ja!«.

Kan du også se en orgasmes effekt på hjernen?

»Ja, og jeg har tilmed lavet et forsøg, hvor jeg har undersøgt forskellen på rigtig orgasme, og når folk faker«.

Hvordan man måler hjerner, mens folk har sex, og hvordan orgasmesimulation uden for enhver tvivl kan påvises, vender vi tilbage til, for først vi skal lige have det med belønningssystemet, som er så afgørende i Kringelbachs forskning, på plads.

Han kalder det en maskine i hjernen og han har brugt tyve år på at finde ud af, hvordan den fungerer.

»Alle har brug for, at den maskine kører perfekt, men det gør den ikke altid. Hvad sker der f.eks., hvis den bliver ved med at kræve belønning? Vi undersøger, hvad der sker, hvis man ikke kan stoppe, men er blevet afhængig af en bestemt form for nydelse, hvad enten det er stoffer, porno eller søde sager«.

Når belønningscentret ikke virker, kan han se det meget tydeligt på de skannede hjernebilleder:

»Forestil dig, at du har en vejrute, og at en del af ruten pludselig er blokeret. Det er det, der sker helt konkret i hjernen«, siger han.

»Pludselig kan man ikke komme fra det ene punkt til det andet, som man normalt ville kunne. Noget er blokeret, kan vi se på skanningerne, og så gælder det om at finde adgangen til det blokerede område, og det er lige præcis det, som neurotransmittere, herunder psykedeliske stoffer, er i stand til. De kan ændre på vejnettet i hjernen«.

Han kalder det »lavpraktisk« at »afblokere« noget, der er blokeret i hjernen. Det, der til gengæld ikke er så lavpraktisk, er al den videnskab, der skal »smides ind over, fordi hjernen er så komplekst et system«.

Jeg begynder at forstå skanningernes betydning. Ved at sammenligne skanninger af hjerner, der er i stand til at nyde, og hjerner, der ikke kan, kan man udpege de steder, der skal ’afblokeres’.

»Vi kan ikke fjerne årsagerne til, at folk får det dårligt, men vi kan hjælpe dem til at få deres system tilbage. I det øjeblik, dit nydelsescenter begynder at fungere bare en lille smule, begynder du at kunne løse tingene én af gangen«.

Oxfords to ansigter

Rundturen i den menneskelige hjerne og i den gamle universitetsby flyder sammen. Jeg mærker min hjernes glæde over at være præcis her lige nu som en strøm af taknemmelighed, der også rummer den næsten håndværksmæssige glæde over senere at skulle skrive om, hvad det er, Morten Kringelbach har gang i.

Han vil også lige have os ind i Christ Church Cathedral.

En ældre, uniformeret universitetsbetjent nikker venligt, da den danske professor viser ham sit id-kort, og kort efter er vi inde i den kølige, overraskende lille katedral, som er fuld af mindetavler, tunge sarkofager og udskårne krummelurer i træ. Lyset skinner ind ad de blyindfattede ruder, som en stråle af kraft.

Morten Kringelbach peger op på den smukke glaskunst:

»Hende i den blå kjole er Edith Liddell. Hendes søster Alice var inspirationen til ’Alice i Eventyrland’. Lewis Carrol var professor i matematik her i Oxford, men også digter og fotograf«.

I gulvet lidt til højre for mig opdager jeg digteren W.H. Audens mindesten, som befinder sig mindre end 10 meter fra den sten, der markerer, hvor liberalismens grundlægger, moralfilosoffen John Locke, ligger begravet.

Fra Christ Churchs patinerede grandeur, som ses flere steder i Harry Potter-filmene, er vi hurtigt videre, og nu føles det, som om vi er langt ude på landet, for Oxford University har to ansigter: de imposante bygninger med tårnenes berømte spir, som vender ud mod gader og pladser, og så de grønne haver, engstrøg og marker bagtil.

De forskellige colleges har store jordbesiddelser, og i en af kollegiehaverne ser jeg dådyr gå rundt mellem de bænke, som de studerende sidder og læser på. På en stor eng går langhornet kvæg og græsser under ældgamle ege. De ville høre lige så godt hjemme på markerne omkring Stonehenge for 10.000 år siden. Igen denne oplevelse af modsætninger, som befrugter hinanden her i byen: kultur og natur, videnskab og kunst, oplysning versus tradition.

Ved Thames, floden som flyder stille gennem Oxford, sætter vi os på bolværket, mens den ene roer efter den anden med seje tag glider forbi i slanke single scullers.

Her fortæller Kringelbach mig, at målet med hans forskning er at finde ud, hvordan mennesker, der døjer med lidelser, kan få et bedre liv, og det er et selvstændigt mål for ham at finde alternativer til antidepressiv medicin af typen SSRI.

»Alt skal undersøges – og fremmes, hvis det virker. Mikrodoseringer af psykedeliske stoffer, meditation, musik, you name it. SSRI gør alt for ofte folk impotente«, siger Kringelbach.

Menneskelig blomstring

I Oxfords Botaniske Have viser Kringelbach mig alskens træer, buske og urter, flere af dem med helbredende virkning.

Et af dem er et takstræ, som ifølge et lille skilt er plantet under borgerkrigen i 1645 og dermed er næsten samtidigt med Robert Burton, som i Oxford skrev det banebrydende værk ’The Anatomy of Melancholia’, der udkom i 1621.

I det opregner Burton planter, der kan bruges til at kurere tungsind, og han fremhæver fire hundrede år før vor tids genopdagelse af træers og planters beroligende virkning selve havens betydning for det plagede menneskelige sind.

Ikke langt fra planterne befinder den bænk sig, som vi har været på vej til. Det er den, som Lyra – hovedpersonen i Philip Pullmans ’Det gyldne kompas’ – ved midsommer sidder på sammen med sin dæmon, mens de lytter til en nattergal, og hun savner sin Will, der sidder på den samme bænk, men i et andet Oxford i et parallelunivers. Pullman studerede ligesom Tolkien på Exeter College i Oxford og bor stadig i byen.

Vi sætter os på bænken, og da der mindre end et halvt minut efter lander en rødhals på bænkens armlæn, føles det som et tegn fra en højere magt.

Her fortæller Kringelbach mig om Centre for Eudaimonia and Human Flourishing, som han står i spidsen for. Det kan oversættes til noget i retning af center for det gode liv og menneskelig blomstring.

Eudaimonia er et begreb, der stammer fra Aristoteles, som også fandt på begrebet hedonia, som kommer fra ’hedus’, den søde smag af honning. For Aristoteles handler det om, at man kan se tilbage på sit liv efter mange år og sige: Jeg var et godt menneske. Den udlægning tror Kringelbach ikke på.

»For mig er eudaimonia, når vi to sidder her på bænken og har den her samtale, som er dybt meningsfuld for mig. Det er også ’blomstring’. Det behøver ikke at være meget mere end det«.

På sit center, som hører under Linacre College på Oxford University, kan Morten Kringelbach endelig gøre, som han lyster. Han kan invitere hvem som helst til at komme og holde seminarer.

Et besøg på centret er en del af programmet, og her hilser jeg på de ph.d.-studerende, som Kringelbach er vejleder for. De er alle i begyndelsen eller midten af tyverne og kommer fra mange steder i verden: USA, Kina, Spanien, Slovenien. Omkring et bord med vindruer og masser af chokolade fortæller de entusiastisk om deres eksperimenter og forsøg, der skal vise effekten af dans, musik og psykedeliske stoffer på hjernen.

Mødet med de ekstremt kvikke og belevne studerende giver mig en ny forståelse af Kringelbachs virke og det blomstrende studiemiljø, som hans center tilbyder.

Inspireret af de bedste kunstnere

I sin egen forskning lader han sig inspirere af forfattere, kvantefysikere, malere, antropologer, historikere, musikere, billedhuggere, får ideer fra de mest forskellige steder. Fra den måde, Leonardo da Vinci har malet hvirvler i vandet på, fra Schrödingers kvantefysik, fra A.S. Byatts opbygning af sine fortællinger.

»Det er fantastisk at have frihed til skabe forbindelser mellem så forskellige fagligheder. Tidligere måtte jeg selv skaffe nye bevillinger hele tiden og samtidig ikke fortælle folk alt for meget om, at det var nydelse, jeg undersøgte. Jeg måtte pakke det ind i alt muligt andet«, siger han.

»Nu kan jeg stå ved, at jeg forsker i de her ting, som mange af mine kollegaer stadig ikke mener, man overhovedet kan måle. ’Det giver jo ikke nogen mening! Hvordan vil du måle meningen med livet, Morten?’. Der er er ikke mange, der tør arbejde på min måde. Men jeg tror på, at man er nødt til at gøre noget, som ingen andre gør«.

Kringelbach er inspireret af det mod, som de bedste kunstnere har. Det handler om at turde lave noget, som ingen andre har gjort før.

»Inden for videnskab er der en stærk tendens til, at man skal gøre som alle andre, og det sejler jeg op mod. Sandheden er, at meget af det, vi betragter som virkelig vigtig og ’rigtig’ videnskab, er udsprunget af intuitive oplevelser, som så bagefter er sat sammen, så det bliver til det, vi kalder videnskab«.

»Jeg er ikke sikker på, at videnskab har en særlig sandhed. Man har bare nogle metoder, som gør, at man kan finde ud af noget, og de er ikke så anderledes fra dem, man bruger i kunst«.

En anden gevinst ved tværfagligheden mellem så forskellige fagligheder på hans center er oplevelsen af at være del af et fællesskab.

»Det gælder om at hjælpe hinanden, være inklusive, som forskere at ville være hinandens jordemødre. Tilgangen til en forsker, der har et problem, er: Det er dit barn, men jeg vil gerne hjælpe dig med at få det ud«.

Leonardos hvirvler og Schrödingers kat

Et eksempel på den utraditionelle tilgang hos Kringelbach og hans team er, at de bruger kvantemekanisk tænkning på hjernen. Det sker med direkte inspiration fra den tyske fysiker Schrödinger, som er berømt for det kvantemekaniske tankeeksperiment, der involverer en kat, som på samme tid både er levende og død – teoretisk set.

»Vi har sendt en artikel til Nature (videnskabeligt tidsskrift, red.), og der er helt sikkert nogle, der vil fortælle os, at det er for skørt, men Schrödingers ligning har vist sig at virke som en drøm, for hjernen er nemlig struktureret på en måde, så der er smutveje, som gør, at områder langt fra hinanden pludselig kan tale med hinanden. Altså noget, der ligner de ormehuller, kvantefysikken opererer med«.

En anden ide kom fra nogle hvirvler i vandet, som Leonardo da Vinci i sin tid tegnede. Kringelbach, der kan programmere, lavede med inspiration fra da Vinci en algoritme, der kan forstå og genskabe de hvirvler.

»I udgangspunktet er det måske far off at tage nogle hvirvler af Leonardo alvorligt og skabe en computermodel ud fra dem, men det gjorde jeg, og den indsigt i hvirvlernes matematik gav inspiration til at forstå den måde, hjernens neuroner taler med hinanden på trods hjernens grundlæggende langsomhed«, fortæller han.

Kringelbach var nær ven med forfatteren A.S. Byatt, som døde sidste år. Af hende har han lært det måske vigtigste:

»Hun tog igen og igen to meget forskellige ting og prøvede at sætte dem sammen for at se, hvor brudfladerne er. Det var det, der skabte gode historier, mente hun. Du tror, du kender verden, men pludselig ser du på en ny måde, sagde hun. Det er en tænkning, der virkelig kan skabe noget nyt. Fordi jeg ved tilstrækkeligt om det, så kan jeg pludselig se, at det, man f.eks. gør i fysik, kan jeg også bruge på hjernen«.

»Det, vi gør, er at fortælle nye historier om hjernen, men ikke kun det. Fordi vi kan lave en matematisk model, som kan forudse præcist, hvad der kommer til at ske, så kan vi vise, at der er tale om et princip, måske ikke hele princippet, men en væsentlig del af det«.

Så dit supervåben er matematikken?

»Haha. Ja, kodningen og de ting, jeg kan gøre med de data, jeg får. Det er det, som har gjort, at jeg i alle de her år har kunnet slippe af sted med at snakke om nydelse, selv om folk ikke synes, det er rigtig videnskabeligt. Det er, fordi jeg kan lave præcise matematiske modeller, som kan vise, hvad der sker på et helt kausalt niveau. Folk kommer fra alle mulige steder i verden med deres hjernedata og siger: Hjælp mig med at forstå dem«.

Naturlig intelligens

Vi bevæger os ind mellem nogle cypresser på Holywell Cemetery, en stille, gammel og ærkeengelsk kirkegård af den slags, hvor hvert eneste mosgroet og skævt kors synes at berette om et enestående menneske. Det vrimler med trækors, jernkors og kors og gravmæler af sten, og Kringelbach kender historierne bag flere af de døde.

Et af de mest ydmyge kors nærmest råber sorgen og tabet af en 28-årig mand, der døde i 1972, ud i verden: ’What’s done is what remains and furious sorrow’.

Rasende sorg er en stærk følelse, og det, som gør, at vi er mennesker – at vi er de væsener, vi er – er de følelser, vi har. Det taler vi om, mens vi går rundt blandt de døde:

»Det er det, der er merværdien. Lige nu går vi to her og taler, mens der sker en masse ting omkring os, som min hjerne ignorerer, fordi den ved, at jeg har brug for at fokusere på vores samtale. Men hvis der kommer en tiger løbende ud fra buskadset, skal min frygt nok sørge for, at jeg reagerer. Vores følelser er evolutionens smarteste trick, for de sikrer, at vi er i stand til at overleve i en skiftende verden«, siger Kringelbach.

»Men de er også det, som gør, at vi har glæde ved at være i verden«.

Netop fordi kunstig intelligens, som han finder alt for hypet, ikke er udstyret med følelser, giver Kringelbach ikke meget for den.

»Kunstig intelligens er ikke i nærheden af at være intelligent i menneskelig forstand«, siger han. Han finder det latterligt, hvor lidt AI faktisk formår i forhold til, hvor meget energi der kræves bare for at få et enkelt svar fra ChatGPT.

»Mens vi har gået rundt i byen, har vi levet på lidt kaffe og en sandwich, og alligevel fungerer vores hjerner perfekt. Det er den form for naturlig intelligens, jeg er optaget af. Klimaaftrykket ved kunstig intelligens er jo absurd. Det svarer til at mene, at man er nødt til at tage en limousine ned til bageren«.

Er vi nået til et punkt, hvor det er nødvendigt, at ikke mindst vesterlændinge rekalibrerer det kollektive begær?

»Helt sikkert. Der er noget helt galt«.

»Og jeg mener, at et af problemerne er hele den her idé om, at det er ligegyldigt, hvordan man har tjent sine penge, og at det også er ligegyldigt, hvordan man bruger dem. At ’penge’ er en neutral enhed, der slører, om du har tjent dine penge på at hjælpe andre mennesker eller ved at udnytte dem. Der sker frygtelige ting i verden på grund af folk, som har for mange penge, og som har fået dem på en ikke særlig god måde«.

»Her har hjernen en brist. Den er utrolig dårlig til at lave de der skøn, så jeg ved ikke, hvordan vi som samfund eller civilisation kan ændre det. Men jeg er sikker på, at vi er nødt til at lave en måde, hvor vi også værdisætter tingene anderledes«.

Sex er kontroversielt

Et af de forskningsforsøg, Kringelbach ikke har kunnet få tilladelse til at gennemføre, er sammenhængen mellem nydelse og smerte, og det ærgrer han sig over, samtidig med at det egentlig ikke undrer ham:

»Bare det, at jeg undersøger orgasmer, er jo kontroversielt på grund af alle de her kulturelle hensyn, der skal tages, selv om det at have et normalt sexliv er en menneskeret, uanset hvilken baggrund man har«.

»Jeg snakker ikke så meget om det, fordi jeg ved, at folk får så ondt i røven over det, men det er virkelig vigtigt at undersøge, hvad der sker i hele den seksuelle nydelsescyklus. Hvorfor er det, at man ikke kan få den op at stå, eller får den for meget op at stå? Hvad sker der i hele den her cyklus af begær og nydelse og gentagelse?«.

Mens Kringelbach taler, bliver et spørgsmål ved med at dukke op i mine tanker.

Jeg spørger ham, hvad han siger til dem, der mener, at verden er blevet kørt i sænk af privilegerede vesterlændinge, der har nydt verden alt for meget, alt for længe og på den forkerte måde?

»Det modsiger jeg ikke. Hedonisme er netop nydelse, der er løbet af sporet, og det påvirker både den enkelte og verden. Begæret er en superstærk ting, som giver livsfylde, men nydelse for nydelsens egen skyld, begæret, der bliver ved med at kræve, er en form for afhængighed«.

»Det vigtigste ved nydelsen er ikke at moderere den, men at variere den. Så man f.eks. ikke er nødt til at have sex hele tiden, men også kan lave andre ting. Læse bøger, gå tur, være sammen med andre mennesker. At være i besiddelse af hele det spænd. Det er det væsentlige«.

Tilbage til det med rigtige og fake orgasmer.

Hvordan afgør du, om et menneske får orgasme eller ej?

»Det er ret simpelt, for både på kvinder og mænd vibrerer bækkenbunden ved orgasme på en måde, som viljen ikke kan kontrollere. Det betyder, at hvis man sætter en butt plug med en måler op i numsen på folk, så kan man simpelthen se, om de får orgasme. Bagefter kan man så anbringe dem i en skanner og bede dem simulere. Når man så sammenligner, får man et klart billede af, hvad der sker i hjernen i de to tilstande«.

»Når der er tale om rigtig orgasme, ser man belønningscentret køre derudad for fuldt knald. Omvendt, når folk faker, sker der ikke en klap«.

Alle er en smule gale

I morges mødte jeg ham på High Street lige ved det busstoppested, hvor ’Logic Lane’ begynder, men vi gik kun få skridt, før gadeskiltets hyldest til fornuften fik følgeskab af den excentricitet, som Oxford giver plads til. Alle de gamle steder, ritualerne, mindesmærkerne, finurlighederne. Måske udtrykker katten i ’Alice i Eventyrland’ en dybere sandhed, når den et sted siger: »Oh, you can’t help that, everyone’s mad here«.

Måske er konklusionen i hvert fald for min neurovidenskabelige rejseførers vedkommende, at man ikke kan bedrive videnskab, der gør en forskel, uden at være åben over for det ukendte. Og at det helt automatisk medfører, at traditionel tænkning, herunder såkaldt objektiv rationalisme, ikke kan stå alene.

Som når Morten Kringelbach kættersk nægter at sætte skel mellem kunst og videnskab og på utallige måder udfordrer den gængse forståelse af universets måske mest komplekse fænomen: menneskehjernen.

Din egen hjernes belønningssystem forekommer uhyre glad for at nyde selve Oxford?

»Ja! Det er totalt inspirerende for mig at gå rundt i den verden, som findes nu, mens jeg samtidig er i kontakt med den fiktive verden, som alle de her mennesker, der har virket her, gennem tiden har skabt. At bo og arbejde i en by, der har fostret så mange tanker og ideer, har selvfølgelig fået mig til at tænke over, hvad det er for en rolle, jeg selv kan spille«.

»Indtil videre er jeg ret tilfreds med min«.

---------------------------

Rettelse: I en tidligere version stod der, at digteren W.H. Auden er begravet i Oxford. Der findes der en mindesten for ham, men hans grav er i Kirchstetten i Østrig, hvor han boede om sommeren.