0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

’Personligt glæder jeg mig til, at krigen snart kommer’

Vi opruster, vi prepper, og trusler om krig og katastrofe fylder i politik, i medierne og i kunsten. Politiken har derfor bedt danske forfattere skrive nye, originale noveller over temaet ’Når krigen kommer’. Anna Juul lægger ud her med novellen ’Da krigen endelig kommer’.

FOR ABONNENTER

Personligt glæder jeg mig til, at krigen snart kommer, for det gør den, det har jeg altid sagt, jeg har altid sagt, at krigen snart kommer, og hvilken lettelse det bliver. Det er naturligvis altid tilfredsstillende at få ret, at se alle dem, der synes noget, tage fejl. Derudover behøver I ikke længere tale om, hvorvidt krigen kommer eller ej, i stedet kan I tale om konserves, det hører sig jo til under krig, I kan også tale om, hvem der skal gøre for vores kampuniformer, hvad Hugo Boss gjorde for nazisternes, Hummel eller Shaping New Tomorrow, måske, I kan tale om mørklægningsgardiner og sammenhold, I kan synge ’Man binder os på mund og hånd’ eller ’I morgen er der også en dag’ på jeres altaner, I kan faktisk gøre, præcis hvad der passer jer, jeg gider bare ikke at være en del af det. I stedet har jeg tænkt mig at gå ud og lide mig en heltedød, så jeg slipper for at tage billetten som kujon.

Jeg har nemlig på det seneste haft så uendeligt svært ved selv at gøre noget ved min livslede, skal jeg sige jer. Hver morgen vågner jeg og tænker, at denne morgen må blive min sidste, men før jeg har set mig om, er morgenen gået og dagen med. Jeg ved ikke med hvad, jeg laver jo ikke noget. Jeg vågner, jeg lufter hund, jeg blødkoger æg og drikker kaffe, jeg går i banken for at tælle mine penge, jeg sover middagslur, jeg ser fjernsyn om almindelige mennesker, der forsøger at vinde penge, som de kan tælle, nogle gange drikker jeg øl på et værtshus, og så modtager jeg i hvert fald ét opkald om dagen fra en velmenende person, der mener, at jeg har masser at leve for og også er noget værd som menneske. Tak skal du have, siger jeg og lægger på. At vedkommende nænner det sådan at forsøge at ændre min beslutning om at tage mig af dage, FØJ siger jeg bare, det bliver vist godt for vedkommende at få et wakeupcall, når krigen kommer. Så kan vedkommende selv se, at alt der er værd at leve for, er forgængeligt.

Når de andre lægger sig i fosterstilling, fordi dette angiveligt så skønne fædreland er blevet besat af idioter i uniformer, har jeg tænkt mig at stille mig ned på en stor, åben plads, måske på en mælkekasse eller lignende, så man rigtig kan se mig, jeg vil lade skægget gro og tage hornbriller på, så jeg ser klog ud. Jeg vil råbe noget tarveligt eller sågar underfundigt satirisk om besættelsesmagten, besættelsesmagten vil nok ikke forstå, hvad jeg råber, da den er fra udlandet, men jeg skal under alle omstændigheder ikke stå der på den dumme mælkekasse og kæfte op, vil den tænke, før den vil skyde mit ansigt af, så halvdelen af mig vil ligge i en pøl ved siden af mælkekassen, mens den anden halvdel endelig vil få fred.

Det vil efterfølgende hedde sig, når de efter krigens afslutning rejser en statue af mig på den store, åbne plads for at pleje deres forlorne fællesskabsfølelse, at jeg døde for det jeg troede på. At jeg var modig. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle nogen, at det, jeg tror på, er absolut ingenting, jeg tror ikke på noget, hverken Gud eller morsomheder eller frihed af enhver art, især ikke ytringsfriheden, den er jeg helt ligeglad med, men det behøver de jo ikke at vide, det er fint for mig, at de for evigt vil kigge på min statue og tænke ’sikke da et heltemod’. Det vil også være sympatisk af mig, synes jeg, for dem der kender mig ville blive så triste, hvis jeg døde for egen hånd, og desuden ville mit heltemod komme som en positiv overraskelse for dem, da der ikke ligefrem står helt skrevet i panden på mig. Jeg har aldrig tænkt en selvstændig tanke, jeg mener intet om hverken politik eller andre mennesker, jeg har aldrig stillet et kritisk spørgsmål, jeg er ikke til besvær, jeg er på mange måder den ideelle samfundsborger i både et demokrati og et diktatur.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce