Mød Kim Løvbjerg Andersen. 46 år. Taleskriver. Med mere. Kim har fået opgaven med foredragene. ’Informerende foredrag rundt i Danmark’. Emnet er stort og alvorligt: krig, og Kim har gjort sig en del tanker om hvordan han vil gribe det an. Det han lægger på bordet, får imidlertid en noget lunken modtagelse.
»Vi mærker at du er vred, Kim«. Sådan siger ledelsen da Kim har pitchet sine indledende ideer. Ledelsen siger det allerede efter fem sekunder. Så tydeligt er det at Kim er et indebrændt menneske der åbenbart ikke bare kan gå ud og gøre noget der ellers burde være fuldstændig simpelt: oplyse folket om at den krig man hører om, også kan komme ind i det danske land.
»Krigen banker på døren, Kim. Synes du ikke det kunne være en fin anledning til at pakke dine små personlige følelser sammen? Pakke dem sammen og ind og ned i en lille hård firkant og gemme dem væk blandt de andre ’jernkugler’ som du bærer rundt på dybt i dit indre som gift?«.
Ved dette spørgsmål er der overrasket og godmodig latter i et par korte øjeblikke – for her går lederen da vist lidt over gevind eller hvad man skal sige (selvom alt hvad han siger faktisk er sandt: ’filosofiske Kim’ har gennem sit liv samlet masser af de her hengemte sorte ’maggi-terninger’ sammen; samlet dem i sin mave og sit bryst og der hvor følelserne i øvrigt har hjemme).
