Jeg må afsted for at se det skelet
Stellers søko, som jeg aldrig har hørt om før nu, var en enorm søko, der græssede omkring i tangskoven på en ubeboet ø. Så strandede et skib netop der. 27 år efter var arten uddød. Men dens død fødte en kættersk ide, skriver Kim Skotte i denne klumme.
I Iida Turpeinens naturhistoriske fortælling ’På sporet af det levende’ læser jeg om en ældre kvinde, der går rundt i de stille sale på Helsinkis naturhistoriske museum, hvor »hun stopper op foran søkoen, betragter skeletresterne, ser århundredernes begivenheder samlet i dem, de knækkede hvirvler og arme, slægten, der er forsvundet«. Der må jeg hen!
Slægten, der er forsvundet for altid, er Stellers søko. En gigantisk variant af den blide vandgumler, som i dag lever sit sky og fåtallige liv som manat i Amazonas og de vestafrikanske mangovesumpe samt i skikkelse af dygongen ved Great Barrier Reef. Stellers søko findes kun som tre skeletter, hvoraf det ene altså befinder sig i Helsinki.
- Klima, biodiversitet, byggeri og landbrug er alle ramt af den samme naturkrise. En permanent krise, der kræver nye løsninger, nytænkning og ikke mindst nye måder at tale og skrive om vores forhold til naturen på.
- Der udkommer i disse år mange bøger, der inden for vidt forskellige genrer beskæftiger sig med menneskets forhold til naturen. Disse bøger skriver Kim Skotte om i klummen ’Natursporet’.
Den tyske naturforsker Georg Wilhelm Steller var om bord på den danske søfarer Vitus Berings anden og sidste ekspedition. ’Tsarens danske Columbus’ var udsendt for at finde en søvej fra Asien til Amerika, men det gik helt galt. Et af de to skibe strandede i 1741 på en ubeboet ø, der kom til at hedde Bering Ø. Her begravede det skørbugsplagede mandskab Bering i det kolde sand.
Stellers søko (Hydrodamalis gigas) kunne blive mere end 8 meter lang og veje omkring 10 ton. Den tyske naturforsker Georg Wilhelm Steller, som navngav den, noterede sig, at dyrene aldrig kom på land, men illustratoren har nok taget bestik af sit kendskab til sæler i sin gengivelse af et dyr, han aldrig havde set i virkeligheden. Illustration fra 'Naturhistoriche Abbildungen der Säugethiere' af Heinrich Rudolf Schinz, udgave fra ca. 1841.
Øen var ubeboet, men ikke øde. På øen var der ræve og fugle, og i vandet rundt om græssede enorme søkøer i tangskoven. De fredelige kæmper var allerede udryddet af jægerfolk andre steder, men på den sidste ø i øgruppen Aleuterne havde de et fristed. For de strandede søfolk var søkøerne manna fra himmelhavet. Med hjemmelavede harpuner gjorde de indhug i bestanden. Det meste kød gik til bunds, men de fik nok til at overleve. Efter et stykke tid kunne de forlade øen i en båd bygget af vragrester.
Nyheden om deres fund spredte sig. Det russiske imperiums appetit på Sibiriens og Alaskas pelsrigdomme var umættelig. Snart fandt pelsjægere vej til alle steder, hvor odder og ræv trivedes. På Bering Ø var søkoen et kærkomment festmåltid. Så 27 år efter at Steller havde opdaget sin søko, var arten udryddet. Steller døde i den tro, at »han havde fundet et dyr, der kunne brødføde Sibirien, men han havde undervurderet menneskets sult«.
En imponerende debut
Stellers søko, som jeg aldrig har hørt om før nu, fik ifølge Iida Turpeinen et vigtigt efterliv som et dyr, der »tvang mennesket til at kaste et nærmere blik på sig selv«. Dens forsvinden var med til at føde en kættersk idé, som kun de dristigste naturforskere dengang turde ytre højt. At en dyreart, skabt af Gud, kunne uddø. Og ikke som offer for syndfloden, men for menneskets tankeløse grådighed.
Turpeinen krydser sig elegant frem i skæringsfeltet mellem naturvidenskab og litteratur. Første del handler om Steller og søkoen. Anden del om russisk Alaskas kollaps som koloniforretning og økologi, fordi man får skudt alle de pelsdyr, man skulle tjene penge på. Herfra peger pilen på nutiden.
’På sporet af det levende’ udvikler sig til et historisk drama om, hvordan udryddelsen af dyrearter kun langsomt blev erkendt. Kristendommens natursyn stod i vejen sammen med forestillingen om naturen som et grænseløst Wunderkammer og et bundløst spisekammer.
Engang var den nordamerikanske vandredue den måske talrigste fugl på kloden. Op til 14 timer kunne det tage for et træk at passere. Selv den mest skeløjede kunne ramme 10-12 fugle bare ved at skyde op i luften. Det var endeløst, indtil det ikke længere var det. Den sidste fritlevende vandredue blev skudt i Illinois i 1901. Bum. Færdig.
I romaner, som bygger på omfangsrig research, er der ofte en lang takkeliste bagest i bogen. Det er der også her. Iida Turpeinen vil gerne takke de arter, der blev erklæret uddøde i løbet af den tid, hun arbejdede med sin bog. Det bliver en længere opremsning, selv om hun langtfra nævner alle 374 arter ved navn.
Iida Turpinen fotograferet på Helsinkis naturhistoriske museum foran skelettet af Stellers søko. Det blev restaureret og korrigeret af konservatoren og naturbeskytteren, John Grönvoll, der er en af bogens helte.
