Der er læbestift på tekoppens kant. Jeg kan se tre farver. Lys, grøn, te. Paphvid papkop. Og så de smukt rødbrune mærker fra læbestiften, et sted mellem læder og blod. Jeg stirrer og lytter.
Egentlig har jeg lyst til at kigge på hendes mund, nærstudere den, mens hun taler. Men det er for intimt. Jeg kan ikke få mig selv til at hvile blikket så længe. Så jeg kigger på det fingeraftryk, læberne efterlader. Rorschachtest, håndskriftsanalyse, detektivarbejde. Hvad håber jeg at lære om Maggie Nelson ud fra randen af en tekop?
Den amerikanske stjerneforfatter har udgivet to bøger for nylig, der begge har noget med munde at gøre. Men så simpelt er det aldrig med hende, vi når også at snakke om torturinstrumenter, Taylor Swift, Sylvia Plath, smerter og drømme.
Nelson er i Danmark for at besøge Louisiana Literature. Hun og jeg sidder i et sofaarrangement i et hjørne af Comwell i Snekkersten. Engang imellem går et par forbi i fugtige morgenkåber. Deres hotelsandaler laver bløde svuplyde, mens de bevæger sig tilbage mod deres værelser efter en tur i saunaen eller boblebadet, som jeg kan se, hvis jeg kigger forbi Maggie Nelson.
