Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
P
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Tina Månsson har skrevet om at leve i og overleve tilværelsens hestehuller: »Der er et større pres for, at vi ikke må havne i problemer i dag. Måske var der i 1950’erne en større accept af, at man bliver syg eller mister et barn«

Tina Månsson debuterer med en roman, der foregår på en dyster version af Tuse Næs. Med 12 fortællinger, hvor den ene hårde skæbne er nabo til den anden og på hver sin vis peger på det liv, hun selv levede i de 8 år, bogen var undervejs.

Vagn mister sine forældre, da han bare er en stor knægt. Sammen med sin søster slider han for at beholde gården, men da hun en dag møder en traktorforhandler fra Jylland og gifter sig med ham, bliver Vagn ladt alene tilbage og er ved at gå til grunde. Med reb binder han en stor sten til sit ben, ror ud på fjorden og kaster sig i vandet og synker til bunds.

Ud af mylderet af skæbner i sin debutroman, ’Hestehullerne’, er det er Vagn, forfatteren Tina Månsson identificerer sig allermest med. Bogen bygger på slægtshistorier, hun har fået overleveret fra sine forældre, bedsteforældre og onkler, hun har siddet ved siden af til familiefester. Og så spejler romanens kapitler hendes egne livsfaser gennem de 8 år, hun har arbejdet på bogen.

»Det går igen i alle historierne. Det er ofte historier, hvor mænd og kvinder kæmper med at få deres tilknytning til hinanden til at gå op. Jeg startede med at skrive bogen, da jeg var midt i 30’erne, hvor jeg kæmpede med at finde en mand at lave familie med og få kærligheden til at lykkes«.

Da Tina Månsson først satte sig til tastaturet og begyndte sin fortælling, var hun 35 år. Hun boede alene i en 2-værelses andelslejlighed i Lyngby, arbejdede på fuldtid som psykolog, men fik lov at få to gange 14 dages orlov for at skrive.

Hendes første kapitel var historien om Irving – ’Manden med de ubrugte læber’. Irving, som drager hjemmefra for at læse til ingeniør og blive til noget stort, men vender tilbage til sin landlige hjemstavn, Næsset, uden rigtig at have udrettet det store. Ikke engang en pige har han mødt. Og selv når en lokal pige viser interesse, pakker picnickurv og ligger på tæppet helt tæt på, klar til at blive kysset, kan han ikke finde ud af det. Tina Månsson kunne godt finde ud af at kysse, men hun kunne ikke finde kærligheden og en at stifte familie med. Det gik hende på.

Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Konsultation i puderummet

Det og mere til fortæller hun en grå januareftermiddag, hvor naboens vimpel slår sig hårdt i blæsten. I dag bor hun i et 1970-parcelhuskvarter med lave vinkelhuse og bøgehække, og på stuens reol står en skolebus fyldt med figurer fra tv-serien ’Gurli Gris’, en julegave til treårige Ellen.

Det er her, i familiehjemmet i Svogerslev uden for Roskilde, 42-årige Tina Månsson nu har sat sidste punktum i sin debutroman. Håret er mørkt og kortklippet, og hun har en diskret turkis eyeliner på. Hun læner sig forover på puffen, når hun fortæller. Aflæser med rolig øjenkontakt, om man forstår det, hun siger.

Hun arbejder både som psykolog på en kræftafdeling og med elever på sit eget gamle gymnasium i Høje-Taastrup, men har sikret sig to ugentlige fridage til at skrive. De to sider af sig selv har hun brugt fra barnsben.

Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Ud over redaktøren på Gyldendal er det kun forfatter Marie Helleberg, der har læst manuskriptet før udgivelse. »Hun var heldigvis meget begejstret. Derudover er der ikke nogen, der har læst det. Ikke engang min mand«.

»I fritidshjemmet var der sådan et puderum, hvor jeg sad, og folk kunne komme ind og tale med mig. Som en konsultation!«. Tina Månsson griner højt ved tanken.

Samtidig var hun en bogsluger, der var gode venner med den piberygende Claus fra skolebiblioteket og skrev historier, som hun afleverede som ekstra stile til sin dansklærer. Og da hun efter gymnasiet og tre sabbatår skulle vælge studieretning, vaklede hun mellem dansk og psykologi. Det blev dansk, men kun i to måneder.

»Hvis man kom til at sige, hvad man følte, når man læste en tekst, så folk skævt til én. Man skulle have en meget objektiv tilgang. Og jeg tænkte: Min interesse for bøger dør, hvis jeg fortsætter. Så jeg skiftede til psykologi«.

Drak pengene til kisten op

Når hun skriver, er hun i en indadvendt kreativ boble, når hun er psykolog, er hun udadvendt og har fokus på klientens behov. Alligevel blander de to erfaringsverdener sig, kan man læse i romanens historie om Ester. En pige, der som den eneste på Næsset drages af det lokale bibliotek og inhalerer bøger, som var det den eneste måde at trække det livsnødvendige vejr på – ligesom Tina Månsson selv som barn. Og en pige, der er ved at sulte sig ihjel af savn, fordi hendes mor bliver indlagt på et hospital langt borte og muligvis ikke klarer den. Som et vindue ind til de sorgramte familier, Tina Månsson møder i sit arbejde.

Mens Tina Månsson studerede psykologi, skrev hun fiktion i sin fritid, gik på skrivekursus på en højskole og var med i en fortællegruppe, men hendes romanideer strandede som regel efter de første tredive sider. Og det var først, da hun var godt i gang med sin karriere som cand.psych., at en samling slægtshistorier ’med kraft i’ begyndte at trænge sig på.

Én af dem fortalte hendes mormor. Hun kom til verden i Rønne sammen med sin tvillingebror, og da hun var helt lille og stadig lå i vuggen, mærkede hun noget koldt mod sine fødder og begyndte at skrige. Hun kunne mærke, at hendes tvillingebror var død i vuggen.

»Han skulle begraves, og min oldemor sparede penge sammen til en kiste til ham, og min oldefar, som ellers var et vældig sødt menneske, var dybt alkoholiseret, så han drak pengene til kisten op. Og det inspirerede mig til historien om Thorleif og Klara. Den scene, jeg så for mig … At der sidder en mor, der har mistet sit barn og gerne vil give en flot kiste til det barn, og så er pengene brugt op. Et kæmpe svigt«.

»Min oldemor forlod min oldefar, flyttede til Sjælland og giftede sig med en af min oldefars venner og tog min mormor og hendes storesøster med. Men hun kunne ikke rigtig slippe min oldefar, så hun fandt undskyldninger for at vende tilbage og besøge ham på kirkegården ved deres søns gravsted, og der kissemissede de i al hemmelighed. Hun kunne ikke tilgive ham, så hun flyttede væk, men hun havde stadig kærlighed til ham, som bragte hende tilbage. Den tematik var, synes jeg, spændende at arbejde med. Det er jo blevet en helt anden historie i bogen, men tematikken er den samme«.

Et kor af gamle mænd

Romanens 12 historier fortælles af et kor af gamle mænd, der holder sig i live ved netop at fortælle. De er naboerne, der ser alt og ved – næsten – alt. Og de er et ’vi’, som forfatteren havde brug for til at give universet det nødvendige mytiske skær.

»Det var både et ’vi’ i forhold til vores slægtshistorie, og jeg var et sted i mit liv, hvor jeg var meget alene. Så at få lov at træde ind i et ’vi’ var en gave. Jeg nød at skrive ’vi’, ’vi’ og ’vi’ i stedet for ’jeg’«.

Det brød dog med alt, hun havde lært på skrivekurser om, at man skal skrive så nært på sig selv som muligt. Hun var kvinde midt i 30’erne og boede i København, og de her mænd var ufaglærte arbejdere på Tuse Næs i 1950’erne.

»Men jeg havde en lede ved, at historien skulle fortælles af 35-årige psykolog-Tina, der sad på café med sin mobil. Det kunne slet ikke skabe den stemning, jeg ville lave. Jeg havde brug for at rykke mig et helt, helt andet sted hen for at kunne skrive så ærligt om mig selv som muligt«.

På forsiden af ’Hestehullerne’ er et tegnet kort over Næsset. Det er her i det afsides beliggende 1950’er-samfund, romanen foregår. En fortegnet version af Tuse Næs ved Holbæk, forklarer forfatteren, mens hun lader sin pegefinger følge tangens omrids. Det skulle være med udgangspunkt i et konkret sted, så det ikke blev for »fluffy«.

Den scene, jeg så for mig … At der sidder en mor, der har mistet sit barn og gerne vil give en flot kiste til det barn, og så er pengene brugt op. Et kæmpe svigt

»Det var ikke min ambition at skrive Tuse Næs’ historie i 1950’erne. At det blev Tuse Næs, må være, fordi jeg er kommet der hele mit liv og har gået ved Kisserup Strand og slået smut. Det er et sted, som jeg elsker, men også har distance til, fordi jeg aldrig har boet der. Hvis jeg boede der, ville jeg tænke for meget over, hvad Jørgen nede på hjørnet ville tænke, og om jeg nu havde fået beskrevet den bakke der godt nok«.

Et års tid inde i skriveriet var hun på date. Hun mødtes med en mand på en restaurant, en sønderjyde, og fortalte ham, at hun skrev på en bog inspireret af Tuse Næs.

»Og så siger han: »Jamen der er min mor opvokset, og der havde min morfar et gartneri, og familien havde et børnehjem«. Nå, okay!«, fortæller Tina Månsson.

De fandt ud af, at hans mor og hendes far begge havde gået på Udby Skole, og at hans morfar har skrevet Tuse Næs-sangen, som hun har siddet til runde fødselsdage og sunget med på.

»Det, tror jeg, gjorde ret stort indtryk på os. At vores familiers rødder var bundet sammen. Og det var så ham, jeg endte med at gifte mig med«.

Hendes mands families børnehjem på Tuse Næs, i Udby, er også med i bogen i fortællingen om en pige, der som spæd afleveres på trappetrinet og vokser op i en evig søgen efter den mor, der ikke kunne beholde hende. En hjerteskærende fortælling om børn, der forestiller sig en mor, der puffer dem i bad og leger, at de holder en mor i hånden.

Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

»Jeg blev mor i høj alder, jeg var 39 og min mand 42, så den der tanke om ’tænk, hvis de ikke havde en forælder?’ meldte sig. Og når jeg samtidig arbejder på et hospital og møder mænd og kvinder på min egen alder, som får alvorlig sygdom ind på livet, og som har børn, ja, så har det nok præget mig i forhold til de historier«.

Går under eller flyder

Romanen hedder ’Hestehullerne’ efter det fænomen, hvor et hul i en revle skaber en kraftig udadgående strøm, som vil gribe dig og føre dig med ud af farvandet eller ud på havet, hvis du kæmper imod. Hvis du lader dig føre med, kan du svømme ind på land lidt længere fremme. For Tina Månsson er hestehullerne en metafor, der handler om de uventede kriser, vi i vores liv støder ind i.

Der er et større pres for, at vi ikke må havne i problemer i dag. Måske var der i 1950’erne en større accept af, at man bliver syg eller mister et barn.

»Det kan været noget i relationerne, men det kan også være sygdom, der ramler ned over os, eller at vi mister et barn. Hvordan formår vi at være med os selv, når skæbnen presser os nogle steder hen, hvor vi ikke ønsker at være? Nogle drukner i deres hestehul, de går under, og andre kommer efter lange seje processer igennem og lader sig flyde med«.

I bogen går karaktererne alene med deres byrder, og fortællerne griber heller ikke ind og hjælper, selv om de kunne gøre en forskel. Oplever du, at vi at blevet bedre til at tale om kriserne og dermed handle i dag, end vi var i 1950’erne?

»Der er et større pres for, at vi ikke må havne i problemer i dag. Måske var der i 1950’erne en større accept af, at man bliver syg eller mister et barn. Der er vi i dag i vores præstationssamfund oppe imod nogle andre ting. Vi har en tendens til at hamre os selv oven i hovedet«.

Er vi for hurtige til at gribe en selvhjælpsbog og tro, at der er findes et quickfix på vores kriser?

»Vi skal have lov til at følge de processer til ende. Vi sidder jo ikke fast i de huller, fordi vi synes, det er fedt. Vi sidder der, fordi der skal sørges, og fordi der skal gives slip på drømme og kærlighed. Og der er en masse mennesker i denne her bog, som ikke er gode til at støtte sig selv i den proces. Det er mit ønske, at vi skal blive bedre til at være kærlige mod os selv, når vi går igennem noget svært«.

Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Tina Månssons tipoldemor blev ramt af lynet på en mark på Orø. Hendes søn så det ske inde fra vinduet og løb ud og bar hende ind. Det er en af de historier, der har inspireret til et kapitel i romanen. Detaljer om hændelsen har Tina Månsson fundet frem til ved sammen med sin farmor at finde gamle avisartikler, hvor det blandt andet fremgik, at tipoldemorens nøgler var smeltet ned ad hendes ben og hvilke salmer, der blev sunget til begravelsen.

Tina Månsson rører rundt i sin tekop. Hun kan endelig kalde sig forfatter, og hun har allerede flere oplæsningsarrangementer i kalenderen. Et af dem i kulturhuset på Tuse Næs.

Som hun sidder der i sit hjem, med fotos af manden Lars og datteren, Ellen, på køleskabet og et smutkast ned til den nærliggende sø, hvor hun kan dyrke sin fascination af fugle, er det svært at se, hvad det egentlig er, hun har tilfælles med Vagn, der kaster sig i fjorden af ulykkelighed. Tina Månsson kan godt selv se det. Tygger lidt på det. Rører lidt mere i sin te og kommer frem til, at det må handle om Vagns stærke ønske om at skabe en familie.

»Længslen efter at skabe en familie har også været enorm for mig, og jeg har kæmpet med at få skabt min egen familie, mens jeg har skrevet denne her bog. Det er et af mine hestehuller«.

Men hun kom igennem krisen og havnede et nyt sted – ligesom Vagn, der, første gang man møder ham i bogen, bogstavelig talt er på dybt vand, men på mystisk vis overlever og får en ny chance.

»Han kommer op til overfladen igen og når hen til en, han kan skabe et nyt fællesskab med. Han får brudt igennem til sidst«.

’Hestehullerne’ har Tina Månsson dedikeret til »min farmor, der lærte mig næsten alt om Næsset«. Den farmor, der nu er over 90, bor på plejehjem på Tuse Næs og har været en af de første til at få den trykte bog i hænderne. For hun har gennem sit lange liv selv elsket at give sine historier videre og nedfældet dem i dagbøger undervejs.

»Hun er ikke en følelsernes kvinde, og jeg tror, at det er første gang, at hun har givet mig et kys, da hun fik den her bog i hånden«.

’Hestehullerne’ udkom på Gyldendal 18. januar.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden