Man kommer både ned i dybet og op i lyset i Tina Månssons debutroman ’Hestehullerne’. Lad os tage Vagn. Efter forældrenes død driver han gården sammen med sin søster Anna. Sådan tror han, det skal blive ved med at være, men hun møder en mand, og så er hun væk. Vagn er virkelig alene. Så alene, at han en dag tager ud til fjorden, binder en kampesten om det ene ben og lader sig synke ned i dybet.

Hvordan druknedøden opleves, er Tina Månsson helt kapabel til at få frem til sidste detalje. Også kroppens drift mod overlevelse, der står i modsætning til viljen til at give op. Kroppen vinder, så Vagn får vristet sig fri af stenen og kommer op til overfladen. Og op til flere ørkesløse dage.