Det er ikke første gang, Ian McEwan skriver sig ind i en aktuel dagsorden. I romanen ’Lørdag’ var de enorme demonstrationer mod krigen i Irak en del af fortællingen, og i ’Solar’ spillede klimakrisen en vigtig rolle. Inden da var han allerede et stort, internationalt forfatternavn, ikke mindst som følge af den filmatiserede roman ’Soning’, som blev en global bestseller.
I ’Maskiner som mig’ drister McEwan sig til at præsentere en verden, hvor 25 avancerede menneskerobotter ikke er til at skelne fra rigtige mennesker, men faktisk behøver maskiner slet ikke at være troværdige kopier af menneskelige væsener, for at vi kan få et meningsfuldt forhold til dem, fortæller Ian McEwan.
Vi mødes en søndag aften i Malmø, hvor den 71-årige forfatter har talt for mere end 600 tilhørere på Stadsbiblioteket til en af de regelmæssige forfattersamtaler. I årevis har McEwan været den, allerflest har ønsket at få til byen, og efter samtalen med Torbjörn Flygt fortæller arrangørerne med tilfredshed, at et pænt stykke over 200 af tilhørerne har været mænd. En af de ting, han ikke nåede at fortælle fra scenen, er, hvordan den kunstige intelligens blev afprøvet i begyndelsen.
»For mere end 30 år siden var der et computerprogram, der blev kaldt Eliza. Maskinen stod bag et forhæng, mens en patient lå foran forhænget. Patienten sagde: »Mit liv ligger i ruiner. Jeg kan ikke få forhold til kvinder til at fungere, fordi min mor tævede mig hver dag«. Eliza svarede: »Hvordan har du det med det?«. Patienten svarede, og Eliza sagde: »Fortæl lidt mere om det«. I virkeligheden kunne Eliza ikke sige mere end 10-12 forskellige ting, men alligevel mente mange patienter, at de havde haft nogle af de mest meningsfulde samtaler i deres liv«, fortæller Ian McEwan.
