Lars Skinnebach: Øvelser og rituelle tekster (Edition After Hand, 2010)
I december 2009 var der COP15 i København, og selv om man jo godt vidste, at klimakrisen var en realitet og havde været det længe, var det alligevel, som om det endegyldigt gik op for både politikerne og offentligheden – og for digterne og forfatterne. Selvfølgelig var der blevet skrevet økolitteratur før, f.eks. Thorkild Bjørnvig, der udgav miljødigtsamlingen ’Delfinen’ i 1975. Men da Lars Skinnebach udgiver ’Øvelser og rituelle tekster’ i 2010, er der ingen vej tilbage. Her ramte den økologiske digtning det nye årtusind.
Førsteudgaven er håndlavet, i få eksemplarer, omslaget er omslaget fra debuten ’Det mindste paradis’ vendt på vrangen; senere kommer en masseproduceret andenudgave i 2011. Ifølge sidstnævntes bagsidetekst er ’Øvelser og rituelle tekster’ et »ikke-sted i en førkatastrofal tidsalder«. Det vil sige: Bogen er både en dystopi og en utopi. Den består af en serie øvelser, der genskriver den samme barndomserindring om Grønland, om jegets far, om jagt. Og så består den af en række rituelle digte, kunne man kalde det. Det er en bog, der ikke vil den traditionelle vestlige måde at tænke og skrive på. I stedet søger den andre steder hen, mod rituelle former for kunst, shamanistiske og animistiske. Det er ikke blevet mindre relevant i løbet af årtiet. (Mikkel Krause Frantzen)
