Hvad ’oplysning’ er for 1700-tallet, er ’dannelse’ for 1800-tallet«. Det mente 1900-tallets nationalfilolog, Vilhelm Andersen. Hovedmanden bag det begreb om dannelse, der herskede i romantikken og et par årtier til, er Goethe. Hovedværket er hans ’Wilhelm Meisters læreår’, dannelsens grønspættebog.
Romanen begynder forrygende. Vi møder hovedpersonen som en ung mand, der er optaget af teater og ikke rigtig ved, hvad han vil. Indtil han bliver forelsket i en skuespillerinde og derfor også i teatret. Hans kærlighed er gengældt, indtil han opdager, at han ikke er den eneste, hvis kærlighed hun gengælder. Så er der kun teater tilbage.
Goethe nævner selv de engelske romaner, han er inspireret af, ’Pamela’, ’Tom Jones’, ’Præsten i Wakefield’. I denne opstart har Goethe et lige så vittigt glimt i øjnene som Richardson, Fielding, Goldsmith. Det holder han hurtigt op med og går over til en mere regelret biografi.
Hans helts far er forretningsmand og ser gerne sønnen gå i hans fodspor. Unge Wilhelm hælder dog mere og mere til teatret. Er først finanskyndig medarbejder ved truppen, men træder efter nogle år og mange, mange kapitler selv op på scenen. Som Hamlet, intet mindre.
