Fantasi skal der til for at forestille sig, at Stefan Pajungs og Søren Hein Rasmussens store udgivelse faktisk blev født som forstudie til et muntert computerspil, ’Felix the Reaper’. Til gengæld er titlen ikke til at tage fejl af: ’Dødens store billedbog’.
Og det er ikke noget lille og overskueligt emne, de to historikere har kastet sig over. For alverdens kunstnere har haft en vis relation til bogens dominerende hovedperson, i hvert fald indtil manden med leen, som denne uvelkomne person undertiden kaldes, hentede og høstede dem selv. Som forhenværende biskop Kjeld Holm skriver i forordet: »Der kan være alle mulige grunde til, at mennesker dør. Men udgangen kan der ikke ændres på«.
Men så længe vi lever, kan vi i det mindste gøre os tanker og billeder om det, der sker, når vi ikke længere trækker vejret. De tanker og billeder har kunstnere gjort sig siden den såkaldt mørke middelalder, og særligt da en uhyre smitsom byldepest – bedre kendt under navnet Den Sorte Død – lagde over halvdelen af Europas befolkning i graven. Intet blev, som det havde været før, og døden indtog en rolle i kunsten, som den ikke altid havde haft. For ikke sjældent afbilder man det, man frygter mest.
Al kunst – og ikke kun den abstrakte kunst fra vores egen tid – kendes på viljen til at ville synliggøre alt det, som ingen har set, og som måske slet ikke kan ses. Havde vi ikke billederne, ville vi ikke vide, hvordan engle, djævle o.l. så ud, eller rettere: hvordan mennesker har forestillet sig, at de kunne se ud. Det er billedsproget som symbolsprog.
