Det var mod slutningen af marts 1845, og der var stadigvæk isflager på søen Walden Pond i skovene lidt uden for byen Concord i Massachusetts. Men det gjorde nu ikke den 28-årige Henry David Thoreau noget, at morgenkulden nappede lidt i næsetippen. Han var i fuld gang med at bygge en træhytte, og arbejdet med at hugge 6 x 6 tommers bjælker ud af fyrretræerne med en økse holdt ham mere end rigeligt varm.
Da den unge mand nogle måneder senere kunne flytte ind i hytten, skrev han litteraturhistorie. Ni år efter, i 1854, skulle han nemlig udgive en bog om de to år, han boede alene i skoven. Og den er sidenhen blevet en uomgængelig klassiker i amerikansk litteratur.
’Walden. Livet i skovene’ hedder bogen, og i den skriver Henry David Thoreau om den smukke natur omkring, om dyrene og planterne, om årets gang og om den blanke sø, der er som en »himmel af vand«. Han skriver også om sit lille sociale eksperiment med at klare sig alene og leve selvforsynende. Hans regnskaber er ligefrem lagt frem, og han ofrer et helt kapitel på at fortælle om en bønnemark, han dyrkede for at kunne tjene penge.
Mest kendt er ’Walden’ dog nok for sin bidske kritik af det omgivende samfund og af det liv, de fleste lever. Et liv i »stille fortvivlelse«, som der står. En uselvstændig tilværelse, hvor arbejdet fylder uforholdsmæssigt meget, fordi der skal være penge til at købe en masse ligegyldigt skrammel. Han raser imod overforbrug, tankeløshed og flokmentalitet. En af bogens mest kendte sætninger lyder sådan her:
