Arbejdet er knyttet til alt, hvad vi gør og tænker. Markarbejde, fabriksarbejde, skærmarbejde. Forefaldende arbejde som fortidens daglejere og nutidens løst ansatte kender til det. Og så er der det arbejde, mødre udfører i Olga Ravns roman med den sigende titel ’Mit arbejde’.
Noget arbejdsliv er endnu kun i sin vorden, og netop det peger samme Olga Ravn på i sin Booker Man-prisnominerede sci-fi-roman ’De ansatte’ (2018), hvor arbejdslivet er henlagt til et sted ude i rummet. De ansatte er programmerede væsener, hvis kunstige intelligens er så veludviklet, at de er begyndt at stille lige netop de kritiske spørgsmål, som peger på deres menneskelighed. En af dem udtaler:
»Jeg har aldrig ikke været ansat. Jeg er skabt til at arbejde. Jeg har heller aldrig haft en barndom. Men jeg har forsøgt at forestille mig en. Min menneskelige kollega taler nogle gange om ikke at ville arbejde, og så siger han noget helt fjollet. Han siger, man er mere end sit arbejde eller er det, man er, ikke kun sit arbejde. Men hvad skulle det ellers være?«.
Præcis det spørgsmål har de seneste 150 års litteratur givet talrige svar på.
