Nino Haratischwili skulle brække sig. Hun fik det fysisk dårligt af det, hun sad og læste, og var nødt til at komme udenfor i en fart for at trække noget frisk luft.
Det bestyrtende læsestof var et interview med en tidligere kvindelig NKVD-ansat. NKVD var den sovjetiske efterretningstjeneste under Stalin, forløberen for KGB, og i arkiverne i Moskva kan man læse om nogle af de metoder, de anvendte i torturkamrene. Det er grumt.
»Det er rigtigt, når man siger, at virkeligheden overgår fantasien. Jeg tror ikke, at selv den bedste forfatter ville kunne finde på alt det, der foregik«, siger Nino Haratischwili.
»Det værste, jeg læste, var ... Og der er virkelig mange, der har brokket sig til mig sidenhen og spurgt mig, hvorfor jeg dog skulle have det med i min bog. Men jeg har det sådan: Det var sådan, det var, og derfor er jeg nødt til at have det med ... Det værste, jeg læste, var, at man skar kvindelige torturofres livmoder ud. Den logiske forklaring var, at så kunne de ikke føde flere parasitter. Dér kastede jeg op«.
