Om maleren Jens Juel går der en god historie. Før han havde fået ry som 1700-tallets betydeligste og mest efterspurgte danske portrætmaler, tilbød den noget ældre og meget kongelige portrætmaler og professor Peder Als at give sin unge kollega vejledning udi deres fælles metier. Juel skal have afslået det venlige tilbud med ordene, at det havde han sandelig ikke tid til.
Skulle denne lille historie ikke være helt sand, er Juels svar dog meget sandsynligt. For han fik hurtigt så mange kunder, at hans atelier af samtiden blev døbt ’portrætfabrikken’.
Nu er der kommet en ny historie om denne Jens Juel, og den er til gengæld så sand, som den er rig på detaljer. Det er nemlig en stor billedrig monografi om denne gudbenådede portrætfabrikant, skrevet af kunsthistorikerne Thyge Christian Fønss-Lundberg og Anna Schram Vejlby i forening. Dvs. de har ikke skrevet den sammen, men har ud fra hver sine kompetence- og interesseområder bidraget med kapitler. Men man mærker ikke nogen påfaldende metodisk eller stilistisk forskel i hele denne opulent gennemillustrerede rejse fra Juels ungdom til hans død. Det hele hænger godt sammen som solid evidensbaseret kunsthistorie, der holder respektfuld afstand til emnet.
For skulle man vælge at se Jens Juels foretrukne motivkreds gennem de moraliserende socialkritiske briller, der er lidt oppe i tiden, ville der være et og andet at bebrejde ham. For han malede aldrig almindelige mennesker og slet ikke de fattige og hjemløse, på nær én undtagelse: den romerske dværg Bajocco. Denne pittoreske mandsling mødte den unge maler på den eneste store rejse, der førte ham langt væk fra Danmark.
