Man kan roligt sige, at det er dårlige tider for postmodernismen. Med sin formidable ironi og befriende identitetslege var den længe et verdenshit. Den brændte huller i virkeligheden og blev set som kulturelt forløsende. I 30 år eller mere prægede den tidsånden.
I dag regnes den nærmest for roden til alt ondt. Den er blevet den universelle syndebuk for alt, som siges at være gået galt i vores periode: fake news, det postfaktuelle samfund og ødelæggelsen af alle store fortællinger.
For den radikale venstrefløj er der ingen tvivl om, at postmodernismen gjorde Vestens menneske til en altædende, neoliberal forbruger. For folk på højrefløjen forholder det sig anderledes: For dem fremstår postmodernismen i dag som en påstand om, at sandheden altid er relativ, og at den udelukkende er et spørgsmål om magt.
I en ny bog forsøger en af Storbritanniens mest fremtrædende kulturkritikere, The Guardians Stuart Jeffries, at gøre regnskabet op. Hans bog samler politik, filosofi, kunst og kultur og stiller flere af de spørgsmål, som mange sikkert gerne vil have svar på: Hvad gik galt? Hvordan endte postmodernismen med at blive genstand for et så omfattende kulturelt selvhad?
