Få sekunder efter at guldhåndtaget på den berømte hvide dør til Det Svenske Akademis mødelokale i Stockholm 7. oktober sidste år gik op, gik Abdulrazak Gurnah fra at være stort set ukendt til berømmelse. Samtidig blev en enorm lyskaster rettet mod litteratur om flygtninge og fordrevne for Det Svenske Akademi tildelte Gurnah prisen for hans »kompromisløse og medfølende ransagelse af kolonialismens virkninger og flygtningens skæbne mellem kulturer og kontinenter«.
Det er et stof, han kender til. Han rejste til England fra Zanzibar som 18-årig i 1967, mens øen var præget af politisk vold og opstand, og har haft fast bopæl i Canterbury lige siden. Han ankom som en af tusinder. En ung, fattig østafrikansk immigrant uden uddannelse, og han anede ikke, at han skulle blive forfatter. At han begyndte at skrive, skyldes, at det viste sig at være en god måde at bearbejde hjemve på for ham. Og så hjalp skriveriet ham til at finde fodfæste i den ny og fremmede verden.
Størstedelen af hans forfatterskab handler om mandlige protagonisters migranterfaringer: ’Memory of Departure’, ’Admiring Silence’, ’Gravel Heart, ’Pilgrims’ Way’, ’Desertion, ’By the Sea’, ’Afterlives’ og ’The Last Gift’.
Ved siden af forfattergerningen har Gurnah i mange år spillet en vigtig rolle både som litteraturkritiker og lærer. Han har skrevet meget om Ngugi wa Thiong’o, som regnes for den væsentligste nulevende afrikanske forfatter, og som i mange år er blevet betragtet som den oplagte afrikanske modtager af nobelprisen. For nylig gik Gurnah på pension efter mange år som professor i litteratur på University of Kent.
