Vintergækkerne strutter af livskraft langs havestien ind til Amager-villaen. Forfatteren Jesper Stein åbner døren, byder indenfor i huset med plankegulv, dansk design og en fastelavnstønde i hjørnet. Han laver te. På bordet ligger en pakke blå Kings.
Hovedpersonen i hans ny roman er også forfatter og hedder Jesper, drikker masser af te og ryger smøger. Romanen hedder ’Ædru’ og handler om det otte uger lange alkoholafvænningsprogram, han selv har været igennem.
Men det er også en fiktion. Hverken børn, kone, kolleger eller de andre på Minnesotakuren er taget fra virkeligheden. Følelserne er dog ægte. Magtesløsheden er ægte.
»Nå, jeg har vist ikke fået tørret bordet ordentlig efter aftenmaden«, siger han undskyldende og stryger håndfladen hen over spisebordet.
