Jeg skriver dette til mine venner, forlæggere, oversættere og læsere i andre lande. Det er svært for mig at skrive – for at gøre det har man brug for klare tanker og kølnede følelser, og lige nu står mine følelser i brand. Endnu sværere er det at forstå noget af det, der foregår i Rusland og Ukraine. Men at tie nu er utilladeligt. Og jeg vil i det mindste forsøge at sige noget.
Fjorten år af mit liv – hele min barndom og tidlige ungdom – forløb i Sovjetunionen. I en tid, hvor den kommunistiske ideologi allerede var ved at drage sit sidste suk. Vi børnekommunister troede på ideologien, men lidt på halv kraft, ikke helt for alvor. Men noget, som vi troede rigtigt på, det var fred. Den propagandamaskine, som var sat i gang ved sovjettidens begyndelse, fungerede effektivt, men producerede ikke i så høj grad kommunistisk retorik som pacifistisk. ’USSR værner om fred’, ’Fred på Jorden!’ – disse slagord stod skrevet på væggene i hver eneste børnehave og på hver eneste skole. ’Fredens time’ var altid den første time i hvert nyt skoleår, i hver klasse. Sange og digte om fred var på programmet til hvert eneste børnekommunistisk arrangement (og dem havde vi rigeligt af). Fredsduer var en del af udsmykningen i hvert eneste klasselokale, hver eneste vægavis og hvert eneste skolehæfte. Vi troede på de duer, så oprigtigt, som kun børn kan. Troen på fred var en umistelig del af vores sovjetiske barndom og dermed også af hver eneste person. Denne tro virkede urokkelig – for tid og evighed.
Noget andet, jeg forstod dengang, var, at krigen er så forfærdelig, at de, som har oplevet den, tier om den. Min bedstefar var fire år i krig under Anden Verdenskrig, men fortalte aldrig et ord om fronten: Han skånede sine børn og børnebørn med sin tavshed.
I dag kører russiske kampvogne på fremmed jord. Jeg har svært ved at tro på det. Min indre uenighed med dette er så dyb, at jeg har lyst til at skrige. Det er svært at finde ord; ingen af dem er stærke nok. Fortvivlelse, vrede, frygt, afmagt – uendeligt meget. Nyhederne 24. februar 2022 knuste mig. Min verden blev ikke vendt på hovedet, den blev bare smadret. Jeg forstår ikke, hvorfor pacifismevaccinen ikke hjalp.
