Putins krig mod kvinder

I Rusland er såvel seksuelle mindretals som kvinders rettigheder i de seneste år blevet undergravet i alvorlig grad. Jo færre rettigheder seksuelle minoriteter har, desto færre rettigheder har også kvinder; og jo færre rettigheder kvinder har, desto lettere er det at retfærdiggøre vold mod dem. Jeg er så godt som sikker på, at hvis Vesten havde reageret lige så kraftigt på de russiske lederes misogyni som på eksempelvis Donald Trumps udtalelser eller de nye abortlove i USA, ville karakteren af de russiske handlinger i Ukraine ikke være kommet som et så stort chok for folk.

Nogle husker nok stadig Pussy Riot, den russiske aktivistgruppe. For et årti siden dækkede de vestlige medier næsten dagligt deres aktioner, og fængslingen af gruppens medlemmer blev forsidestof i alverdens medier. Hermed kulminerede Vestens interesse for russiske feministers ideer – om end i en kort periode. I Rusland fordømte et bredt udsnit af befolkningen derimod gruppens ideer og aktioner. Disse kvinder var helte i Vesten, men ikke i Rusland.

Putins krig mod ligestilling, hans krig mod kvinder og homoseksuelle tog gradvis til, mens han trin for trin skaffede sig kontrol over medierne og fik lagt mere tryk på sine kritikere og oppositionen. Denne fjendtlighed rettede sig også mod universiteter, oplysning og forskning. Tidligere var den russiske regerings holdning til kønsstudier mest af alt præget af ligegyldighed, men denne situation ændrede sig i 2012. På det tidspunkt indledte Vladimir Putin en kampagne til fremme for det, han kaldte de traditionelle værdier, og regeringen forpligtede sig til at kæmpe i denne sags tjeneste. Et kernepunkt i det verdenssyn var billedet af en heteroseksuel familie, som gerne bestod af flere generationer, og hvor man fik mindst tre børn. Blev det ideal til virkelighed, ville det selvfølgelig kunne afhjælpe nogle af Ruslands problemer med at skaffe boliger og sørge for ældrepleje.

Dermed antydes det også, at Putins aggressive kampagne for de traditionelle værdier har været nøje gennemtænkt og langtfra en tilfældighed. Hans modstand mod ligestilling blev sammen med undergravningen af kvinders rettigheder ensbetydende med et forsvar for de traditionelle værdier. Ifølge Putins regering var denne sag lige så vigtig som forsvaret af landets grænser. Det er et sigende udtryk for, hvor optaget disse folk er af kampen mod kønsmæssig ligestilling.

Oligarker og kirke går forrest

I 2017 forværredes forholdene for russiske kvinder markant, da strafferammen for vold i hjemmet blev sat så meget ned, at den form for vold i praksis blev gjort lovlig. En varm fortaler for lovændringen var Konstantin Malofeev, en oligark fra Putins inderkreds, som af egen lomme betalte for reklamekampagner i forbindelse med vedtagelsen.

I den forbindelse er det værd at bide mærke i, hvad der ellers skete i den periode, hvor man gjorde klar til lovændringen: I 2017 var der gået tre år, siden Krimhalvøen blev besat – som en allerførste markering af Ruslands krig mod Ukraine. I samme periode blev anti-gender-bevægelsen mere aktiv i Rusland. Vi ved fra aflytninger og e-mails, at Malofeev tilrettelagde destabiliserende aktiviteter i Europa og Ukraine i tæt samarbejde med Kreml.

Tilbage i 2014 rejste Ukraine sag mod Malofeev og meddelte, at han finansierede illegale militære grupper i det østlige Ukraine. Malofeev gav også penge til ultrakonservative nationalister og populistiske bevægelser i Vesten og organiserede internationale arrangementer, hvor man udtrykte sig hadefuldt mod seksuelle minoriteter. Med andre ord mente denne særdeles velhavende mand, at følgende umiddelbart forskelligartede områder af den russiske interessesfære var værd at investere i: nedsatte straffe for hustruvold og vold i hjemmet i Rusland, destabilisering i det østlige Ukraine og radikalisering af populister og ekstremister i Vesten.

Undergravningen af kvinders rettigheder i Rusland har finansielle forbindelsestråde til undergravningen af de demokratiske samfund i Ukraine og Vesten. Undergravningen af kvinders rettigheder i Rusland er en bevidst og målrettet aktivitet, som Kreml iværksætter.

Misogynien understøttes også af den ortodokse kirke, som er blevet et selvstændigt værktøj i hænderne på Kreml. Patriarken Kirill har udtalt, at kriminaliseringen af vold i hjemmet skulle være et udenlandsk påfund, og at russisk lovgivning bør beskytte befolkningen mod den form for fremmed indflydelse. Flere kvindesagsforeninger er af Putins regime blevet stemplet som såkaldt fremmede aktører. Når organisationer, der bistår ofre for hustruvold, anses for landsforræderiske, sender det et klart budskab: Man er i sin gode ret til at slå kvinder, den slags er mandigt og måske også en patriotisk pligt. Som aktivisten Alena Popova har udtalt: »Regeringen har endnu en gang slået fast, at det her i vores land er ulovligt at bekæmpe vold«.

Ruslands historie har dog andet og bedre at byde kvinder på, faktisk noget, der kunne have banet vej for et ganske anderledes Rusland. Landet har nemlig en lang tradition for at kriminalisere vold i hjemmet og for at forsvare kvinders rettigheder. I 1721 kunne skilsmisse ifølge russisk lovgivning begrundes på to måder. Den ene var utroskab, den anden vold i hjemmet eller snarere drabsforsøg på en ægtefælle. Halvdelen af skilsmisseansøgningerne blev givet med sidstnævnte begrundelse, og den ortodokse kirke godkendte også skilsmisse med den begrundelse. Med andre ord var den russiske lovgivning således den første i Europa, som kriminaliserede vold i hjemmet.

I 1845 gjorde den russiske straffelov også vold mod en ægtefælle strafbart, og som forbrydelse blev det betragtet som to grader værre end at gøre en fremmed fortræd. Kriminaliseringen af hustruvold spiller en betydelig rolle i russisk retshistorie, og lige netop det har russiske forskere da også haft fokus på. I de senere år har disse forskere efter at have gravet i Ruslands og Sovjetunionens historie kunnet fremhæve adskillige betydningsfulde kvindeskikkelser. Disse forskere har undersøgt nøjagtig de samme emner, som kønsforskerne beskæftiger sig med, og fremført nøjagtig de samme bevæggrunde for lighed mellem kønnene som dem, der høres i Vesten. Af samme grund forsøger Putins regering så ihærdigt at besværliggøre arbejdet for disse aktivister og forskere.

Når kvindesagsgrupper kom på listen over fremmede aktører, betød det i praksis, at de måtte fortsætte deres arbejde uden offentlig støtte. Men da politiet også begyndte at storme private lejligheder, ikke bare offentlige rum, blev det dog sværere at arrangere bogklubber og møder i private hjem. Ikke mindst fordi privatpersoner nu også kunne komme på listen over fremmede aktører. I Rusland blev feministiske aktivister tvunget til at gå under jorden, og de, der kæmpede aktivt for lighed, måtte enten genbruge aktionsformer fra tsartiden eller leve i eksil i Vesten.

Noget i den virkelige historie om russiske retssager om vold i hjemmet og skilsmisse tyder på, at Rusland kunne have valgt en helt anden kurs, og at der i russisk historie var grundlag for ligestilling. Kønsforskere har brugt eksempler fra deres eget lands historie med henblik på at legitimere og grundlægge kønsstudier i Rusland, og måske kunne denne strategi have bidraget til at skabe en anden fremtid, hvis Kreml havde valgt at gå ad demokratiets vej.

Sovjetunionen var, trods alt, det tredje land i verden, der gav sine kvinder stemmeret og også andre former for rettigheder såsom muligheden for abort; alt sammen noget, der i sin tid ansås for meget progressivt. I begyndelsen deltog kvinder aktivt i opbygningen af socialismen. Zjenotdel, den kvindelige afdeling af kommunistpartiet, blev grundlagt i 1929 og opfordrede kvinder til at skabe et andet samfund uden for hjemmet. Takket være kvinderne fik Sovjetunionen et omfattende system af børnehaver, selv om den form for fremskridt siden skulle blev overskygget af den sovjetrussiske misogyni.

I 1930 sørgede Stalin nemlig for at lukke Zjenotdel ned, da han ikke kunne støtte kvindernes succesrige kamp for ligeret. Da kvinders aktiviteter blev en del af den offentlige sfære, faldt fødselsraten, og det havde Stalin ikke råd til: Landet havde brug for en stor hær, og befolkningstallet skulle stige, for industrialiseringen og tvangskollektiviseringen stillede krav om en stor arbejdsstyrke. Stalin løste problemet ved at erklære samtlige indbyggere i Sovjetunionen for lige. Med den begrundelse blev sikring af forhold, der angik problemer i familien, heriblandt sager, der relaterede sig til vold i hjemmet, slettet fra straffeloven, da den slags var unødvendigt.

Ifølge Stalin var kvinders kamp for lighed nu et produkt af et degenereret bourgeoisi og noget, der måske nok var brug for i kapitalistiske lande, men ikke i Sovjetunionen. Selvfølgelig blev alle i Sovjetunionen ikke lige, blot fordi en sådan erklæring indgik i den sovjetrussiske forfatning. Derimod blev kvinder tvunget til at føde børn, for eksempel manipulerede man med dem ved at bruge ventelister til lejligheder som incitament, og store familier blev rykket frem i køen og fik de bedste boliger. Abort blev et redskab til prævention, fordi der i Sovjetunionen var udbredt mangel på prævention, og svangerskabsafbrydelse var lovligt. Jeg tror, at man på den ene side undlod at gøre noget ved abortloven, fordi det set fra udlandet ville blive opfattet som en opgivelse af den sovjetiske ligestilling, men at man på den anden side heller ikke forbedrede adgangen til prævention, fordi man frygtede faldende fødselsrater.

Kvindens vigtigste opgaver

Mikhail Gorbatjov, kommunistpartiets generalsekretær, blev måske nok hyldet af Vesten for sin perestrojka, men hans forståelse af kvinders rolle var ikke bedre end forgængernes. Gorbatjov støttede også de såkaldt traditionelle værdier. I 1987, perestrojkaens år, udtalte han:

»En stor del af vores børn og unges problemer med hensyn til adfærd, moral, kultur og produktivitet skyldes til dels de svækkede familierelationer og en fejlagtig indstilling til familien. Det er en paradoksal konsekvens af vores oprigtige og politisk motiverede ønske om at ligestille kvinder med mænd på samtlige felter. I dag har vi med perestrojka allerede påbegyndt arbejdet med at lægge det problem bag os. Af samme grund tager vi nu hul på diskussioner om, hvordan vi kan føre kvinden tilbage til den vigtigste opgave i hendes liv«.

Det vil altså sige, at Rusland og Sovjetunionen aldrig nogensinde har haft en leder, som for alvor bestræbte sig på at styrke ligestilling mellem kvinder og mænd.

Da Putin blev landets leder, overtog han også dets demografiske problemer; ikke mindst problemerne med mænds gennemsnitlige forventede levetid og en fødselsrate, der var på et historisk lavpunkt. Ligesom Stalin havde også Putin brug for højere fødselstal, så han tog ved lære af Stalin og begyndte at løse problemet ved at begrænse kvinders rettigheder. Ruslands status som stormagt hviler på en kolossalt stor hær, og sådan en kan landet ikke have, hvis der ikke kommer nok nye børn til, som det så kan indkalde til hæren. I det projekt indgår også den offentlige støtte til børnefamilier.

Her er det værd at tilføje, at man i Dumaen, det russiske parlaments underhus, har drøftet, hvorvidt barnløse kvinder skal formenes adgang til at studere på universitetet. Indtil videre har barnløse dog ikke forbud mod at studere. Indtil videre.

Der er én grundlæggende forskel på Rusland og Sovjetunionen: Befolkningsmængden i sidstnævnte virkede så stor, fordi den også talte indbyggerne i de besatte områder. Af samme grund er vore dages russiske hær også mindre end Den Røde Hær. Så Putin vil heller ikke få løst sine demografiske problemer alene ved at begrænse de russiske kvinders rettigheder. Især ikke fordi de demografiske problemer er blevet endnu større på grund af den høje dødelighed, som hiv og covid-19 har ført med sig. I Rusland er der i dag over 1 million hiv-smittede, et tal, der er ikke for nedadgående.

Da Stalin skulle løse den slags problemer, gik han op i mange andre ting end ligestilling mellem kønnene. Selv om det kan lyde absurd, udnyttede han også de muligheder, som folkedrab bød på. Men hvordan kan udslettelse af et folk nu forbedre et lands demografiske situation? Sovjetunionens leder begyndte at tale om intern kolonisering af landet og sagde, at den slags var nødvendigt for at sikre en stor nations fremtid.

Stalins begreb om intern kolonisering omfattede en idé om, at visse grupper og territorier skulle tjene højerestående grupper eller territorier. I udgangspunktet var en sovjetborger en russer. Så øvrige etniske grupper skulle tjene russernes og centralregeringens interesser. Sovjetisk Ukraine blev gjort til en intern koloni, som så tjente Moskvas interesser. De baltiske lande blev sammen med Ukraine gjort til regeringens spisekammer.

Det var i bund og grund det, der skabte holodomor i sovjettidens Ukraine – en politisk motiveret, kunstigt påført hungersnød, som tog livet af en masse ukrainere, hvis korn Stalin brugte til at betale udlandet for produkter, som var nødvendige for, at industrialiseringen af Sovjetunionen kunne fortsætte. I sidste ende måtte de lande, der fungerede som kornkamre, vænne sig til ikke at kunne producere nok mad og landbrugsprodukter til at brødføde sig selv. På den måde endte den indre kolonisering også med at blive en støttepille for regeringen i Sovjetunionen.

I dag er Putin også på det felt ved at gentage sin læremesters handlinger. Jeg har stadig ikke hørt nogen tale åbenlyst om, at modellen med indre kolonisering er blevet rettet mod kvinder i Sovjetunionen eller Rusland. Men hvad skal man ellers kalde en sådan udnyttelse af kvindekroppen med henblik på at løse demografiske problemer, når den medfører en begrænsning af selvsamme kvinders rettigheder? Hvad skal man ellers kalde den systematiske tilskyndelse til kvindeundertrykkelse og misogyni, som foregår samtidig med styrkelsen af mændenes greb om magten og økonomien?

I både Putins og Stalins verden skal enhver værdi og tilkendegivelse, der kan true den indre kolonisering af hele landet, ryddes af vejen, også ligestilling og kvinders rettigheder.

Putins hovedsigte er at fastholde magten i Kreml. Hans vigtigste mål er at sikre, at den økonomiske og politiske magt forbliver i hænderne på midaldrende mænd, for det er også den slags mænd, der i dagens Rusland sidder på magten og på finanserne. Ved at kvæle oppositionen og ligeretsbevægelsen vil den samlede kreds om Putin også forhindre landets yngre generationer og kvinder i at gøre det mindste krav på magten. Hadet mod kvinder, misogynien, bliver mobiliseret som en støtte til centralregeringen, og derfor er også krigen i Ukraine en krig mellem generationer og mellem kønsroller.

Ligestillingens revolution

Samtidig med at Rusland saboterer sin udvikling mod ligestilling, sker der det stik modsatte i lande, der tidligere var en del af Sovjetunionen og af østblokken. Polen har ganske vist stadig en række uløste problemer med hensyn til abort, men i disse lande er der gjort kolossale fremskridt, i betragtning af hvordan det stod til med ligestillingen før Murens fald. Nu må jeg dog hellere advare mine læsere om, at jeg vil opstille en meget lang række eksempler herpå.

• I 1990 blev Kazimira Prunskiene den første kvindelige ministerpræsident i Litauen.
• I 1990 blev Vaira Vike-Freiberga Letlands første kvindelige præsident, og hun blev genvalgt i 2003.
• I 1992 blev Hanna Suchoka Polens første kvindelige regeringsleder siden har landets regering har haft kvindelige ledere i både Ewa Kopacz og Beata Maria Szydlo.
• Ukraines første kvindelige ministerpræsident, Julija Tymosjenko, har siddet på posten to gange – i 2005 og i 2007-10.
• I 2009 stillede en kvinde, Dalia Grybauskaite, sig i spidsen for Litauen for så siden at blive genvalgt.
• I 2010 blev Iveta Radicova den første kvindelige ministerpræsident i Kosovo, og Atifete Jahjaga blev som den første kvinde valgt til posten som republikken Kosovos præsident.
• I 2013 stod en kvinde, Alena Bratušek, for første gang i spidsen for regeringen i Slovenien, og i 2014 satte Laimdota Straujuma sig på samme post i Letland.
• I 2016 blev Kersti Karjulaid den første kvindelige præsident i Estland, og i 2017 fik Serbien en kvindelig regeringsleder, Ana Brnabic, der vel at mærke også var en åben repræsentant for seksuelle mindretal.
• I 2018 blev Vasilica Dancila ministerpræsident i Rumænien, og i 2018 valgte Georgien landets første kvindelige præsident, Salome Zourabichvili.
• I 2020 blev en kvinde, Maija Sandu, for første gang præsident i Moldova.
• I 2019 valgte Slovakiet sin første kvindelige leder, Zuzana Caputová, som tidligere var blevet kendt for sit græsrodsarbejde i en ngo, og samme år satte Ingrida Šimonyte sig på posten som Litauens ministerpræsident.
• I 2020 valgte Kosovo sin anden kvindelige regeringsleder, Vjosa Osmani-Sandrin.
• I 2021 fik Estland sin første kvindelige ministerpræsident i Kaja Kallas, og Moldova fik med Natalia Gavrilitan sin tredje kvindelige ministerpræsident.

Det er alt sammen sket på meget kort tid. I disse lande kan udviklingen inden for ligestilling sammenlignes med udviklingen af kvinders rettigheder i Sovjetunionen før Murens fald. I Finland var der i mange år en vedvarende udvikling, men det var først i 2000, at vi for første gang valgte en kvindelig præsident. I det år blev Tarja Halonen landets leder, og i 2003 fik Finland med Anneli Jäätteenmäki sin første kvindelige statsminister.

Når jeg har opremset alle disse navne, er det, fordi det nu er på tide at overveje, hvordan Kreml kan tænkes at opfatte sådan en liste. Det ser jo fuldstændig ud, som om en politisk, kvindelig revolution breder sig som en steppebrand, bortset fra i Rusland.

Det ser unægtelig ud, som om der er et støt stigende kvindeligt politisk engagement i de lande, der har skilt sig ud fra Rusland, og endnu værre må det være at se, at en stor del af de kvinder, der er kommet til magten, også er yngre. Faktisk har der gennem historien for mange af landenes vedkommende aldrig været så unge, kvindelige ledere på posterne, og mange af de kvinder, der er gået ind i politik, kommer ikke fra den traditionelle politiske elite.

Disse kvinder har vist, at politik også kan have et kvindeligt ansigt. Det er så ikke tilfældet i Rusland, og Kreml vil da heller ikke tillade russere at tro, at den slags kan forekomme i Rusland.

Der er tale om meget betydningsfulde eksempler – det er i hvert fald det, som den yngre generation af russiske feminister betoner. Borgerne i de omtalte lande har efterhånden set flere eksempler på kvinder, der har forandret verden og aktivt bidrager til forandringer af samfundet. Oppositionen i Belarus (tidligere kaldet Hviderusland, red.) og protesterne mod tyranniet i landet har også fået et kvindeligt ansigt.

I Rusland opnår ingen kvinder en tilsvarende berømmelse. Måske har man bemærket en kvinde som Maria Zacharova, der i medierne fremstår som repræsentant for det russiske udenrigsministerium, men hun kan ikke anses for et eksempel på en ligestillet kvinde. På de billeder, hun lagde ud på sine konti på de sociale medier i løbet af sommeren, kan vi se hende efterligne oralsex på en mand, mens hun sutter på jordbær.

I mange lande spiller den såkaldte førstedame , som står ved præsidentens side, en særdeles vigtig rolle, men det er ikke tilfældet i Rusland, for Putin tager hverken sin kone eller veninder med ud i offentligheden. Det gør de øvrige magtfulde mænd og oligarker i Rusland heller ikke. Mændene optræder ikke engang med deres kvinder ved fotosessioner. Perspektivet er tydeligt: De deler ikke deres offentlige rum med kvinder.

Det er sandsynligvis en bevidst strategi: Imod slutningen af præsident Jeltsins embedsperiode var man på udkig efter en kandidat til posten som leder af Rusland, som samtidig kunne føre landet væk fra 1990’ernes kaos. Gleb Pavlikovskij, der rådgav Putin i perioden 2006-11, har sagt, at den russiske befolkning under søgningen efter Jeltsins efterfølger blev præsenteret for flere forskellige typer ledere med henblik på at finde frem til den mest ønskværdige lederskikkelse i rollen som ny præsident. Tilsyneladende foretrak russerne en James Bond-agtig type, og en ung mand ved navn Vladimir Putin kunne så tilfredsstille dette ønske. Hovedformålet var dog at få valgt en præsident, der kunne gøre en forskel i forhold til Jeltsin og Gorbatjov. Både Nina Jeltsin og Raisa Gorbatjov spillede tydelige roller som landets præsidentfruer. Siden da har Rusland ikke haft en førstedame, som har været tydelig for hele befolkningen.

I opbygningen af en russisk identitet har Putin bevidst brugt sit eget køn. Det er ikke tilfældigt, at hans familie ikke optræder på de officielle billeder af ham: Familien, konen, børnene er uløseligt knyttet til hjemmet. Men det skal også ses som et budskab: Den offentlige magt er mandlig, og det er mænd, der træffer beslutninger om statens anliggender.

I løbet af de senere år er det blevet tydeligt, hvad Putin og magtens mænd i hans regering frygter allermest: De frygter en revolution, og derfor har Rusland forsøgt at undertrykke oprør andetsteds. Man har dog ikke talt nok om, hvordan Ukraines Majdan-revolution eller ’værdighedsrevolution’ også var en revolution for ligestilling. Mange af vore dages kvindelige ukrainske politikere er netop kommet til via deres engagement og den civile aktivisme, som revolutionen tilskyndede dem til. Disse kvinder var ikke en del af den gamle, korrupte politiske elite, hvilket allerede er en revolution i sig selv.

I Ukraine betød den kvindelige aktivisme i 2013-14 også, at krigen begyndte i den østlige del af landet, og kvinder kom til at udgøre en betydelig faktor som en del af det ukrainske forsvar. Den kvindelige deltagelse i forsvaret af landet har også øget mændenes tro på ligestillingen og udviklingen heraf. I dag udgøres omkring 25-30 procent af de ukrainske forsvarsstyrker af kvinder – kun Israel har en større andel af kvinder i sine væbnede styrker – og deres tilstedeværelse har ført til grundlæggende forandringer i Ukraines hær. Allerede i krigens start begyndte kvinderne at påpege problemer i hæren, der tildelte kvinder upassende opgaver, gav dem lavere løn og udsatte dem for seksuelle krænkelser. Disse indsigelser fra kvinderne gav styrke til kampagnen ’Den usynlige bataljon’, som afslørede nogle af de mange mangler, som der siden blev taget hånd om.

Jeg vil mene, at Ukraines væbnede styrker kunne gå hen at blive verdens mest ligestillede hær. Rigtig mange kvinder bidrager til at forsvare deres land, og antallet af kvindelige veteraner er allerede højt. De har adskillige gange brudt glasloftet, nogle af dem er allerede højtstående officerer, og der er blevet indført kønskvoter på mange andre felter i landet. I samme år, som Rusland nedsatte straffen for vold mod kvinder, skærpede Ukraine straffen for samme type vold, og i dag er antallet af kvinder, der deltager i lovgivningsarbejdet i Ukraine, højere end nogensinde før. Som et af de seneste tiltag for større kønslig ligestilling er det værd at nævne lovgivningen om ægteskab mellem folk af samme køn.

Oplysningerne om disse usædvanlig hurtige fremskridt er blevet overskygget af en strøm af andre nyheder og billeder af flygtninge, hvoraf størstedelen er kvinder og børn, hvilket kan have været med til at give et lidt skævt indtryk af tingenes tilstand. I rapporterne om Ruslands krigsforbrydelser bliver kvinder også konstant vist som ofre. De ukrainske medier skildrer situationen på en anden måde, og kvindernes aktiviteter fremstår tydeligt. For eksempel er mange kvinder blevet i Ukraine for at hjælpe til i lokalsamfundene. Olha Sukhenko, der var leder af landsbyrådet i Motyzjyn, blev dræbt sammen med sin familie af besættelsestropperne under massakren i Butja. Hun blev, hvor hun var, ikke for at bage brød til hæren, men for som leder at stå i spidsen for lokalsamfundet. Når præsident Zelenskyj og forsvarsminister Reznikov taler til nationen, indleder de altid med at sende en hilsen til landets helte OG heltinder.

Mange ved godt, at Putin frygter farvestrålende revolutioner, men indtil videre er jeg ikke stødt på en undersøgelse eller rapport om, hvordan denne fobi i ham også er knyttet til en anden vestlig revolution, nemlig #MeToo-bevægelsen mod seksuelle overgreb. I 2017 fulgte vi med i de alvorlige beskyldninger, der rettedes mod den amerikanske filmmagnat Harvey Weinstein, mens den ene kvinde efter den anden beskrev hans forbrydelser. I Rusland skete der dog det, at den offentlige debat gav Weinstein heltestatus, og han fik sågar en invitation til at besøge Rusland.

#MeToo gik således ikke ubemærket hen i Rusland, men det brede udsnit af dem, der fulgte med i medierne, blev præsenteret for et forvansket syn på den vestlige #MeToo-bevægelse. Berømte russiske skuespillerinder retfærdiggjorde Weinsteins handlinger og skød skylden på ofrene. Kvinder fra filmbranchen udtalte sig, men i vendinger, der stod i skærende kontrast til meningsdannelsen i Vesten. Skønhedsdronningen Ksenija Aleksandrovna udtalte: »Takket være præsident Vladimir Putin ville den slags ikke kunne finde sted i Rusland«. Samme år roste Putin russiske prostituerede ved at sige, at de var verdens bedste. I begyndelsen af 2022 talte han under en pressekonference med den franske præsident Macron henkastet og i spøgende vendinger om seksuelle overgreb og citerede en sangtekst, der opfordrede til nekrofili og voldtægt. Et par måneder senere var det lige netop det, som Putins hær gjorde i Ukraine.

Et gammelkendt våben

Seksuelle overgreb er et gammelkendt krigsvåben, og dets ofre ydes kun sjældent retfærdighed. Våbnet har fandtes alle dage, fordi det er så billigt og effektivt. Det virker også frem i tiden. Dets rækkevidde kan ikke måles i kilometer, men i generationer. Det traumatiserer offeret og hendes kære i årevis, i årtier. Og det traumatiserer de nærmeste og dem, forbrydelsen går ud over, fordi de er vidner til den. Psykologisk bliver især kvinder berørt deraf. Det splitter familier og ægtepar og fører til lavere fødselstal. Det skifter offerets identitet ud med en anden. Dets effekt på tværs af generationer får konsekvenser for fremtiden. Det er særdeles svært igen at få dækket et af de allermest grundlæggende behov, behovet for tryghed og tillid. En af mine veninder var barn under Anden Verdenskrig og så sin mor blive voldtaget af en soldat fra Den Røde Hær. I dag er hun gammel, men hun bliver stadig bange, når hun hører nogen tale russisk.

Det var netop på grund af de seksuelle overgrebs fremtidige langtidsvirkninger, at jeg for nogle årtier siden begyndte at skrive om emnet. Jeg mente, at man overså problemet. Voldtægt var et af de redskaber, sovjetrusserne benyttede under deres besættelse af Estland. I år er det kommet frem, at Rusland bruger samme slags våben som Sovjetunionen. Den russiske hær følger en drejebog, der er fuldstændig identisk med Den Røde Hærs. Den er aldrig blevet opdateret, men uden for Rusland har mange ting ændret sig. I dag ved vi langt mere om sexforbrydelser og deres konsekvenser. I dag er vi også blevet bedre til det retsmedicinske. Før i tiden blev voldtægt ikke anset for en alvorlig forbrydelse i modsætning til andre typer krigsforbrydelser, men i dag er situationen en anden. Pressens dækning af det er også blevet bedre, fordi der er flere kvinder blandt krigsreporterne. Og flere kvinder blandt beslutningstagerne. Flere kvindelige advokater, anklagere, retsmedicinere.

Selve juraen har også forandret sig en del. De første straffe for voldtægt som krigsforbrydelse blev tildelt i 1998 i forbindelse med efterforskningen af sager om masseudryddelse af befolkningen i Rwanda. De domstole, der efterforskede folkedrab i det tidligere Jugoslavien og i Darfur, bidrog også til at udvikle retslige instrumenter og udvide forståelsen af konsekvenserne af seksuelle overgreb. I dag har vi en bedre idé om, hvordan voldtægt bruges til folkedrab, og det er lige netop det, der nu finder sted i Ukraine.

Verden har også forandret sig på den måde, at oplysninger om krigsforbrydelser når langt hurtigere og bredere ud i dag end før i tiden, fordi vi kommunikerer digitalt, og fordi hver enkelt borger i Ukraine vil kunne indsamle beviser for russiske krigsforbrydelser på en måde, der førhen var umulig. Selv om alle i Ukraine vil kunne bruge deres mobiltelefoner til at lave optagelser, er det ikke samtlige optagelser, retten vil kunne godkende som bevismateriale, så derfor uddanner Ukraine sine borgere til at kunne indhente alle mulige former for bevismaterialer med deres telefon. Aldrig før har det været muligt at masseindsamle bevismateriale. Og ifølge ukrainske jurister er der i krigens første fem måneder begået mindst 26.000 krigsforbrydelser, og tallet stiger stadig.

Siden invasionen blev indledt, er 135 personer blevet sigtet for krigsforbrydelser. Set i sammenligning med antallet af forbrydelser er det tydeligt, at det ikke bliver let at sigte samtlige gerningsmænd, blandt fordi efterforskningsarbejdet vil have brug for at få tilført økonomiske midler og kommer til at kræve masser af mandskab og ressourcer. Men når der indsamles vidnesbyrd, står det klart, at mange af vidnerne udmærket forstår, at den skyldige måske aldrig vil blive straffet eller stillet for en dommer, at samtlige skyldige ikke vil komme til at stå til ansvar for deres forbrydelser. Det bliver op til embedsfolk at vælge ud, hvilke krigsforbrydelser der skal bringes for en dommer. Mange af vidnerne har sagt, at det kan de godt forstå. Men de synes stadig, at det er vigtigt at blive hørt, og at det bliver synligt. Og at det er vigtigt at dokumentere forbrydelserne. Så deres erfaringer kan komme for en dag. Det skal også ske af respekt for ofrene.

Man har ofte hørt den påstand, at der begås seksuelle overgreb i alle krige. Det er dog ikke ubetinget sandt, for der sker ikke en systematisk udryddelse af civilbefolkningen i alle væbnede konflikter, og aggressoren forsøger ikke altid at destruere det land, den har angrebet. Forestillingen eller forklaringen om, at Rusland bare gør som alle andre aggressorer i en krig eller konflikt, er blot et forsøg på at begrænse Ruslands ansvar.

Det er ikke i alle krige, man ser straffefanger blive indkaldt til krigstjeneste for aggressoren. Men det var netop, hvad Rusland gjorde i sommer, hvor man begyndte at optage straffefanger i Wagnergruppen, som er aktiv i Ukraine. Denne gruppe blev oprettet som en privat gruppe, for at russerne kunne råde over en militær enhed, der kan gøre ting, som man så ikke kan give den russiske regering skylden for. Men i dag er grænsen mellem den russiske hær og lejesoldaterne flydende, og Wagnergruppen kan betragtes som et skyggemedlem af de styrker, russerne har mobiliseret. Blandt de indsatte i fængslerne er det mordere og tyve, der er de foretrukne mænd til lejetropperne.

Medierne har fortalt, at der næppe findes voldtægtsforbrydere blandt dem eller mænd, hvis handlinger kunne tyde på, at de har svært ved at styre deres impulser. Hvad medierne imidlertid har glemt at nævne, er, at det at forklare voldtægt med manglende impulskontrol blot er endnu en patriarkalsk myte, som tidligere er blevet brugt til at retfærdiggøre kriminelle handlinger. Voldtægt og seksuelle overgreb er kontrollerede, da gerningsmændene næsten altid forsøger at skjule deres handlinger, hvis de er i strid med loven. Det har intet med såkaldte mandlige instinkter at gøre.

I de russiske fængsler er tortur og voldtægt et stadig mere almindeligt fænomen, og fængselspersonalet gør intet for at forhindre det eller deltager ligefrem direkte eller indirekte i overgrebene. De russiske straffefanger, som hverves i fængslerne, er ikke kun i stand til at stjæle og myrde. Rusland går bevidst efter mænd, som er vant til en kontekst, hvor tortur og vold er en del af hverdagen, og som selv er vant til den slags.

Lejesoldaterne får en god løn, cirka 23.000 kroner om måneden, og efter seks måneders tjeneste i de væbnede styrker har de udsigt til amnesti.

Selv om voldtægt længe har været brugt som et våben, indgår seksuelle overgreb ikke som et redskab til folkedrab i alle krige. Normalt holdes intentionen om at begå folkedrab hemmelig så længe som muligt, men repræsentanter for den russiske regering har i årevis talt offentligt om deres hensigter, idet de åbent har sagt, at den ukrainske stat ikke eksisterer. I årevis har russerne fremstillet ukrainerne som nazister, symbolet på ondskab, og dermed tilskyndet til grusomheder mod landets befolkning. Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass har russerne bragt mere end 300.000 ukrainske børn til Rusland, hvor de vil blive bortadopteret til russiske familier efter fremskyndede adoptionsprocedurer. Tvangsrussificeringen er et led i det ukrainske folkedrab ligesom tvangsforflyttelse af mennesker fra landet. Ud fra Kremls synsvinkel er det ikke noget urimeligt skridt, men blot en af flere måder at løse et russisk demografisk problem på: Ukrainske børn vil med tiden kunne føde børn i Rusland og blive russiske soldater.

Det er ikke i alle krige, at angribere handler, som Rusland gør i Ukraine. Men Rusland bliver ved med at gentage noget, det tidligere har gjort i andre lande – Syrien og Tjetjenien – og hvad Stalins Sovjetunion gjorde i en ikke alt for fjern fortid, hvor deportation blev brugt som en løsning på mangel på arbejdskraft. Desuden har den russiske regering gjort sexisme, ulighed mellem kønnene, misogyni og vold til en positiv del af den nationale identitet, og det hele beskrives under ét med eufemismen ’patriotisme’.

Systematiske seksuelle overgreb begået af en invasionsstyrke på slagmarken eller i et besat område kan ikke altid betragtes som led i et folkedrab, og det gælder også andre krigsforbrydelser. Det er besættelsesmagtens motiver og mål, ikke antallet af begåede forbrydelser, der afgør, om de kan siges at indgå i et folkedrab. Ruslands intentioner fremgår blandt andet af samtaler mellem russiske soldater, der beskriver, at målene svarer til tidligere krige, hvor befolkningen blev voldtaget med et folkedrab for øje. Det tilfælde, hvor en russisk soldat kastrerede en ukrainsk krigsfange, bør også ses som led i et folkedrab.

Mulighed for ændringer

Arbejdet med at definere mange forbrydelser som led i et folkedrab er en langsommelig proces, fordi det består i at identificere forskellige mønstre. Det er imidlertid lettere at definere dem som krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden. Noget, der kendetegner alle disse forbrydelser, er, at de kun er mulige, hvis aggressoren skaber et miljø, der er fremmende for dem. Folkedrab begynder i sproget, som skaber virkeligheden, og populistisk, polariserende tale gør det altid ud for de vigtigste byggesten til dette projekt.

Hadefuld tale fører ikke altid til folkedrab, men inden et folkedrab høres der stadig mere hadefuld tale, normalt også kvindefjendsk. De russiske soldaters seksuelle overgreb som led i et folkedrab er det seneste eksempel på, hvad autoritær populisme fører til, og hvad dens mål kan være, nemlig ødelæggelsen af en hel nation og stat. Derfor spiller den russiske propaganda en væsentlig rolle for at gøde jorden for krigsforbrydelser. Vi kan også huske, at under folkedrabet i Darfur blev der dræbt flere mennesker i de dele af landet, hvor man kunne høre propagandaradio, end i dem, hvor de pågældende radioprogrammer ikke kunne høres.

I mange af de aflyttede telefonsamtaler mellem russiske soldater og deres kærester tales der beviseligt om voldtægt af ukrainske kvinder. I Vesten er den kendteste af disse samtaler den mellem en 27-årig russisk soldat ved navn Roman Bikovskij og hans kone, Olga Bikovska. Under samtalen opfordrer konen grinende sin mand til at voldtage ukrainske kvinder. Hun siger, at hun ikke har noget imod det, bare han vil bruge kondom. Parret har et lille barn. Bikovskijs søn og kone bor på det russiskbesatte Krim. Ifølge sociale medier er mandens mor, Irina, meget stolt af sin søn, som forsvarer sit fædreland.

Roman Bikovskij og hans families holdninger afspejler det miljø, der gør det muligt at begå krigsforbrydelser. Olga Bikovskas aflyttede samtaler indeholder ingen tegn på opfordringer, som kunne tyde på et igangværende folkedrab, men med sine ord opfordrer hun til, at der begås en krigsforbrydelse. Parret er vokset op under Putins styre og har ikke personligt kendt verden uden Putin.

Mens Roman og Olga voksede op, har de været vidner til det stadig klarere billede af Ruslands fjender. Parret kan betragtes som et skoleeksempel på homo putinicus, et produkt af Putins system. Homo putinicus adskiller sig fra homo sovieticus derved, at det sovjetiske menneske stadig havde en tro på fremtiden. Homo putinicus ved blot, at det er nødvendigt at vende tilbage til fortiden og mytologien omkring Den Store Fædrelandskrig, som Putin-styret har ophøjet til en ny religion, der er blevet en af de vigtigste fortællinger bag krigsforbrydelserne i Ukraine.

Anden Verdenskrig blev kendt som Den Store Fædrelandskrig i Sovjetunionen, fordi man med dette navn ville øge nationens moralske styrke og russernes vilje til at forsvare deres fædreland. Navnet sættes i forbindelse med Napoleons hærs ruslandsfelttog i 1812. Betegnelsen Den Store Fædrelandskrig er en understregning af Ruslands offerrolle, og den styrker troen på myten om, at Rusland hele tiden er under angreb. Myten om Den Store Fædrelandskrig i forbindelse med Anden Verdenskrig er vokset under Putins styre, fordi centralregeringen skulle bruge en identitetsmæssig fortælling, som kunne samle russerne, en sejrsfortælling, og denne myte handler udelukkende om sejr. Rusland mindes krigen på sejrsdagen, og landets militærmuseer og krigsmonumenter kaldes sejrsmuseer og sejrsmonumenter.

Myten er så vigtig for Putins regering, at enhver fravigelse fra denne officielle fortælling er strafbar i Rusland. Veteranernes handlinger under Den Store Fædrelandskrig og deres legitimitet må ikke anfægtes, uagtet at voldtægt for Rusland historisk blot har været et af mange våben. Da Den Røde Hær marcherede ind i Tyskland i 1945, voldtog dens soldater mere end to millioner kvinder. Rusland viderefører traditionen med at voldtage kvinder, som landet kalder ’nazister’.

Efter Berlinmurens fald indledte mange lande i Østeuropa en udrensningsproces, men Rusland slog ind på en anden kurs. Da en af de mest berømte dissidenter fra sovjettiden, Vladimir Bukovskij, havde studeret de russiske arkiver i 1990’erne, forsøgte han at opmuntre russerne til at revidere deres undersøgelse af fortiden, men hans opfordring blev ikke positivt modtaget, heller ikke i Vesten. Den russiske regering interesserede sig ikke særlig meget for den slags, men selv i Vesten havde de færreste mod på at give sig til at grave i alt det. Ifølge Bukovskij ønskede Vesten ikke at grave i arkivmaterialet, ligesom man ikke ønskede at åbne retssager, som ville have afdækket omfattende sovjetiske netværk i Vesten. Således bidrog Vestens manglende interesse for Ruslands udrensning på sin vis til de ustraffede forbrydelser, Rusland nu begår.

Da Rusland, som overtog Sovjetunionens rettigheder, aldrig er blevet stillet til ansvar for forbrydelserne, lagde denne straffrihedskultur grunden for fremtidige forbrydelser og bidrog til det, der foregår i Ukraine i dag. De voldtægter, plyndringer og andre krigsforbrydelser, som Sovjetunionens Røde Hær begik, er aldrig blevet fordømt af hverken Vesten eller Rusland. Så hvorfor skulle vore dages russiske hær ikke gøre præcis, som soldaternes fædre og bedstefædre har gjort i generationer? Den nuværende generation betragter trods alt sig selv som landets glorværdige helte.

En undersøgelse fra Levada Center viste i 2019, at den russiske hær er mere populær end landets præsidentielle institutioner, som er den næstmest pålidelige del af staten. 61 procent af russerne har tillid til hæren, selv om den såkaldte dedovsjtjina – mobning og krænkelser af yngre soldater – er et udbredt fænomen, ligesom seksuelle overgreb på mænd er. Den russiske hær er et farligt sted lige fra første færd, og før man nogensinde når frem til slagmarken.

Forbrydelser begået andre steder i verden har vist, at det er helt afgørende for at forhindre menneskerettighedsovertrædelser, at en hærs ledelse kan drages til ansvar for sine handlinger. Det er ikke tilfældet i Rusland, og alligevel er hærens institutioner det, befolkningen har størst tillid til.

Rusland benægter sine krigsforbrydelser i Ukraine, og i foråret hædrede Putin den 64. motoriserede infanteribrigade, som stod bag massakren på civile i Butja. Det skete ved at tildele brigaden den hæderfulde titel garde. Således hædres soldaterne bag disse forbrydelser for deres heltemod, og den kultur for straffrihed, der lever i Rusland og landets hær, skaber grundlag for tilskyndelse til yderligere krænkelser af menneskerettighederne.

I Vesten har man talt meget om, at Putin er alene om at udkæmpe denne krig. Men det er en vestlig illusion. Han er ikke alene. Putin har en hel række allierede uden for Vesten, og det giver masser af plads til russisk desinformation og propaganda. To tredjedele af verdens befolkning lever fortsat i Ruslands indflydelsessfære og forstår for eksempel ikke, hvem der har skylden for, at Ukraine har svært ved at eksportere sin beholdninger af korn.

I disse lande hersker der heller ikke lighed. Disse lande regeres af diktatorer og tyranner, der ikke fordømmer, at voldtægt bruges som krigsvåben. De betragter det som normalt, at et lands hær begår den slags handlinger. Rusland finansierer for eksempel sin krig med guld, som det får fra Sudan. Sudan er et af de værste lande i verden med hensyn til kvinders rettigheder. I maj forlød det, at lejesoldater fra Wagnergruppen havde voldtaget en sygeplejerske og to nybagte mødre på en sydafrikansk fødeklinik – og Sydafrika er det land, meget af Sudans guld smugles ud fra. Da Sudans udenrigsminister, Naledi Pandor, gæstede Helsinki i august, sagde hun, at hun altid havde været tilhænger af gode relationer til Rusland.

I år har vi hørt mange gange, at Ukraine kæmper for Europa og demokratiet. Men til dato har jeg endnu ikke hørt, at Ukraine også kæmper for ligestilling og en bedre fremtid for verdens kvinder, skønt det faktisk er noget, ukrainerne kæmper for. Alverdens tyranner, diktatorer og autoritære ledere holder nemlig øje med, hvordan Vesten vil reagere på Ruslands krigsforbrydelser. Bliver de trætte af krigen? Vil enigheden mellem dem ophøre på grund af energimanglen? Vil vi kunne bevare vores moralske kompas, efterhånden som midlerne til at forfølge krigsforbrydelser slipper op?

I Ukraine gør russiske soldater, hvad der passer dem, for de tror, at de ikke vil blive straffet for deres handlinger. De tror, at de kan stikke af fra regningen og vende hjem uden at betale, for Rusland stikker altid af uden at betale. Hvis vi tager et opgør med den tankegang, vil det få afgørende betydning for generationer af kvinder og børn overalt i verden.

Oversættelse: Tonny Pedersen og Jacob Giese

Copyright Sofi Oksanen 2022