Hvordan kan en død hund hamle op med en sværm af sommerfugle?

For at tale om Bjørn Rasmussens logrende ’Fiskesonetterne’ er jeg nødt til at tale om Inger Christensen. Det kan være, jeg mytegør Inger Christensen mere, end godt er.

Men ligesom hun uden nødvendigvis at ville det har fået kunstnerisk patent på ordet »findes« på grund af ’Alfabet’ (»abrikostræerne findes«, »bregnerne findes«, »cikaderne findes«), så er sonetkransen en form, hun nærmest beslaglagde med ’Sommerfugledalen’ i 1991.

Hun er på godt (mest) og ondt (lidt) dansk litteraturs store genfærd, der spøger i sproget, ikke mindst poesiens. For mig giver det mening at have Inger Christensens ’Sommerfugledalen’ som medspiller til ’Fiskesonetterne’.

Foto: Frida Gregersen

Bjørn Rasmussen selv er ikke nogen letvægter. Hans debut ’Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’ fra 2011 er et hovedværk, og satte barren højt for, hvordan en forfatter kan bruge både sig selv, Den Lille Prins og Marguerite Duras. Siden fulgte blandt andre digtsamlingen ’Ming’.

I 2018 udkom dagbogsromanen ’Jeg er gråhvid’, der har en af verdens bedste titler, og i 2021 kom digtsamlingen ’Forgabt’, der vandt en Blixenpris for årets digtsamling. Disse to sidste peger frem på den sonetkrans, der nu udkommer. Fordi hunden Fiske, af racen hjortehund, optræder trinvis mere i de to forrige værker for nu at have fået sin helt egen bog.

Du eller de

Fiske er vidunderlig, men også snart døende. Første sonet begynder således:

»Du slikker mig, som om min hud var læder/ en dag hvor angsten kommer med sin si –/ den sigter, trykker, splatter mine glæder,/ og tarmene forkramper sig i skrig«.

’Sommerfugledalen’ har undertitlen ’Et requiem’, altså en dødsmesse. Begge digtsamlinger har noget dødt eller døende som objekt for besyngelsen. Inger Christensen begynder:

»De stiger op, planetens sommerfugle/ som farvestøv fra jordens varme krop,/ zinnober, okker, guld og fosforgule,/ en sværm af kemisk grundstof løftet op«.

I begge begyndelser udfolder digteren sine kernetematikker. Inger Christensen elskede det naturfaglige, grundstoffer, mineraler og alt, der har med planeten at gøre. Bjørn Rasmussen kan digte om kroppen, så det kilder, og han spinder patetisk (på den gode måde) poesi af væsker og sårbarhed.

Lad os zoome endnu længere ind. Inger Christensen begynder med »De stiger op«, her besynger digteren verdens mangfoldighed, med en betragtende afstand. Bjørn Rasmussen begynder med »Du slikker mig«, digteren taler direkte til og med sin elskede, ikke æteriske insekter i et middagshedt landskab, men en våd hund i en seng.

Foto: Jacob Maarbjerg

Hunden gøres menneskelig, og jeget gøres til en alienagtig skabning, med sin læderhud og sine skrigende tarme.

Men i begge digte har dyrene adgang til eventyrlige kræfter. I Inger Christensens femte sonet kan sommerfuglene »opsuge verden som en billedfabel«, og inden da dette umuligtsmukke billede:

»Som blåfugl, admiral og sørgekåbe/ i farvens periodiske system/ ved hjælp af blot den mindste nektardråbe/ kan løfte jorden op som diadem«.

Bjørn Rasmussens digterjeg taler til Fiske, som kan svare. I femte sonet lyder det sådan her:

»Du kendetegner alt, hvad der er sandhed,/ beroliger mig mild og graciøs:/ »Jeg ved, du er bekymret for mit helbred,/ for bylderne og ryggen, så porøs./ Men spå en dejlig fremtid ud af blodet –/ når krigen er forbi, så får vi fred««.

Tidligere i samme sonet rimer denne strofe på »gamle, bange, vrede verdensorden«:

»Jeg elsker alt ved dig – selv hundelorten!«.

Inger Christensen har skinnende grundstoffer, Bjørn Rasmussen har skinnende affaldsstoffer. Urin og fækalier danser rundt i sonetterne, og tit står de over for noget, der har med systemer og statens regler at gøre. Hunden kan sammen med det abjekte, det kroppen skiller sig af med, være en modstand mod magtens kasser. Som vrede, men også som lise:

»Da alt jeg brændte for, var opiater,/ da kom du løbende i parken, grøn,/ og gav mig slik i øret som oblater«.

Tåbe eller nar

Når jeg læser de to sonetkranse, tænker jeg på tiderne, de er skrevet i. Inger Christensen sad omkring 1990, Muren var faldet, og det var The End of History, som Francis Fukuyama lærte os. Som sommerfuglene var Vesten brudt ud af sin puppe, og det lignede måske et kort øjeblik, at nu kunne vi bare sprede vingerne. Det er ikke, fordi ’Sommerfugledalen’ er blåøjet, men modsat ’Alfabet’ fra 1981, hvor digtet må optegne verden, inden atombomben falder, så er der evighed, døsighed og eventyr i Brajčinodalen. Måske Inger Christensen også med denne sidste digtsamling selv var en færdigudviklet sommerfugl.

I Bjørn Rasmussens virkelighed er sommerfuglene forsvundet. Farverne er grå, og staten sparer på omsorgen. Jeget har ikke overskud til at rejse til Makedonien og nyde den middagshede døs, og hvad der stiger op i den.

Hos Inger Christensen er det sommerfuglene, der »foregøgler universets tåbe«, hos Bjørn Rasmussen kan jeget elske hunden »som en nar«. Sommerfuglestøvet »hvirvles op som lys i sommervinden,/ som glimt af perlemor og is og ild«, Fiske kan tale med »øjnene og huden«, og hans »sår på brystet lignede tatar«. Hos Inger Christensen er døden noget, »som med egne øjne/ ser dig an fra sommerfuglevingen«. Bjørn Rasmussens digterjeg må møde døden allerede i sjette sonet:

»Jeg reder dig for sidste gang med kammen/ og kysser dig, for nu skal du afsted«.

Senere i samme sonet går det galt og peger direkte på Inger Christensens åbningsstrofe om planetens sommerfugle:

»Jeg stiger op i hjernens hvide vanvid«.

Diadem eller halsbånd

Sonetkransen som form har et arkaisk skær, med sine enderim og stramme regler kan det godt blive til amatør-Shakespeare. Men ikke hos to af landets bedste digtere. Hos Inger Christensen bliver det til et eventyrligt diadem med mestersonetten som brillant, hos Bjørn Rasmussen bliver det til et skambidt halsbånd med mestersonetten som hundetegn.

Foto: Melissa Kühn Hjerrild

Det er en stor evne at kunne digte verden magisk med skønhed. Det er også en stor evne at digte som en dåre, der lader sig slikke, at give op på overblikket og gå en lang tur med sin elskede hjortehund. Sommerfuglen svæver over mennesket, mennesket knæler for hunden og samler dens lort op, underkastet dyrets kærlighed. Så kan samfundet komme med alle sine strenge krav, mens de to væsner sover ryg mod ryg i sengen:

»Kostumet er for småt til to som os,/ til den, der slipper hesten fri, og dem,/ der rejser sig i flæng og viser trods./ Jeg tror, din puls i søvnen løsner knuden –/ men hvem forstår dit dyresprog, og hvem/ forstår at kærlighed er hundesnuden?«.

Det gør Bjørn Rasmussen. ’Fiskesonetterne’ er en savlende kærlighedserklæring, et poetisk tarmskrig, et patetisk mesterværk, der ser verden an, som den er spejlet i to fugtige hundeøjne.