Jenny Erpenbeck (født 1967): I Jenny Erpenbecks forfatterskab finder man en stor forpligtelse over for den østtyske fortid. Lige siden debuten, ’Geschichte vom alten Kind’ (Historien om det gamle barn), har livet under DDR-regimet lyst op som en slags erindringskompleks, hun er blevet ved med at vende tilbage til i sine romaner: på den ene side en ofte varm og kærlig barndom, på den anden side en frygtelig totalitær terrorisering af familier og befolkning, der involverede fortielse, angst og gensidig overvågning.
Sidste år udgav Erpenbeck selvbiografien ’Kein Roman’ (Ingen roman), hvori hun forsøger at forstå vores fælles nutid gennem sin personlige fortid. Hun beretter om et Østberlin i krigsruiner, og hun registrerer den voldsomme og hurtige byudvikling. Hun fortæller i korte scener, der tilsammen skaber et livsforløb, præget af politisk opløsning og selvfølgelig den tyske genforening.
I bogen fortæller hun, at hendes forfatterskab mere eller mindre opstod ved tanker om, hvad der udgør en identitet, og ikke mindst spørgsmålet: Hvor meget kan man miste, før man mister sig selv? Svaret på det kommer hun delvist frem til i den lille sørgmodige afskedsbog ’Dinge, die verschwinden’ (Ting, som forsvinder), der handler om alt muligt, fortælleren husker fra livet i DDR: Palast der Republik, gaskomfurer, kul, oste, veninder, ingenmandslandet, mænd, høflighedsfraser, ord, baggårde, mødre og kirkegårdsbesøg.
På dansk finder man blandt andet den glimrende roman ’Før sol går ned’, oversat af Jacob Jonia, der nærmest er en beretning om hele det 20. århundrede set fra nogle få menneskers perspektiv. Romanen eksperimenterer med historiens gang og åbner for, hvad der kunne være sket med DDR-borgerne, hvis bare nogle få historiske og især personlige hændelser havde fået et andet udfald.
