Man skal være klar til at få knubs, hvis man tager navnet Jordan B. Peterson i sin mund eller hamrer det ned i sit tastatur.
Den canadiske psykolog deler vandene med sin kritik af identitetspolitikken, nogle forsøger at tie ham ihjel, andre bærer ham frem som en ny messias. Og uanset hvilken side man er på, eller om man bare forsøger at være nøgtern og upartisk, risikerer man at hidse nogen op – blot ved at referere til ham.
Det har jeg selv oplevet som journalist, f.eks. da jeg skrev om, hvordan et forlags ansatte brast i gråd, da de fandt ud af, at deres arbejdsgiver ville udgive en opfølger til psykologiprofessorens bestseller ’12 regler for livet’. Og det oplever hovedpersonen i romanen ’Dunning-Kruger-effekten’, der nu udkommer på dansk.
En aften, hvor han og kæresten har inviteret et vennepar på middag, bliver den gode stemning banket helt ned under gulvbrædderne, da han tager professor Peterson en anelse i forsvar.
