Et gammelt traume blussede op, da Theis Ørntoft gik i gang med en stor roman

Som 13-årig var Theis Ørntoft på vej hjem fra sit fritidsjob på et tøjrenseri i Ry. Det var en mørk januaraften, og han var på cykel hen ad landevejen, da en lastbil kom kørende. For tæt på.

Den tonstunge bil ramte drengen, slyngede ham af vejen og kørte videre. Theis Ørntoft landede langt nede i en grøft, fortumlet, ikke klar over, hvor alvorligt han var kommet til skade. Han prøvede at vinke biler ind, men de så ham ikke. Han lå for dybt nede og kunne ikke bruge sine ben.

Omsider fik han hævet sig så meget fra grøften, at en bilist holdt ind og spurgte, hvad der var sket. Han så, det var alvorligt, og fik hurtigt stoppet endnu en bilist, som til alt held viste sig at være en sygeplejerske.

Hun konstaterede, at hovedpulsåren var revet over, at drengen næsten ikke havde mere blod tilbage.

Heldigvis havde hun et drop liggende i handskerummet. Ellers ville Theis Ørntoft formentlig ikke være her i dag.

Nærdødsoplevelsen ligger langt tilbage i tiden. Men den er med ham hele tiden. Han mener, den har givet ham en slags ptsd. En posttraumatisk stressforstyrrelse, der giver angstanfald.

Det blussede op, da han var i gang med at skrive sin nye roman.

»Det har været en rimelig hård tur«.

Det fortæller 39-årige Theis Ørntoft en julidag på sit forlag. Her er han et af de prominente forfatternavne. Men også en, der for nylig har haft viceværtstjansen med at samle pap til genbrug, da han var ved at gå i sort.

Efter at han i 2018 udgav den roste roman ’Solar’, gik han i gang med et projekt, der ville kunne give andre koldsved: en 6-700 sider lang roman med et stort galleri af komplekse hovedpersoner. En bog om vores tid, hvad vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Intet mindre. Han havde meget, han ville sige, og det krævede »et stort skriftligt landskab«, som han siger. Han var drevet af lyst.

Men arbejdet med romanen ’Jordisk’, der nu ligger på bordet mellem os, tyk som en bibel og med et blå-grønt maleri af en forside, var ved at ødelægge ham. Han fik svært ved at trække vejret, fik panikangst, kunne ikke gå uden for en dør.

Før han stillede op til interview, har han overvejet nøje, om han skulle fortælle åbent om de seneste fem år. Men han er blevet enig med sig selv om at gøre det. Fordi det er ærligt, reelt.

»Jeg tror ikke, jeg kan fortælle meningsfuldt om bogen uden at komme ind på det. Det ville føles, som om jeg løj. For alle de stemninger, jeg har været igennem, og den nedtur, jeg fik, mens jeg skrev ’Jordisk’, er så integreret en del af bogen, og hvordan den blev til«.

Theis Ørntoft har lavet en strakt salto med skrue.

Det ville han næppe selv sige. Forfatteren holder armene til kroppen, holder sig fra kulørt billedsprog.

Men hans liv er vendt på hovedet, og han er landet et sted, han ikke havde forestillet sig.

Den ubevidste drøm

Det er fem år siden, forfatteren sidst udgav en bog. Den satte streg under hans status som en markant forfatter, der skaber litterære nybrud. En, man holder øje med.

’Solar’ blev i Information beskrevet som »et forbumlet rough cut af en roman, umådeligt ambitiøs, skiftevis primitiv og smuk«, i Weekendavisen som »grusomt god«, »den mest overbevisende reaktion på krisetegnene i vores samtid, jeg har set i dansk litteratur«, lød det i Berlingske, og romanen blev nomineret til Politikens Litteraturpris, Montanas Litteraturpris og Læsernes Bogpris.

Theis Ørntoft brugte et halvt år på at give interviews, deltage i litteraturfestivaler og læse op af bogen, der handler om en ensom, desillusioneret økodigter ved navn Theis, der søger kontakt med sin omverden på Hærvejen, i Fitness World, på natklubber og siden forsvinder i sin egen galakse i stoffer og computerspillet GTA.

Så var han videre. Han var ikke selv helt tilfreds med romanen, var »underligt følelsesløs« og satte sig for at komme endnu dybere ned i materien i det næste, han skrev. Hurtigt blev han »meget, meget, meget fokuseret på næste bog, altså nærmest lidt besat«, fortæller han.

Han ville skrive om mennesker som private, sociale og kosmiske væsener, det skulle være en bog, der foregik over mange sider, i mange forskellige tider og med mange karakterer. Og hvordan skriver man sådan et ambitiøst opus? Man isolerer sig fra alle. Sådan tænkte Theis Ørntoft.

Forfatteren trak sig fra sine relationer og flyttede alene i et hus på Møn.

»Selv om jeg egentlig ikke syntes, det var så rart, gjorde jeg det alligevel. For jeg havde den her underlige besættelse: Jeg skulle skrive en roman, hvor jeg virkelig fik sagt det, jeg gerne ville sige«.

Det, han ville fortælle om, var mennesker, der er forpligtede på hinanden i langstrakte livshistorier, der forbinder sig på kryds og tværs. Helt modsat i ’Solar’, hvor hovedpersonen begynder med at bo i samfundet blandt mennesker og så søger længere og længere væk fra det, indtil han til sidst går under.

»Der var et eller andet i at skrive ’Solar’, som skræmte mig en lille smule«, siger Ørntoft.

»Jeg kunne mærke, som forfatter, men også i virkeligheden, at jeg var kommet for tæt på ensomhed og isolation. Jeg kunne tydeligt mærke, at der er et undergangspotentiale i det rum, som jeg skulle væk fra«.

For mens hans jævnaldrende venner i start-trediverne var i faste forhold og begyndte at få børn, var han selv en fri fugl, der blev draget mod ensomhed. Også selv om den gjorde ham ulykkelig. ’Solar’ var godt nok blevet til i en »mørk ekstase«, men han mærkede en længsel efter at nærme sig andre mennesker, et større fællesskab.

Foto: Anders Holst Pedersen

Derfor skulle ’Jordisk’ være en bog, hvor hovedpersonerne ikke flygter ud i deres egne ensomme rum, men står ved hinanden, også når der er konflikter.

Efterhånden faldt det på plads, at de skulle være i familie.

»Det havde jeg en drift mod at tematisere. Jeg ville forpligte karaktererne på deres sociale sammenhæng. Det mærkede jeg meget tydeligt«.

Så det gør romanens tre søskende Miriam, Joel og Rhea, deres mor Alice, far Nick, morfar Ernst og halvsøster Julia. Personer, der har biografiske data til fælles med Ørntofts egen familie og dernæst er fiktionaliserede, så de hver især rummer facetter af forfatteren selv. Han er for eksempel selv mellemste bror af tre søskende og vokset op i Søhøjlandet nær Julsø, hvor hans fiktive personer også kommer fra.

På tværs af generationer dukker de i romanen op til juleaften, også dem, der ikke orker gaveræset, de kommer til begravelser, spiser smørrebrødet og bliver til talerne, de rækker ud efter hinanden på tværs af Atlanten. I større og især i mindre grad. For de tre søskende er som katte, oplever moren. De undviger hendes ønske om nærhed og overnatter kun, når hun presser dem til det. Faren, Nick, forsøger at være der for sin familie, men ender med at forlade den og rejse hjem til USA, mens morfaren flygter ind i sit arbejde på boreplatforme og hyrer en ung pige til at drage omsorg for sine børn.

Det med at være en del af et forpligtende fællesskab er slet ikke så nemt, viser romanen. Uanset om man er Ernst i 1967 eller hans barnebarn Julia i 2036. Eller ham selv.

Theis Ørntoft smiler skævt.

»Jamen, det er rigtig nok. Nissen flytter med. Især mændene i bogen har en ensomhedsimpuls«.

Og romanen handler måske mere om en længsel efter at være en del af et fællesskab end reelt at være det, siger han. ’Jordisk’ er skrevet på en længsel efter at have rødder som menneske og være forpligtet på sine nære omgivelser.

Det forsøger bogens syv personer at komme overens med på hver deres måde.

»De længes ikke efter den frihed, som de gør brug af. De længes efter at være bundet og forpligtet«, funderer han.

»Det tror jeg også, at jeg selv gør. Jeg tror, at den frihed, som vi som privilegerede vesterlændinge har mulighed for at praktisere, i vid udstrækning gør os ulykkelige«.

»Den gør i hvert fald mig ulykkelig. Og jeg bliver varm og glad ved tanken om at være bundet og forpligtet på noget. Og have ansvaret for noget. Og jeg har aldrig glædet mig så meget, som til at jeg skal have et barn«.

For ti år siden, hvor han levede et frit sololiv, ville det være utænkeligt for ham at sige den sætning, understreger han. Men det har forandret sig.

»Der er ikke noget, jeg glæder mig så meget til lige nu som at skifte bleer og putte bodystocking på hende. At acceptere, at hun græder to timer. Jeg kan ikke sige andet, end at jeg bare glæder mig til at blive bundet til det«.

Impuls mod isolation

Men til bogprojektets begyndelse på Møn. Her skrev han fem timer om dagen, gik så i haven for at lave praktisk arbejde eller reparerede på huset. Alene. Lavede 100 armbøjninger på sin yogamåtte hver aften, lavede mad, spiste den. Alene. Tændte op i pejsen. Gik i seng. Alene.

I sin isolation skrev han for eksempel et 30-siders essay, som han håbede ville blomstre op og blive til et eller andet meningsfuldt. Det endte som en mystisk blindgyde. Det samme gjorde en række andre eksperimenter. Alligevel ser han dem nu som en nødvendig basis, et rodnet, for den roman, han endte med at skrive.

»Og så gik der ligesom nogle år med det på en eller anden måde«, siger han.

Hvorfor havde du brug for at trække dig så langt væk fra andre?

»Jeg har altid haft en impuls imod isolation. Min egen teori er, at ptsd fra min barndom gør, at jeg som regel har det lettere alene end sammen med mennesker«, siger han med henvisning til trafikulykken.

»Det har helt sikkert ændret min psyke fundamentalt«.

Hvordan?

»Jeg har ikke helt overblik over hvor mange måder, men det har klart påvirket mit forhold til verden og livet og døden at komme ud for den oplevelse meget tidligt«.

»Jeg føler, at både mit forhold til verden og universet blev underligt udvidet af at være i så direkte kontakt med døden. Samtidig afstumpede det mig lidt, fordi jeg fik en mistro over for mine omgivelser af oplevelsen. Så jeg føler, at jeg både er blevet mere åben og nysgerrig af det og samtidig mere på vagt over for alt omkring mig«.

I romanen spejler han sine erfaringer af nærdødshændelsen i den yngste hovedperson, Julia, der er professionel snowboarder og en dag kommer ud for en livstruende ulykke.

Det sender hende ud i en livskrise, hun ændrer bane og bliver en rost forfatter, der skriver autofiktivt og essayistisk om samtiden. Men også en forfatter, der kører sig selv hårdt, kæmper med angst og tvivler på sit eget projekt. En forfatter, der vender det etablerede samfund ryggen og flytter ud i et alternativt fællesskab langt fra civilisationen og finder et meningsfuldt arbejde som skolelærer.

Den slags kan Ørntoft også selv drømme om. At der sker en bevægelse væk fra tidens store fokus på individet, holdninger, præstationer, der kan deles på sociale medier. At flere i stedet får lyst til at blive sygeplejersker, pædagoger og hjemmehjælpere.

»Jeg tror, vejen frem for os er at blive mindre fokuserede på at være specielle og særlige og unikke og i stedet leve i nogle stilfærdige, bæredygtige sociale kredsløb, som baserer sig på mere simple ting som at få børn, være god mod folk, passe sit arbejde og leve cirkulært i stedet for lineært«.

Og hvor han før var nærmest vantro, når hans storesøster snakkede om at flytte tilbage til barndomsegnen, Søhøjlandet, mærker han også selv livet på landet trække. Han drømmer om at forbinde sig med landskabet igen, komme fysisk tættere sin familie.

»Jeg kan tydeligt mærke på mit mentale økosystem, at i de perioder, hvor jeg ikke er i storbyen, så føler jeg mig mindre vigtig og speciel, og jeg har det mere roligt og stabilt indeni. Så jeg har helt klart en længsel imod et roligt, simpelt liv. Måske der hvor jeg kommer fra«.

1.000 ord om dagen

Men da han skrev ’Jordisk’, var han ikke selv klar til at tage del i sociale kredsløb. Han hilste tværtimod isolationen velkommen, da pandemien lukkede landet ned. For den kunne give ham belejlig arbejdsro. 1. januar 2021 satte han sig ned og gik i gang med skrive romanen. Han havde gjort sit forarbejde, var tilbage i København, hvor han var flyttet sammen med sin kæreste, som han havde mødt til en oplæsning. Nu var han klar til det egentlige romanarbejde.

Foto: Anders Holst Pedersen

Han havde en god mavefornemmelse, glædede sig til at forløse sit store projekt. Han satte et nummer med Billie Eilish på og gik i gang ud fra et selvopfundet, stramt dogme: Bogen skulle være på 6-700 sider, og den skulle skrives på et år. Han måtte ikke holde nogen fridage, ikke holde weekend. Han skulle skrive 1.000 ord om dagen. Og hvis han ikke overholdt det, skulle han skrive 2.000 ord den næste dag.

Hans kæreste blev ved med at sige, at det ikke var en god idé overhovedet. Hun havde selv haft stress og lært meget af det, og hun forklarede, at hans metode nærmest var definitionen på, hvordan man udvikler stress. Men han lyttede ikke.

Kæresten fik ret. Allerede i april, da han havde skrevet romanens del om Ernst, oldefar, morfar og far til andre af romanens karakterer, begyndte han at døje med svimmelhed, tankemylder, søvnproblemer. Men han levede med det så godt som muligt, og i efteråret følte han sig klar til at skrive tredje del af bogen. For rigtigt at kunne koncentrere sig lejede han en lejlighed i Berlin i to måneder.

Det viste sig at være endnu en fejlvurdering. Det kan han godt se i dag.

»På afstand virker det helt vanvittigt. På grund af corona kunne man ikke tage i svømmehal, til yoga eller noget. Jeg var bare i den der lejlighed. Faktisk mutters alene i halvanden måned«.

Efter en måned fik han det skidt og tænkte, at det var tid til at tage hjem til kæresten. Men han blev, kontrær og stædig, og stod perioden ud. Da han kom hjem, begyndte han at få panikanfald. I de følgende måneder blev det værre og værre. Det kulminerede i uger, hvor angsten var så voldsom, at han knap turde gå uden for en dør. Samtidig var han nødt til at holde sig aktiv, for han er ikke typen, der kan ligge i sengen. Derfor tvang han sig selv, på trods af at det var vinter, til at komme ud og arbejde i sin søsters have i Søborg, i sin fars nyttehave på Østerbro og fælde træer for sin mor i Søhøjlandet.

»Det eneste, det handlede om, var, hvordan jeg skulle komme igennem den næste time, for jeg havde så meget angst«.

Forfatteren har i forvejen været på antipsykotisk medicin halvdelen af sit voksne liv, nu kom han også på de angstdæmpende benzodiazepiner. Men det, der virkelig stabiliserede ham igen, var et fast arbejde.

Helet som vicevært

En dag, hvor han havde været til psykolog, kom han ud på gaden og vidste ikke, hvor han skulle gå hen. Han havde en følelse af, at enten skulle han indlægges, eller også skulle han ringe til nogen og bede om et arbejde.

Theis Ørntoft har aldrig haft fast arbejde i sit liv, så hans første indskydelse var at ringe til sin redaktør på Gyldendal og spørge, om han kunne få lov at være vicevært på forlaget. Næste dag fik han besked om at komme ind og gå i gang. Det næste år gik han rundt og samlede pap.

»Egentlig var jeg i tvivl om, om jeg nogensinde ville blive forfatter igen«, siger han.

For kunstnerlivet forekom ham at være et destruktivt erhverv, når han kunne blive så syg af at skrive en bog.

»Anerkendelsesøkonomien i at være forfatter er meget nådesløs. Der kommer ikke nogen og klapper dig på ryggen hver dag, når du er færdig med at skrive. Der er bare tavshed«.

I jobbet som vicevært fik han til gengæld fællesskab med kolleger, smil, struktur, rutiner, anerkendelse. Når han hentede tre reolkasser på loftet og afleverede dem, fik han et »fedt, tak skal du have« fra chefen.

»For folk med normalt arbejde er det fuldstændig selvfølgeligt. Men for mig var det helt vildt fantastisk og helende at opleve, for det var præcis det, jeg havde brug for. Jeg havde brug for andre mennesker, hverdag og tryghed«, siger han.

»Jeg havde brug for at brænde mig på ensomheden for at stoppe med at drømme om den«.

Jobbet og en ny medicin resulterede i, at »hjernen klarede op«, som han siger. Han fik sit overskud tilbage, og i november 2022 satte han sig ned og skrev resten af ’Jordisk’, knap 300 sider, på to en halv måned. Han var lettet.

»Jeg har aldrig prøvet at have det så dårligt før. Og da jeg havde det værst, var jeg bange for, at jeg aldrig ville få det godt igen«.

Solen skinner gennem de småsprossede vinduer. Han ligner en, der er gået på sommerferie, som han sidder der i husets smukkeste kontor, som gennem tiden har været befolket med Gyldendal-direktører. Klædt i let hørskjorte med opsmøgede ærmer, med halvlange skægstubbe og blondt, tottet hår og et analogt armbåndsur med læderrem om håndleddet. I ro.

Helt afkoblet er han dog ikke. En mobiltelefon ligger lige foran ham på bordet. Han har den med, hvis kæresten har brug for at komme i kontakt, datteren kan ankomme når som helst.

Efter sin vilde, halsbrækkende snurretur er han landet. Med begge fødder sikkert på jorden. Et godt stykke længere fremme på faldmadrassen.

»Jeg har altid haft det som sådan en underlig drøm, at jeg ville forsvinde. Og det har jeg slet ikke mere. Den drøm er brændt fuldstændig ned til grunden nu«, siger han.

»Jeg sidder virkelig her og har det meget godt. Og min kæreste skal føde en af de kommende dage. Og min bog ligger på bordet. Det havde jeg slet ikke kunnet forestille mig for et år siden«.