0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Theis Ørntofts nye roman starter suverænt, men bliver efterhånden alt for syret og flagrende

Første del af 'Solar', beskrivelsen af hærvejsvandringen, kunne have fået anmelderen til at udråbe dette til årets roman. Men så går det galt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Andreas Haubjerg
Foto: Andreas Haubjerg

Drivkraften i Theis Ørntofts første roman er ønsket om at fare vild. Foto: Andreas Haubjerg

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En kunstner er en, der er født genert, og som ikke er blevet sindssyg eller massemorder. Sådan kan man omtrentligt sammenfatte en af jegfortællerens refleksioner i Theis Ørntofts første roman. Da jeg læste romanens første del, tænkte jeg ellers, at en kunstner er en, der har en særlig evne til skarp observation og til at give sine observationer æstetisk form. Det gør Ørntoft nemlig på aldeles frydefuld vis, da han skildrer sin jegperson som vandringsmand på Hærvejen.

Landsbyer, enge, skove, bakker, villaveje og en tidlig sommers voldsomme varme skildres, så man er der selv. Lysgrønne bøgeskove, en let støvregn, »et botanisk fyrværkeri af trækroner og blomsterhoveder. Altid en stilhed i begyndelsen af sommeren. Ridser i dagenes overflade ind til de sumpgrønne evigheder«. Tegn på liv bag villahavernes hække: »Luften står stille, det er meget varmt. Fornemmer liv her, svage lyde, noget velkendt i de milde hvirvler. Folk inde bag hækkene«. Egeskoven, som lider af hedeslag: »Regnen var hørt op, og solen skinnede, men ikke på nogen forløsende måde, tværtimod, skoven dampede af en næsten tropisk varme«. Naturskildringen kulminerer, da søhøjlandets bøge, søer, stier og fuglekvidder kalder en poesi frem, som giver mindelser om Ørntofts ’Digte 2014’: »Psyken foldet ud og åbentstående som en orkidé der folder hovedet ud og lader sig gennemløbe af det landskab, den nu engang vokser i, temperaturen, regnen og insekterne«.

Her bliver alt til linjer, slyngninger, forgreninger, udfoldninger, udstrækninger, der fletter sig ind i en fælles vævning, hvor sind, krop, menneske, plante, dyr, sprog, tid, syn, lyd materialiseres til et og samme stof.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce