En kunstner er en, der er født genert, og som ikke er blevet sindssyg eller massemorder. Sådan kan man omtrentligt sammenfatte en af jegfortællerens refleksioner i Theis Ørntofts første roman. Da jeg læste romanens første del, tænkte jeg ellers, at en kunstner er en, der har en særlig evne til skarp observation og til at give sine observationer æstetisk form. Det gør Ørntoft nemlig på aldeles frydefuld vis, da han skildrer sin jegperson som vandringsmand på Hærvejen.
Landsbyer, enge, skove, bakker, villaveje og en tidlig sommers voldsomme varme skildres, så man er der selv. Lysgrønne bøgeskove, en let støvregn, »et botanisk fyrværkeri af trækroner og blomsterhoveder. Altid en stilhed i begyndelsen af sommeren. Ridser i dagenes overflade ind til de sumpgrønne evigheder«. Tegn på liv bag villahavernes hække: »Luften står stille, det er meget varmt. Fornemmer liv her, svage lyde, noget velkendt i de milde hvirvler. Folk inde bag hækkene«. Egeskoven, som lider af hedeslag: »Regnen var hørt op, og solen skinnede, men ikke på nogen forløsende måde, tværtimod, skoven dampede af en næsten tropisk varme«. Naturskildringen kulminerer, da søhøjlandets bøge, søer, stier og fuglekvidder kalder en poesi frem, som giver mindelser om Ørntofts ’Digte 2014’: »Psyken foldet ud og åbentstående som en orkidé der folder hovedet ud og lader sig gennemløbe af det landskab, den nu engang vokser i, temperaturen, regnen og insekterne«.
